Frem – B.93 2-0 (1-0)
1-0 Jannik Zimling (21′)
2-0 Daniel Elly Pedersen (69′)
Valby Idrætspark
832 tilskuere.
For godt et år siden blev B.93 spillet baglæns ud af Valby Idrætspark, men kom alligevel fra opgøret mod Frem med en mirakuløs 1-0-sejr. I lørdagens kamp var B.93 fuldt på højde med det favorittippede hjemmehold, men måtte gå tomhændet fra københavnerklassikeren. Den gamle sang om, at man jo også lige skal huske det der med at lave mål, når man spiller fodbold.
Frem´erne satsede fra kampens begyndelse på at overrumple vores forsvar med hurtige angreb over fløjene eller lange bolde frem mod angriberen Daniel Elly Pedersen. Sidstnævnte taktik havde nær båret frugt, da Elly efter en misforståelse i midterforsvaret slap igennem, men heldigvis overplacerede han sit lob.
Iøvrigt var B.93 godt med i kampen uden dog at skabe de helt åbne muligheder i kampens indledning. Og så slog hjemmeholdet til, da chancen bød sig. Fra baglinien i venstre angrebsside blev bolden spillet skråt bagud til vor gamle ven Jannik Zimling på kanten af feltet. Med et drøn af et højrebensspark sendte han bolden op i det ene målhjørne. 1-0.
“Den hvide dame” lod sig dog ikke slå ud af Zimlings kanon, men fortsatte med at give Frem god modstand med stort engagement og løbevillighed. Nu begyndte det også at kaste chancer af sig, først ved Mohammad Ali, der sparkede over mål i en gunstig position, siden ved Emmanuel Ogude, der slap alene igennem, tog et træk forbi målmanden, men desværre sparkede forbi bolden, da arbejdet skulle gøres færdigt.
Inden pausen fik Frem dog også en enorm mulighed for at øge til 2-0, men Mikkel Andersson sparkede forbi et tomt mål på en ripost efter et hovedstød på stolpen, så 1-0 stod sig til pausen.
I anden halvleg fortsatte 93erne den forbilledlige fight og gjorde ihærdige forsøg på at strikke farlige angreb sammen. Det blev bare sjældent rigtigt farligt, fordi angrebene strandede i Frems forsvarskæde.
I stedet var Daniel Elly Pedersen tæt på at udbygge Frems føring, da han snød 93s offsidefælde og kom alene med Raun. Heldigvis prellede hans afslutning af mod overliggeren. Elly var dog langt fra færdig endnu, for nogle minutter senere var han hurtigst i opfattelsen, da en bold blev slået ind i feltet. Han pressede sig foran Adam Emme og vippede koldblodigt bolden over Raun i målet, og så var 2-0 en kendsgerning.
Kort efter fik B.93 dog en chance for at komme tilbage i kampen. Under en solotur gennem feltet blev Emmanuel Ogude væltet omkuld. Straffespark. Unge Andreas Heimer påtog sig ansvaret, men Frems målmand havde læst skuddet og parerede i fin stil.
Nu var det op ad bakke for B.93 i kampens slutfase, men til holdets ros skal det siges, at ingen slog op i banen. Til det sidste forsøgte B.93 at bringe spænding ind i kampen, dog savnedes skarpheden, når angrebene skulle afsluttes. Og så endte det hele med en 2-0-sejr til Frem. Ja, selvfølgelig er det målene og pointsene, der tæller, men trods alt giver det mod på fremtiden, at vi formåede at spille lige op med et af divisionens formodet bedste hold. Så må vi bare arbejde på at få skarpheden til at indfinde sig.
Holdet på banen
Ronni Raun
Nicklas Granzow
Martin Heisterberg
Adam Emme
Bjørn Zabell
Kristian Holm
Anton Peterlin (ud 46′)
Sebastian Czajkowski
Andreas Heimer (ud 76′)
Emmanuel Ogude
Mohammad Ali (ud 66′)
På bænken
Sean Elliot Christoffersen (ind 46′)
Tarik Mourhrib (ind 66′)
Nicolai Olsen (ind 76′)
Omar Roshani
Lucas Chang-Andersen
Kampreferat v) Mads Mazanti.