Vi har interviewet Christian Stokholm op til sæsonstarten på lørdag.
Tak for din tid, Christian. Eller foretrækker du Stokke?
– Ha, den eneste der for alvor kalder mig Christian er min mor, så lad os fortsætte med Stokke.
Lad os lige få det på det rene, hvilken plads spiller du?
– Jeg spiller selvfølgelig midterforsvar og det har jeg gjort stort set hele min karriere. Jeg har tidligt i min karriere prøvet kræfter med en defensiv midt, men jeg føler at min naturlige plads er i midterforsvaret og det synes mine trænere heldigvis også.
Hvad laver du, når du ikke spiller bold?
– Jeg er uddannet finansøkonom fra CBS, og arbejder til dagligt med revision hos Kohberg. Jeg har dog søgt ind til Politiet og er blevet optaget; jeg ved ikke helt endnu hvornår jeg skal starte, men det bliver formentlig i efteråret eller næste forår.
– Har altid gerne villet gøre noget for andre, og er meget glad for relationer med mennesker, du kan kalde det et omsorgsgen eller noget lignende, og der passer en rolle som politimand godt ind.
Du har fra starten gået ind og overtaget Heisters plads, hvilket er nogle store sko at fylde. Har du følt et vist pres for at levere fra dag 1?
– Jeg kendte selvfølgelig godt Martin Heisterberg efter at have spillet kampe mod ham i mange år og havde også en fornemmelse af hans sociale betydning, så jeg havde en klar forventning til rollen. Der har selvfølgelig været et vist forventningspres fra trænere og over til fangruppen, men jeg synes ikke at det har været for meget, og jeg håber at have levet op til forventningerne indtil videre.
– Jeg trives med presset, og synes at det er en naturlig del af at være sportsmand på et højt niveau. Det er selvfølgelig noget jeg har lært at leve med efter at have spillet cirka 230 kampe på divisionsniveau og eftersom jeg har en forholdsvis høj alder set i forhold til resten af truppen, synes jeg det er naturligt at rådgive og guide de lidt yngre og uprøvede spillere omkring de faktorer.
Når man ser dig spille bemærker man at du er meget snakkende og meget rolig i forhold til dine medspillere, hvilket helt sikkert gør dem bedre. Har du altid været “anførermateriale”?
– Nu er der heldigvis mange forskellige måder man kan være anfører på, men jeg tror at den måde jeg har fundet mig tilrette i rollen har ligget naturligt til mig mange år. Jeg synes at det er rart at være noget for nogen ude på men også udenfor banen , og hvis jeg kan være en inspiration for folk både på og udenfor banen, er det en ære.
Hvad er din største styrke?
– Jeg er meget rolig på bolden og det kommer nok helt naturligt, efter at have spillet mange kampe, at man ikke føler sig presset selvom man skal spille bold. I moderne fodbold er det et helt ufravigeligt krav at man selv som midterforsvarer spille bolden frem med fødderne, især i en klub som B.93 hvor vi forsøger at være meget boldbesiddende.
Kan man stadig lære noget når man har spillet så mange år?
– Ja! Jeg synes at jeg lærer noget stort set hver eneste dag, også af de yngre spillere. Det er vigtigt for mig at gå til træning og til kamp med en vis ydmyghed fordi især det gåpåmod og den entusiasme som de fleste af de unge spillere viser kunne vi andre godt blive inspireret af. De går til træning og brager igennem hver eneste gang, så det er en fryd.
I en del kampe i foråret har du været MoM, er det en motivation i sig selv hele tiden at forsøge at leve op til sit potentiale?
– Det er jo altid rart at folk er tilfredse med ens præstationer, men personligt synes jeg at det er lige så vigtigt at man giver sig selv fuldt ud når man har chancen – man skylder sig selv at bruge talentet og prøve at give den max gas.
Efterårssæsonen var svær, men i foråret tog fanden ved os og vi scorede en ordentlig røvfuld mål og var samtidigt meget kyniske i de bagerste rækker – hvordan skete det?
– Det er rigtigt, vi gav den pludselig én over nakken i foråret, og det startede vist med udekampen mod HIK. Det er faktisk svært at sætte fingeren på præcis hvad forskellen var, men da vi i starten af foråret havde kniven mod struben tog vi et møde og snakkede om at nu skulle vi til at være med på toget når det kørte. Det var som om at vi slap håndbremsen lidt, og pludselig endte de store chancer ikke udenfor men i mål.
– Vi scorede en masse mål, fordelt over en masse forskellige spillere, og vi strammede lidt op i forsvaret. Det gik rigtig godt i den periode, og vi snakkede om at det var ærgerligt at sæsonen ikke var endnu længere. Det viser bare at vi har et meget højt niveau, når tingene flasker sig for os.
Nu har vi en trænerduo af folk, som du jo kender ret godt. Hvad giver det os af fordele? Nogle ulemper?
– Jeg er så heldig at jeg kender dem fra min tid i Frem og det er jo en fordel, fordi de ved hvad jeg står for som spiller og som menneske. Danny og Rudi har lidt forskellig tilgang til tingene, og det vil sige at vi får dækket flere aspekter af spillet og faktorer på og udenfor banen.
Hvor står vi nu? Hvad mangler vi for at kunne rykke op?
– Vi har et rigtigt godt hold, og jeg synes som sådan ikke vi mangler en bestemt ting. Når det er sagt er det utrolig svært at rykke op, især når strukturen er som den er og der dels kun er en oprykker, og dels er en stor forskel på niveauerne i de to puljer. Det er svært at hamle op med at nogle af holdene fra den anden pulje kommer til oprykningsspil med fx 10 points flere end os.
Hvem skal vi holde øje med i den nye sæson?
– Jeg synes at det er svært at udpege enkelte, fordi vi er et ret godt hold, men Magnus har stemplet rigtigt ind i testkampene, og jeg håber også at se nogle store ting fra Daniel Stückler. Mouritz skal nok også vise sig frem på bedste vis, men som sagt er det vigtigste at vi præsterer som et hold.
Hvem er den bedste medspiller du nogensinde har haft?
– I min ungdomstid i Brøndby spillede jeg engang med Michael Krohn-Dehli, og han var en helt unik spiller, han kunne se nogle ting som ikke ret mange andre havde blik for.
– Derudover har jeg spillet med Mathias Geert som nu er i Nykøbing. Han er ikke en ret stor spiller, men han har en helt fantastisk måde at bruge sin krop og finte på, så han faktisk ikke behøver at drible særlig meget for at komme fri af sin modstander.
Hvem er den værste modstander?
– Jeg har jeg spillet mod Dame N’Doye, og han var i en klasse for sig. Ligegyldigt hvad man gjorde kunne man ikke komme ind på kroppen af ham, og han har stadig klassen.
Når karrieren engang lakker mod enden, om 10-12 år, hvad så? Trænervejen?
– Jeg ved det faktisk ikke, men det ligger ikke lige for lige nu. Når man har brugt så meget tid på fodbold gennem de sidste mange mange år så tror jeg at jeg på et tidspunkt skal lave noget andet ikke at blive træt af det. Hvem ved, der er tid endnu til at beslutte det.
Tusind tak, det var en fornøjelse!
Interviewer: Valdemar Jensen.
Foto: Christian Midtgaard.
