Vælg en side

Der er forårsstemning i klubben.

Selvom januar aldrig bliver en favorit måned blandt spillerne, så har opstarten været lidt nemmere at komme igennem denne gang, fordi der venter et fantastisk spændende forår og venter på spillere og ledere omkring Divisionsholdet.

Vi skal spille med i oprykningsspillet, vi skal på træningslejr i Tyrkiet og så venter der en spændende kamp i DBU Pokalen mod FCK.

Truppen

Truppen er stort set på plads, vi har reduceret lidt i truppen og foreløbig kun fået en ny mand ind i truppen. (Mere information om den nye spiller i truppen og de endelige spillernumre følger om kort tid, webred.).

Vi er meget tilfredse med den trup vi har, og allerede nu viser vores strategi om kontinuitet og længere kontraktaftaler sit værd og forhåbentlig sin styrke. Den trup vi har nu har fået os i oprykningsspillet, og de unge spillere har fået endnu mere erfaring og styrke, så vi tror meget på vores spillere.

Vi har af forskellige årsager desværre måtte sig farvel til nogle enkelte spillere. Kristoffer Bødker har valgt at hellige sig sin uddannelse. Emir Cilas vil forfølge spilletid, og derfor søger han efter en anden klub. Anders Hakala kan ikke træne i det omfang som er nødvendigt på grund af job og uddannelse. Bjørn Zabell har også valgt at fokusere på sin uddannelse, og derfor har han valgt at tage en pause. Simon Carstensen har ønsket at tage en pause her i foråret, bla. fordi han har været meget ramt af skader og nu ønsker at koncentrere sig mere om sin uddannelse.

Vi vil godt takke dem allesammen for deres bidrag på hver deres måde. Nogle af jer har været med i rigtige mange år, og har vist jeres sande B.93 hjerte og ydet en fantastisk indsats både i med- og modgang i klubben. Vi ønsker jer allesammen held og lykke på jeres videre vej både med fodbolden og jeres uddannelser.


Træner- og lederteam

Træner- og lederteamet er nu helt på plads. Som alle er bekendt med har vi fået en ny fuldtids cheftræner i Sune Lærkedahl Jensen, ligesom Thomas Skov er kommet til udefra og ansat som ny assistenttræner. De øvrige trænere i trænerstaben er intakt.


Træningsmængde og træningslejr

Truppen har øget sin træningsmængde, så hele truppen nu træner minimum fire gange ugentligt. Der vil også være tilbud om morgentræning på nogle af dagene også. Vi fortsætter ligeledes samarbejdet med Per Krøldrup og Christian Poulsen. Nogle spillere vil dermed træne ligeså mange gange, og mere til, end de fleste Superligahold.

Vi fortsætter også samarbejdet med den mentale coach Mikkel Bonke, der er tilknyttet truppen og vil forestå den mentale side med holdet og enkelte spillere.

Divisionsholdet tager til Tyrkiet 11. februar til 17. februar for at gå i træningslejr. Det er lykkedes efter stor velvilje fra klubbens ledelse og spillerne selv. Så begge parter har valgt at bidrage til turen med at betale halvdelen hver. Holdet skal træne hårdt og to gange dagligt med en enkelt træningskamp, som ikke er helt på plads endnu. Turen giver optimale rammer og muligheder før pokalbraget mod FCK og holdets start mod Greve i 2. divisions oprykningsspil.


Oprykningsspillet

Forårssæsonen bliver vildt spændende, når vi skal spille med om oprykning. Vores udgangspunkt er godt, men mange hold har forstærket sig og vil også spille med om oprykning. Udgangspunktet for vores halvsæson er at vinde så mange kampe som muligt, og tro os, vi vil gå efter det.

Vi har dog også valgt at skifte set-up, koordinere vores spillestil med den røde tråd i klubben, og fortsat satse på vores egen talentudviklingspillere blandet smukt sammen med rutinerene spillere udefra og fra klubben selv. Så uden at det skal lyde som en sikringsventil, så er det vigtigt at klubben, vores fans, og alle andre forstår og accepterer, at vi også vil talentudvikle.


Samenhængskraften i klubben

Jeg vil gerne opfordre til at hele klubben bakker op omkring Divisionsholdet. Vi ser os ikke som en lukket enhed, men derimod som en del af hele vores klub, og vi har brug for hinanden. I løbet af foråret vil alle spillere i truppen blive tilknyttet et ungdomshold, som de vil besøge og være en del af nogle gange i løbet af foråret.

På den måde får vores ungdomsspillere et kendskab til spillerne på 1. holdet, som måske vil være med til at trække holdene med ud og se kampene på Østerbro Stadion eller udebane en gang imellem.


Pokalbraget i Telia Parken

Til sidst et kæmpe opråb. Kom ud og se os spille FCK kampen onsdag 1. marts kl. 19.30. Vi skal spille i Telia Parken mod Skandinaviens bedste hold. Det bliver ikke større.

Der vil være tv-dækning og klubben vil få en sjælden ekstra opmærksomhed. Det vil få B.93 til at stå stærkt i fodbold-Danmark, hvis vi kan trække en masse tilskuere til kampen.

Køb billetterne allerede nu, enten via linket her på hjemmesiden eller fanklubben, der er igang med et kæmpe forberedelsesarbejde for at skabe de festligste rammer om kampen.

Se tidligere klummer fra sportschefen.


Yderligere oplysninger

Frank Nielsen
Sportschef
Mobil: 60 64 47 50
frank@b93.dk