B.93 – Middelfart 0-4 (0-1)
0-1 Casper Johansen (40′)
0-2 Søren Andreasen (63′)
0-3 Søren Andreasen (84′)
0-4 Søren Andreasen (90′)
Østerbro Stadion
201 tilskuere.
B.93s hjemmebanekompleks synes uden ende. I lørdagens kamp på Østerbro Stadion blev det til endnu et nederlag, denne gang med hele 0-4 mod Middelfart. Nederlaget blev helt unødvendigt stort, for B.93 var kampen igennem spillemæssigt helt på højde med modstanderen. Men i alle kampens afgørende situationer udviste gæsterne nu engang den største modenhed og effektivitet.
I en jævnbyrdig første halvleg havde B.93 et par gode muligheder for at bringe sig i front. Leonel Montano blev spillet fri på kanten af feltet, men sparkede over mål. Og Søren “Sø” Nørgaard, der fik chancen fra start på en uvant plads på højre kant, fik en stor hovedstødsmulighed, som Middelfarts målmand flot fistede over mål.
Men fynboerne var nu heller ikke ufarlige i den anden ende. Midt i halvlegen fik de en stor mulighed forærende, da den meget deltagende målmand, Januario, rodede sig ud i en skovtur, der på det nærmeste bragte ham over i Fælledparken. Heldigvis nåede han tilbage i målet og fik selv raget kastanjerne ud af ilden.
Seks minutter før pausen gik det så galt. Højre-backen Adam Emme blev fanget langt fremme i banen, hvilket skabte et stort hul i vores højre forsvarsside. Casper Johansen smuttede af sted i dybden og sendte med et følt spark bolden over i det lange hjørne. 0-1 ved pausen.
Anden halvleg fortsatte, hvor den første slap. Jævnbyrdigt og uden de helt åbne muligheder til nogle af holdene. Men da den første åbne chance bød sig, var det Erling Bøjes gamle klub fra Vestfyn, der slog til: En bold blev spillet frem til Søren Andreasen, der af en eller anden grund fik lov til at stå helt fri på kanten af feltet. Og så kunne han jo lige så godt lægge den ind bag en chanceløs Januario i målet.
0-2, og B.93 satsede nu alt på at komme tilbage i kampen. De offensive kræfter Adjei og Dyre blev skiftet ind. I forbindelse med indskiftningen af Dyre gik vi over til et tre-mandsforsvar. Nu, endelig, fik et ellers harmløst 93-hold etableret et mindre pres mod Middelfart-målet. Og chancen for at bringe spænding tilbage i kampen kom ti minutter før tid, da Dyre lagde bolden på tværs til en helt fri Rajovic, der få meter fra mål formåede at dreje bolden forbi den ene stolpe.
I stedet slog Middelfart til i den anden ende. På et udspark glemte 93-forsvaret alt om opdækning, så Søren Andreasen blot behøvede at tage bolden ned og vippe den over Januario. 0-3.
I slutminutterne gik gassen helt af et ellers godt kæmpende 93-hold. 93-forsvaret led åbenbart af allergi overfor Søren Andreasen, i hvert fald havde de en stærk uvilje mod at komme i nærheden af ham. For gud ved hvilken gang fik han kort før tid lov at stå udækket, og i to omgange kunne han sende bolden ind bag Januario.
Vel er Middelfart et udmærket hold, og deres sejr var fuldt fortjent, men 0-4 var nu lige i overkanten. Nå, hvad kan man forvente, når vi var handicappede af at have hjemmebane.
Holdet på banen
Conrado da Costa Januario
Adam Emme
Christian Stokholm
Morten Hegaard
Mathias Andersen (ud 74′)
Godwin McKay
Mikkel Mouritz
Søren Nørgaard (ud 64′)
Leonel Montano
Nicolai Olsen (ud 83′)
Mileta Rajovic
På bænken
Samuel Adjei (ind 64′)
Emil Dyre (ind 74′)
Frederik Kofoed (ind 83′)
Carl Emil Kristensen
Omar Roshani
Victor Michaelsen
Kampreferat v) Mads Mazanti.
Se eller gense hele kampen eller vælg højdepunkterne med MyCujoo TV.