B.93’s ligakvinder tabte et ærgerligt skridt i bestræbelserne om en topplacering i kvalifikationsligaen, da det lørdag blev til et 0-2-nederlag til Odense Q trods et massivt antal chancer til B.93.
Foran godt 100 tilskuere på Østerbro Stadion var B.93 lidt tid om at få spillet til at blive direkte nok. Men fra midten af 1. halvleg kom en del velspillede B.93-angreb i gang, og det var en god håndfuld gange ved at give gode chancer til Paola van der Veen, Shade Pratt og Michaela Schnack. Men det blev ved nærved og næsten.
Odense Q angreb typisk med lange bolde og havde to farlige skud i begyndelsen af kampen, som B.93-keeper Josephine Madsen flot reddede. Efter en halv time fik gæsterne et mål annuleret for offside.
Et par minutter før pausen gik det galt i B.93-forsvaret, da Odense Q spillede en bold i dybden, og Kamilla Ørskov Jensen passerede Josephine Madsen til 0-1.
Efter pausen angreb B.93 konstant, spillede bolden flot i dybden og havde rigtig fine indlæg. Det blev efterhånden svært at holde tal på chancerne – mindst 10 store tilbud havde B.93-angriberne i 2. halvleg, men ind ville bolden ikke.
Odense Q lurede naturligt nok på kontra qua B.93 offensive spil, og i det 72. minut overløb de B.93-forsvaret og scorede til 0-2.
Lige efter scoringen havde Nicole Robertson en gylden mulighed for at få B.93 ind i kampen igen, da hun løb igennem Odense-forsvaret og var alene med den fremstormende keeper Sarah Jacobsen, men skød over mål.
Odense-keeperen var stærkt medvirkende til, at B.93 ikke fik scoret, da hun gang på gang kom i vejen for angribererne. Bl.a. fik Sarah Jacobsen i en direkte duel med en helt fri Nicole Robertson – lidt uforstående for mange af tilskuerne – frispark i et sammenstød med B.93-angriberen, selv om ingen af dem havde styr på bolden.
Nicole Robertson fik heller ikke noget straffespark, da hun i slutningen af kampen jagtede en høj bold i feltet og blev væltet lige foran mål. Der blev i stedet dømt frispark til den forsvarer, hun kæmpede med.
Det var symptomatisk for en dag, hvor B.93’erne havde mulighederne, men ikke fik udbytte af af dem – så det blev ikke en gentagelse af kampen mod Odense Q på samme græs i september, hvor B.93 vendte 0-2 til 2-2 i slutminutterne.
B.93 har nu 8 point efter 5 af forårets 10 kampe. Holdet er stadig på den andenplads i kvalifikationsligaen, der i juni giver adgang til at fortsætte i den bedste liga – men B.93 har spillet flere kampe end de 4 forfølgende hold.
Du kan se eller gense hele kampen eller vælge højdepunkterne med MyCujooTV’s streaming tjeneste her.
Næste kamp er på lørdag 11. maj 12.30 mod Vildbjerg på Østerbro Stadion.
Af Tage Majland
Foto: Tage Majland