B.93 – Holbæk 1-2 (0-1)
0-1 Christoffer Thrane (24′)
0-2 Jonas Thomsen (75′)
1-2 Emmanuel Ogude (76′)
Udvisninger: Jonas Bengtsson, Holbæk (31´) og Adam Emme, B.93 (74′).
Østerbro Stadion
192 tilskuere.
Holbæk-komplekset synes uden ende. For fjerde gang i træk tabte B.93 en hjemmekamp til Holbæk, denne gang ikke med 0-1 til en afveksling, men 1-2 gør desværre ikke sagen bedre. Og så sad man tilmed med fornemmelsen af, at B.93 havde tabt til sig selv, snarere end til Holbæk, da “Den Hvide Dame” formåede at formøble en stribe gigantiske muligheder med en hårrejsende lemfældighed.
B.93 tilspillede sig fra kampens begyndelse et solidt spilovertag mod et Holbæk-hold, som tydeligt satsede på kontraer og dødbolde. I kampens indledning kastede det dog ikke de helt store muligheder af sig, dog blev det til en dobbeltchance til Nicolai Olsen og Bjørn Zabell, men Holbæks målmand var med på noderne og parerede begge forsøg.
I stedet kludrede 93-forsvaret i det i den anden ende, da et tilsyneladende harmløst indkast blev headet videre i et område på kanten af feltet, hvor ingen 93-forsvarere havde tænkt sig at gribe ind. Ronni Raun forsøgte at rage kastanjerne ud af ilden, men kom en anelse for sent i forsøget på at bremse en fremstormende Holbæk-spiller. Straffespark. Raun fik dog alligevel reddet situationen, da han i stor stil parerede straffesparket ved roden af den ene stolpe. Men ak, på det efterfølgende hjørnespark havde 93-forsvaret åbenbart ikke fået armene ned over redningen, for pludselig stod Christoffer Thrane helt fri midt for mål og kunne dårligt undgå at bringe gæsterne i front.
Efter en halv times spil fik B.93 dog alle tiders mulighed for at komme tilbage i kampen, da Holbæks Jonas Bengtsson fik direkte rødt kort, angiveligt for at have sparket ud efter Adam Emme. Med 11 mod 10 blev 93-dominansen endnu mere markant, og det medførte også en stor mulighed til Sebastian Czajkowski, der tæt under mål måtte se sit forsøg pareret af Holbæks velspillende målmand. 0-1 stod sig til pausen.
Med indskiftningen af Mohammad Ali fra anden halvlegs start blev der skruet yderligere op for blusset under 93-offensiven, og så var der ellers dømt skydetelt foran vestsjællændernes mål. Ali, Nicolai Olsen og Czajkowski vadede i chancer mod et helt udspillet Holbæk-forsvar, men ind ville bolden bare ikke. Hvad der blev misbrugt af chancer i sensommervarmen på Østerbro tangerede det ubegribelige.
Og så måtte det selvfølgelig gå galt i den anden ende. Et ellers underdrejet Holbæk-hold fik pludselig sendt en bold i dybden, 93-forsvaret blev fanget højt i banen, og i et desperat forsøg på at redde situationen klippede Adam Emme den helt fri Holbæk-spiller. Korrekt rødt kort. 10 mod 10 på banen. Og kort efter også 0-2 på måltavlen, for det efterfølgende frispark på kanten af feltet strejfede Kristian Holm i muren og strøg i mål i det lange hjørne.
Minuttet efter skabte Emmanuel Ogude nyt håb for B.93, da han omsatte indskiftede Tarik Mourhribs fine oplæg til en sikker scoring midt for mål. Startskuddet til en ny 93-offensiv i slutfasen, men trods total dominans og et par nye kæmpe muligheder til Sebastian Czajkowski ville bolden bare ikke over stregen, og så kunne Holbæk tage hjem med alle tre points i bagagen. Tyveri, jo, det kan man da godt kalde det, men det var B.93, der bestjal sig selv ved at solde et abnormt antal kæmpechancer væk.
Holdet på banen
Ronni Raun
Nicklas Granzow
Martin Heisterberg
Adam Emme
Bjørn Zabell (ud 88′)
Kristian Holm
Anton Peterlin (ud 46′)
Emmanuel Ogude
Andreas Heimer
Nicolai Olsen (ud 66′)
Sebastian Czajkowski
På bænken
Mohammad Ali (ind 46′)
Tarik Mourhrib (índ 66′)
Omar Roshani (ind 88′)
Sean Elliot Christoffersen
Victor Michaelsen
Kampreferat v) Mads Mazanti.