B.93 – Vanløse 0-2 (0-1)
0-1 Jack Castelijns (1′)
0-2 Rasmus Gaudin (70′)
Østerbro Stadion
299 tilskuere.
Der er gange, hvor man er mere motiveret for at skrive om sin klubs kampe, da man altid gerne prøve at finde en god og positiv vinkel på referatet – indrømmet den er svær her, for det var en meget mangelfuld indsats mod Vanløse. Nogen vil måske bruge mere barske ord, og på vej ud af stadion hørte jeg ihvertfald kommentarer, som indikerede dette.
Det startede skidt og det fortsatte mere eller mindre hele kampen. Kampen var lige begyndt, da Jack Castelijns (som spillede for B.93 i 2014, hvor han fik 15 kampe og lavede fire mål) udnyttede uopmærksomt forsvarsspil fra B.93’s side, og dermed havde hjemmeholdet fået en skidt start. Man kunne håbe at B.93 ville rejse sig som fuglen Føniks fra asken, men det skete langtfra.
Adam Emme fik sig en advarsel efter 29 minutters spil og anføreren skal have ros for at prøve at råbe gejst ind i sit hold. Man bemærkede, at cheftræner Danny Jung også havde konstruktive og rigtige tilråb fra sidelinjen, men det hjalp ikke meget. Der kom et par behjertede opspils situationer, men slet ikke med nok energi.
Det var ikke meget hjemmeholdet skabte af chancer i en elendig 1. halvleg. Jeg erindrer i hvert fald ikke mange, men med lidt god vilje fik vi presset på 10 minutter før pausen, men det blev ikke udnyttet. Der var for lidt kvalitet og værst af alt – for lidt vilje. Set med ’93 øjne var vejret det tilskuerne nød mest på Østerbro Stadion. Man havde på fornemmelsen at det kunne kunne blive bedre i andet halvdel af opgøret. Det var svært at få øje på.
Danny tog Dyre ud i pausen, og satte debutanten Sammy Adjei ind. Han havde en vis energi og leverede et behjertet skud i slutningen af kampen, og fik tidligere i kampen kæmpet sig til et frispark. Det sidste gav en fin afslutning fra skudstærke Mikkel Mouritz, som målmanden skubbede til hjørne. Havde vi scoret der, havde resten af kampen måske udviklet sig anderledes, men der kan skrives meget om hvis og hvis.
Efter en total kikset hjørnesparksvariant fra B.93, løb Vanløse ned og scorede forholdsvis uhindret 20 minutter før tid, og dermed virkede kampen afgjort. B.93 havde ikke redskaberne til at komme tilbage i opgøret, og der var for mange spillere der ikke viste klassen.
B.93 sendte Kemson Forfanah (endnu en debutant) på banen efter 72 minutters spil, og han spillede faktisk en fin restkamp. Det bliver spændende at følge ham fremadrettet.
Jeg ønsker ikke at være negativ, men hvis disse referater skal tages seriøst, skal vi også afspejle hvad der vises på banen, og det der skete på banen, lod en del tilbage at ønske. Stadionspeaker Christian Winther proklamerede pligtopfyldende at kampens spiller var Aske Lundsgaard (kåret af fanklubben), selv om Aske var ikke med. Jeg vil ikke gøre mig til dommer omkring slags kåringer, men symbolikken var klar og utvetydig. Der var for mange der underpræsterede og for få der præsterede.
B.93 tabte dermed deres anden kamp på hjemmebane i denne sæson, mens de har vundet alt på udebane. Det ligner en sæson, hvor vi godt kan komme med i Top 6, men så skal der vises en anderledes indsats end i denne kamp.
Lad mig udtrykke mig simpelt og klart: Det var bare ikke godt nok på denne, ellers smukke aftenstund, på det dejlige Østerbro Stadion.
Holdet på banen
Conrado Da Costa Januario
Adam Emme (ud 73′)
Christian Stein Stokholm
Matthias Andersen
Morten Hegaard
Mikkel Mouritz Jensen
Søren Nørgaard
Emil Dyre Nielsen (ud 45′)
Leonel Montano (ud 63′)
Anders Thomsen
Nicolai Olsen
Bænken
Kemson Forfanah (ind 73′)
Godwin McKay
Samuel Adjei (ind 45′)
Mads Walter (ind 63′)
Victor Michaelsen
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Mark Bernquist.