Vælg en side

Jeg savnede mere naturlig og ærlig babymad.

 

B.93 har mange spændende samarbejdspartnere, men vi har vist ikke haft nogle fra denne boldgade før. Derfor var det en sjov – og anderledes – snak vi fik på en kold decemberdag med CEO og grundlægger af From Another Mother Julius Heslet.

Hvad er ideen bag From Another Mother?

– Mit store projekt nu omhandler at revolutionere markedet for babyernæring, specielt indenfor modermælkserstatning –  som er et hurtigt voksende marked med en manglende fokus på kvalitet.

– Jeg har 12 års erfaring fra mit tidligere firma Puori, hvor vi lavede effektive, enkle og ærlige kosttilskud – noget som mærkeligt nok ikke fandtes. Vi ville vise vores kunder hvor godt det kunne være, når man indtager det kroppen faktisk har brug for, og ikke alle de falske tilsætningsstoffer, som bare får det til at se flot ud udenpå

Hvordan kom du på den fine ide?

– Da jeg blev far og begyndte at undersøge markedet for babymad, blev jeg overrasket over alt det, babymad indeholder.

– Jeg kigger altid på ingredienslisten, og det var lidt af en øjenåbner da jeg for første gang skulle købe modermælkserstatning. Det viste sig, at rigtig meget babymad desværre ikke bidrager med nok af de byggesten og den næringsbalance, som forskningen viser, at babyer har brug for.

– Jeg savnede mere naturlig og ærlig babymad, baseret på rene råvarer og den nyeste forskning. Jeg har tidligere forsket og arbejdet med kosttilskud og ernæring for voksne, da mit grundperspektiv er at vi alle har brug for hjælp til at skabe et sundt fundament i en ofte hektisk hverdag.

– Et behov der er endnu mere udtalt for vores start i livet. Derfor grundlagde jeg From Another Mother.

Du nævnte at du var i Puori før?

– Det er korrekt, men da jeg var med min partner i Puori var vi nået til et vist punkt i vores udvikling. Der kunne jeg kunne mærke, at mit bidrag som opfinder og produktmand til firmaet var slut. Jeg havde brug for at starte forfra og sætte alt det jeg havde lært på min rejse på prøve. Det er to år siden, hvor jeg så derefter fik idéen til From Another Mother.

Du har en klar holdning til valget af fødevarer for de yngste?

– Ja, og en af de helt store “aha-oplevelser” for mig var da det gik op for mig at alle de mega-trends, som definerer den måde vi vælger fødevarer til os selv, ikke gør sig gældende (endnu) på markedet for babymad.

– Der er jo intet voksent menneske, der ville drømme om at købe en lasagne på glas, der kan holde sig i 18 måneder ved stuetemperatur, men det giver vi glædeligt til vores børn. Det er jo sondemad, sluttede en veloplagt og veltalende Julius Heslet.

Julius fik dog ikke lov at smutte til den travle julehandel, før vi havde bedt ham ridse de vigtigste punkter op for os omkring sit syn på From Another Mother‘s plads i denne verden.

Her er Julius’ hovedpunkter

  • Vi vil tage kampen op mod de store spillere som Arla og Nestlé
  • Gøre op med den middelmådige kvalitet af babymad
  • Tage børns ernæringsbehov seriøst
  • Vise og uddanne vores kunder i vigtigheden og resultatet af sund og nærende børnemad.

Der er god inspiration her for hvad Julius Heslets ambitioner er omkring projektet på From Another Mothers hjemmeside.

Vi kan også anbefale disse to artikler på henholdsvis BT og Børsen.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Julius Heslet fra privatarkiv.