Tre spillere fra B.93’s bedste kvindehold fortæller om tanker og træning i en coronatid.
B.93’s stærke kvindehold skulle efter den suveræne oprykning fra efterårets 1. division i slutningen af marts have indledt sæsonen i kvalifikationsligaen, hvor målet var oprykning til Gjensidige Kvindeliga. Det blev sat på pause af corona-nedlukningen den 11. marts.
Her fortæller tre af spillerne om de seneste to måneder uden fodbold:
Sofie Bredgaard, 18 år, angriber
Hvordan ser du på situationen lige nu?
– Det er selvfølgelig en utrolig underlig situation, som vi alle er i. Jeg tror dog, at der er mange andre, som har det værre under de her omstændigheder end jeg. Jeg savner selvfølgelig fodbolden, men kan alligevel godt få hverdagen til at gå derhjemme.
Hvad laver du for tiden?
– Tiden går mere eller mindre mindre som normalt, bare under andre omstændigheder – og selvfølgelig uden fodbold. Jeg har virtuel undervisning, holder formen ved lige, og bruger en hel masse tid med min familie, som jeg normalt ikke har tid til at se i en presset hverdag. Den tid prøver jeg at nyde, alt hvad jeg kan, mens jeg har den, og det gør mig glad. Så alt i alt, prøver jeg at se så positivt som muligt på situationen, for den giver mig nogle af de ting, jeg savner i min normale hverdag.
Hvordan træner du?
– Jeg cykler, går nogle ture, og så løber jeg selvfølgelig.
Derudover styrketræner jeg en hel del, så jeg sørger for, at min krop er klar til, når vi forhåbentlig snarligt skal igang med fodbolden igen.
– Jeg er ydermere så heldig, at jeg bor lige ved en fodboldbane, så jeg kan få rørt en bold indimellem. Jeg forsøger at passe det ind på tidspunkter, hvor der ikke rigtig er nogle andre mennesker – f.eks. om morgenen.
Hvordan var det at være med U19-landsholdet til turnering i La Manga og vende hjem fra Spanien, lige da corona brød ud?
– Det var faktisk en rigtig mærkelig situationen at vende tilbage til. På La Manga havde vi været lidt i vores egen boble, hvor man slet ikke vidste, hvor meget det fyldte hjemme i Danmark, og hvordan folk håndterede det. Da vi så vendte hjem, gik det op for mig, hvor meget det egentlig fyldte, og umiddelbart efter vores hjemkomst, tog tiltagene så yderligere til omkring lukningen af vores samfund.
Hvordan har du det med, at U19 Elite Round, hvor du skulle have deltaget, samt U19-EM, som I kunne have kvalificeret jer til, er blevet aflyst?
– Det er selvfølgelig ærgerligt, det tror jeg, vi alle synes. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Den nuværende situation umuliggør jo fodbold stort set alle steder i Europa, så naturligvis er det også den eneste rigtige beslutning for vores kvalifikation. Men jeg synes da som sagt, at det er ærgerligt, at en mulig kvalifikation til EM ikke bliver en realitet i år. EM sidste år var en stor oplevelse, så at vi ikke får muligheden for at komme med i år er trist, men det lykkes forhåbentlig på et senere tidspunkt, når fodbolden ruller igen.
Mathilde Foged Hansen, 19 år, forsvarsspiller
Hvordan ser du på situationen lige nu?
– Det er en virkelig træls og ærgerlig situation, som vi er i lige nu. Jeg havde set rigtig meget frem til sæsonen, og jeg kunne mærke, at vi rykkede os frem som hold til alle træningerne. Lige nu kan man ikke gøre så meget andet end lytte til eksperterne og tage sine forbehold. Men jeg ser fremad og håber, at vi snart må komme tilbage på banen, og at vi hurtigt finder rytmen som hold igen efter en meget lang pause.
Hvad savner du mest?
– Helt grundlæggende så savner jeg min hverdag. Jeg savner at have en fast rutine med fodbold og skole. Èn af de største grunde til, at jeg spiller fodbold, er sammenholdet og det sociale med pigerne. Og fodbold er bare ikke det samme uden ens hold, så jeg glæder mig rigtig meget til, at vi alle kan komme tilbage på banen og spille sammen.
– Heldigvis får jeg lov til at komme lidt i fysisk skole – dog på en meget anderledes måde – fordi jeg går i 3.g. Jeg er virkelig glad for, at vi fået denne mulighed.
Hvad foretager du dig fodboldmæssigt?
– Jeg løber selvfølgelig meget for at prøve at holde formen ved lige, så jeg er klar lige så snart, vi får grønt lyst til at spille.
– Jeg har nogle lidt svage knæ, så jeg bruger meget tid på at lave knæ-øvelser, som er skadesforebyggende. Jeg forsøger også at lave styrketræning herhjemme. Og så spiller jeg selvfølgelig med bolden i min have i den grad, det er muligt.”
Har du fundet en sjov måde at lave en øvelse på?
– Jeg har jo ikke nogle medspillere, så jeg bruger mit skur i haven til at lave pasninger med.
Derudover har jeg en hems på mit værelse, hvor der er en ribbe for at kunne komme op. Ribben er rigtig god til styrketræning – især maveøvelser.
I efteråret kom du til B.93 lidt inde i sæsonen. Nu har du spillet en del kampe og været med under opstarten til forårssæsonen. Hvordan har det været?
– Det er en helt anden følelse, jeg har ved denne sæson. Jeg føler, at jeg er faldet til på holdet, hvilket er rigtig rart. Sidste år kom jeg jo først til lidt inde i sæsonen, og det tog lige lidt tid at falde til og kunne følge med de andre.
– Opstarten var rigtig fed at være en del af til denne sæson. Vi havde en lang preseason, så vi brugte den første stykke tid på at komme i god form med høj-intense træninger, og så begyndte vi efterhånden at fokusere mere og mere på det taktiske. Det var fedt at være en del af processen helt fra start.
Hvordan vurderer du potentialet i holdet?
– Vi fokuserer meget på vores possession-spil og vores placering i forhold til hinanden. Det, tror jeg, er vores styrke. Vi har et rigtig stærkt hold med mange dygtige spillere – det så vi i sidste sæson. Kval-ligaen byder selvfølgelig på mere udfordring, hvilket jeg tror bliver godt for vores hold at prøve.
Rosa Elizabeth Horskjær, 18 år, angriber
Hvordan ser du på situationen lige nu?
– Der er ingen tvivl om, at virussen har skabt store ændringer i min hverdag. Virtuel undervisning og ingen holdtræning kræver tilvænning. I et større perspektiv får denne periode dog også store samfundsmæssige konsekvenser.
Hvad savner du mest?
– Jeg savner min almindelige rutineprægede hverdag, hvor både fodbold, skole og veninder spiller en stor rolle. Jeg forsøger dog så vidt muligt at opretholde faste rutiner. Der er ingen tvivl om, at jeg specielt glæder mig til, at holdtræning og særligt sæsonen starter – det er det, vi alle ser frem til.
Hvad foretager du dig fodboldmæssigt?
– Jeg holder mig i form gennem forskellige typer løb og styrketræning. Derudover er der i denne periode god tid til skadesforebyggende træning. Jeg får også spillet i skolegårde omkring mit hjem samt spillet en del med min lillebror.”
Du scorede flere flotte langskudsmål i efteråret (et af dem ses i videoen). Er det noget, du øver?
– Under almindelige omstændigheder morgentræner jeg med Emilie Langhorn fra holdet – vi træner primært afslutninger. Det gjorde vi, indtil banerne lukkede ned. Jeg forsøger så vidt muligt at få trænet med bold, selvfølgelig under andre omstændigheder.
Af Tage Majland.
Fotos af Tage Majland.