Vælg en side

Holbæk – B.93 1-3 (0-0)

0-1 Emmanuel Ogude (52′)
0-2 Mohammad Ali (57′)
0-3 Andreas Heimer (71′)
1-3 Jonas Bengtsson (85′)

Holbæk Stadion
176 tilskuere.

Efter en flot præstation, især i anden halvleg, vandt B.93 den svære udekamp i Holbæk og topper nu nedrykningsspillet i 2. division.

På en tør bane og i brændende sol lagde et B.93-hold uden en tåskadet Oliver Drost ud i en 3-5-2-formation i et forsøg på at overrumple hjemmeholdet. Efter sytten minutter vendte vi så – som aftalt på forhånd – tilbage til den normale 4-5-1-formation. At disse taktiske spidsfindigheder får plads i referatet siger noget om, at det var en ret taktisk første halvleg, hvor to velorganiserede hold holdt hinanden i skak. Halvlegens eneste åbne mulighed tilfaldt Holbæk, heldigvis endte en afslutning fra nært hold højt over mål.

Spillemæssigt var B.93s første halvleg godkendt, offensivt savnede vi dog idéer til at true vestsjællændernes solide defensiv. Det skal jeg ellers lige love for, at der blev rådet bod på efter pausen.

I anden halvlegs første minutter fik B.93 sin første åbne mulighed, da Anton Peterlin løb fri i dybden, desværre fik han ikke snert i sin afslutning, der endte lige i favnen på målmanden. Men det var alligevel startskuddet til en herlig 93-offensiv, der kort efter blev belønnet med kampens første mål. Og hvilket! Emmanuel Ogude modtog bolden på kanten af feltet med en 3-4 forsvarsspillere foran sig. Mindre ånder – som undertegnede – ville nok bare have taget chancen udefra, men nigerianeren tog ene mand kampen op med forsvarsmuren, slalomløb sig på Jens Kolding-manér forbi alt og alle, før han afdriblede målmanden og sendte bolden i det tomme mål. Ja, så har man set det med, en aktion i verdensklasse på en søvnig søndag i Holbæk.

Og det var slet ikke slut med de flotte mål. På et kontraangreb få minutter senere modtog Mohammad “lever stadig” Ali bolden lidt udenfor feltet i venstre side. Han tog et træk ind i banen og dundrede resolut bolden op i nærmeste målhjørne. 0-2.

I det hele taget kom der virkelig snit over B.93s kontraspil i anden halvleg, og det resulterede i endnu en 93-scoring. Andreas Heimer, der spillede en stor kamp på midtbanen, blev stukket af sted i dybden, ikke nogen nem bold, da han havde et par forsvarsspillere i sin nærhed, men Heimer var som sæbe i hænderne på Holbæks forsvar, de kunne umuligt holde ham, han pilede ned mod målet, trak udenom målmanden og sendte bolden i det tomme mål. 0-3!

Mod slutningen af kampen fik B.93-forsvaret solstik (ikke så underligt i den varme), og gjorde det muligt for Jonas Bengtsson at sende bolden i tomt mål fra nært hold. Men, pyt, sejren var i hus, en svær opgave var løst på fornem vis, og kan B.93 fortsætte det spil, vi så i anden halvleg denne Grundlovsdag i Holbæk, bør vi også ende som nummer et efter de sidste to spillerunder.

Ronni Raun: “I første halvleg fik vi ikke rigtig skabt noget, men efter pausen var vi meget skarpe, især offensivt, og vandt en god sejr.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Andreas Kaltoft
Martin Heisterberg
Emil Farver

Mads Nielsen
Andreas Heimer
Bjørn Zabell (ud 73′)
Anton Peterlin (ud 67′)
Nicolai Olsen (ud 67′)

Mohammad Ali
Emmanuel Ogude

På bænken

Sean Elliot Christoffersen (ind 67′)
Omar Roshani (ind 67′)
Jack Wander (ind 73′)
Frederik Bruhn

Kampreferat v) Mads Mazanti.

B.93 TV

Se B.93 TV i forbindelse med kampen.