To mænd som elsker deres job i B.93.
B.93 har Steen Granager-Simonsen og Jann Buchardt, som henholdsvis Kommerciel chef og Netværkschef. De er – udover at være positive og sjove fyre – to herrer som brænder for deres arbejde og B.93. Vi bringer her et dobbeltinterview med de to personligheder.
Hvordan har jeres første periode været i B.93?
Steen
– Min start i B.93 har som udgangspunkt været super fin. Jeg er blevet taget godt og venligt imod af alle på min vej, men B.93 er en meget stor og fragmenteret forening, med mange kulturbærere, som alle har en holdning til og mening om tingene og deres prioritets rækkefølge. Men det vidner jo blot om passion og kærlighed til klubben. Efter at jeg har fået ryddet op og indrettet mig på kontoret på første sal stortrives jeg, og smiler hver gang jeg kører ind til Svanemøllen. Jeg har verdens fedeste job.
Jann
– Spændende, omvæltende og meget anderledes end andet jeg prøvet. Det er anderledes at arbejde sammen med folk som har en passioneret og anderledes indgang til deres hjertebarn – klubben B.93.Kort og præcist – hvad går dit job ud på?
Steen
– Mit job er egentlig ganske enkelt, da min titel er Kommerciel chef, men skåret helt ind til benet, handler min primære opgave her og nu om at udbrede kendskabet til B.93 sådan at vi kan tiltrække/skaffe flere sponsorer til klubben og gæster på Østerbro Stadion.
Jann
– B.93 har et professionelt netværk og det er min opgave at sørge for det kører (der er cirka 14 møder om året, webred.), sørge for at møderne har kant, turde gøre det lidt anderledes og gå lidt tættere på den enkelte. Jeg skal prøve at skabe værdi for de enkelte medlemmer. Vi tør dele vores netværk med hinanden, og skabe værdi for hinanden.
Hvordan ser I mulighederne for udvikling økonomisk for B.93?
Steen
– Mulighederne er uendelige. Vi taler om en af Danmarks ældste, fineste og største klubber. Udfordringer … Tjaaa, den største udfordring her og nu er tiden … Jeg er blot ansat til at arbejde to dage om ugen, men jeg kunne sagtens bruge alle fem og plus lidt til.
Jann
– Jeg ser en stor mulighed for netværket kan vokse. og det håber jeg lykkes i 2020. Der er en stor mulighed for vækst i lokalområdet. I klubben er der en masse godt menneskeligt materiale, og jeg kan godt lide at tilbringe tid i B.93.
Hvad er det vigtigste for B.93 her og nu?
Steen
– At få genskabt fortællingen om sig selv, og definere tre overordnede mål.
– Få fortælling og mål kommunikeret ud til ALLE klubbens medlemmer. Sikre at alle i klubben medlemmer har samme mål og trækker på samme hammel.
Jann
– Enig, og jeg vil gerne uddybe det lidt. Der er en masse gode mennesker, der gør godt stykke arbejde. Den historie skal vi bedre til at fortælle – skaffe medlemmer, gøre os interessante for sponsorer.
Hvad bør læserne vide om dig?
Steen
– Jeg er gammel Østerbro dreng, hvilket betyder at jeg kender klubben og har Østerbro i mit DNA. Jeg brænder for foreningslivet og sport, og har både været træner, holdleder, siddet i bestyrelse og været formand. Jeg vil også nævne, at jeg har dyrket sport på øverste hylde, samt jeg har en solid erhvervskarriere og et ganske stort professionelt netværk.
Jann
– Jeg gør kun ting jeg brænder for og jeg tror på. Gør ikke noget halvhjertet. God til mennesker. Jeg kan godt lide at gøre en forskel for andre mennesker. Vil også nævne at jeg er god til at sætte det rigtige hold. Ser en mulighed for at bakke op om det gode projekt som B.93 er.
Tak til Steen og Jann, som er folk som vil det bedste for B.93, og – det må man aldrig nedvurdere – begge har godt humør og har en fin humoristisk sans.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.