Vælg en side

DBU har endeligt fastlagt, at kampen i 4. runde af DBU Pokalen skal afvikles onsdag 1. marts 2017 kl. 19.30.

Det har givet os en del udfordringer, først og fremmest omkring det faktum, at Østerbro Stadion ikke kan være spilleklar på dette tidspunkt. Det har ikke været muligt at få rykket kampen til et senere tidspunkt. Da vi samtidig har et stærkt ønske om at kampen skal afvikles på Østerbro, har bestyrelsen derfor besluttet sig for at leje Parken.

B.93 fremstår således stadig som det officielle hjemmehold, men medgiver, at vi med denne beslutning giver FCK en mindre hjemmebanefordel. Omvendt fandt vi det ikke relevant at leje et andet stadion, og vi vil samtidig gerne give vore spillere, stab og sidst og ikke mindst vore medlemmer og fans oplevelsen at se vort holde spille på Danmarks nationalstadion.

Vore modstandere må forventes at være i rigtig god form på dette tidspunkt, bland andet på grund af deres februarkampe i Europa League, så vi vil allerede nu gerne henstille til alle, at I sætter kryds i kalenderen denne dag. Kampstart er som sagt kl. 19.30. Sammen med jer vil vi arbejde hårdt på, at det kan blive en rigtig god aften og oplevelse for alle.

B.93 ser også frem til at samarbejde med FC København om en god afvikling af dette vaskeægte københavnerbrag af en pokaldyst.

Billetter vil blive sat til salg i midten eller slutningen af januar, og vil kunne købes online via Ticketmaster.

P.S. Kampkalenderen vil blive opdateret automatisk om kort tid, når DBU’s systemer er synkroniseret med B.93’s leverandør af kampe, resultater og stillinger.

Yderligere oplysninger

Jonas Klausen
Kommerciel direktør i B.93 Kontraktfodbold ApS
Mobil: 27 50 86 67
jk@b93.dk