Vælg en side

Avarta – B.93 0-1 (0-0)

0-1 Sebastian Czajkowski (75′)

Espelunden
309 tilskuere.

I silende regn i Espelunden hentede B.93 tre umådeligt vigtige points og kom tilbage på sporet efter tre turneringsnederlag i træk.

De grønne fra Avarta lagde bedst ud og havde et spilovertag i kampens indledning. Især var det bekymrende, hvor enkelt deres femmandsmidtbane spillede sig forbi vores midtbane. Heldigvis afviste vores forsvar med Nicklas Granzow som midtstoppermakker til Heisterberg i stedet for karantæneramte Adam Emme alle hjemmeholdets bestræbelser på at skabe helt åbne målchancer.

I det hele taget blev det en taktisk præget, chancefattig kamp. Avartas mest nærgående forsøg var et frisparksindlæg, der havde svævet ind i fjerneste målhjørne, hvis Raun ikke havde fået lappen på oppe under trekantsammenføjningen. For B.93 noterede Emmanuel Ogude sig for den største mulighed i første halvleg, men han måtte se sit hovedstød efter et hjørnespark afværget på målstregen af en Avarta-forsvarer.

Fra anden halvlegs begyndelse ændrede B.93 sin 4-3-3-formation til en 4-5-1 i håb om at dæmme op for Avartas angreb midt i banen. Det lykkedes til fulde, for vores midtbane med debutanten Aske Lundsgaard i en dominerende rolle formåede at slå hjemmeholdets konstruktive spil i stykker i hele anden halvleg. Til gengæld kneb det fortsat for B.93 at skabe noget offensivt. Et behjertet forsøg over mål af Anton Peterlin var den bedste mulighed, B.93 kunne notere sig, indtil den store forløsning kom seksten minutter før tid: Sebastian Czajkowski blev stukket fri i dybden og trak forbi målmanden, men kom ud i en skæv vinkel, så chancen løb ud i sandet. Troede man da. For bolden havnede i højre side hos Sean Elliot Christoffersen, der sendte et perfekt indadskruet indlæg ind i panden på Seb, der fra nært hold kunne heade B.93 i front. Dødvandet i regnvejret i Rødovre var brudt, kolossal jubel blandt spillerne og de medrejste fans.

Nu måtte Avarta satse alt i slutfasen, men vores femmandsmur af en midtbane var stadig vanskelig at trænge igennem. Kun i enkelte situationer var der fare på færde foran vores mål, og da var Raun en sikker sidste skanse. 0-1 holdt tiden ud, og B.93, der ikke havde holdt nullet siden en kamp mod netop Avarta i det tidlige forår, kunne juble over en forløsende sejr. Noget festfyrværkeri af en fodboldkamp var det bestemt ikke, men det gør ikke spor. B.93 er tilbage på sporet igen.

“Distorsean” Elliot Christoffersen, der leverede en solid indsats på pladsen som højre back: “Endelig holdt vi nullet. (Med et glimt i øjet): Det måtte jo ske, når jeg var tilbage på backpladsen.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Sean Elliot Christoffersen
Martin Heisterberg
Nicklas Granzow
Bjørn Zabell

Kristian Holm
Aske Lundsgaard (ud 78′)
Anton Peterlin

Nicolai Olsen (ud 64′)
Sebastian Czajkowski (ud 90′)
Emmanuel Ogude

På bænken

Mohammad Ali (ind 64′)
Andreas Heimer (ind 78′)
Mikkel Mouritz Jensen (ind 90′)
Kristoffer Bødker
Tarik Mourhrib
Lucas Chang-Andersen

Kampreferat v) Mads Mazanti.

B.93 TV og kampbilleder

Se B.93 TV med Sebastian Czajkowskis sejrsmål.
Se B.93 TV interview med cheftræner Morten Rutkjær og stemning efter kampen.
Se Christian Midtgaards kampbilleder.