Vælg en side

B.93 – Brønshøj 4-1 (2-0)

1-0 Andreas Heimer (23′)
2-0 Emmanuel Ogude (44′)
3-0 Omar Roshani (47′)
4-0 Emmanuel Ogude (67′)
4-1 Lars Emil Juel Andersen (90′)

Udvisning: Nicklas Granzow, B.93 (85′)

Østerbro Stadion
431 tilskuere.

B.93 fik en kanonstart på den nye sæson med en sejr på hele 4-1 over Brønshøj, der var meget tæt på oprykning til 1. division i den forgangne sæson.

Det var ellers gæsterne, der lagde bedst ud med deres fysiske og direkte spil, men forsvaret med kaptajn Heisterberg afviste med solidt spil Hvepsenes angrebsforsøg. I stedet begyndte 93erne at vise farlighed i den anden ende, da Ogude strøg igennem, men måtte se sin afslutning pareret af Butt i Brønshøj-målet. Få minutter senere var Ogude dog på spil igen: Anton Peterlin fandt ham i højre side med en smuk dybdeaflevering, “Emmy” fandt med en flad tværpasning Andreas Heimer, der løb frem i et hul på kanten af feltet. Uden nogle dikkedarer sendte Heimer bolden fladt over i det lange hjørne. 1-0 til B.93.

Derpå overtog hjemmeholdet en stadig større del af spillet. Anton Peterlin og debutanten Kristian Holm satte sig tungt på midtbanen, så Brønshøj havde svært ved at skabe noget offensivt. Bortset fra et enkelt nærgående forsøg, der strøg over mål, udgjorde Hvepsene ikke en trussel mod Lucas Changs mål. Chang erstattede Ronni Raun, der Gud hjælpe os blev skadet til torsdagens træning, men det 16-årige målmandstalent virkede helt upåvirket af situationens alvor.

Med lidt held kunne Omar Roshani have bragt B.93 på 2-0, da han nær havde overrumplet Butt med et forsøg fra banens midte. Men et langskudsmål til 2-0 fik vi alligevel inden pausen, og hvilket et: Ogude fik bolden vel omkring 35 meter fra gæsternes mål, tog et træk, og sendte et projektil op i målhjørnet via Butts fingerspidser. Hvilket pragtmål at gå til pause på.

Anden halvleg var ikke mere end et par minutter gammel, da B.93 slog til igen: Efter et mønsterangreb fandt Heimer en fri Roshani i feltet. Stensikkert sendte Omar bolden i mål. 3-0!

Brønshøj forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen, men skabte ikke rigtig noget farligt, og i stedet slog B.93 minsandten til igen. På et herligt indadskruende frisparksindlæg fra Emil Farver styrtede Ogude frem og fik lige nøjagtig hovedet på bolden, før Butt fik fat i den. 4-0! I øvrigt blev Butt skadet i en finger i forbindelse med målet og måtte lade sig udskifte.

Hvis kampen ikke allerede var afgjort efter 3-0-målet, var den det i hvert fald nu. I slutfasen tog B.93 den med ro og udskiftede en småskadet anfører Heisterberg. Dog blev der dryppet lidt malurt i bægeret i de sidste minutter, da debutanten Nicklas Granzow fik to gule kort for to frispark indenfor få sekunder. Og da Ogude måtte udgå med krampe efter at alle udskiftninger var foretaget, endte B.93 faktisk med at spille 9 mod 11. Det udnyttede Lars Emil Juel Andersen til at reducere på hovedstød efter hjørnespark. Men pyt, sejren var i hus, kanonstarten på den nye sæson var en realitet.

Martin Heisterberg: “Vi vidste, at Brønshøj var et godt hold, så vi skulle op i gear. Men det kom vi også, og vi viste, hvad vi var gjort af.”

Holdet på banen

Lucas Chang-Andersen

Nicklas Granzow
Martin Heisterberg (ud 75′)
Adam Emme
Emil Farver

Kristian Holm
Anton Peterlin
Andreas Heimer (ud 79′)

Emmanuel Ogude
Omar Roshani

Sebastian Czajkowski (ud 53′)

På bænken

Mohammad Ali (ind 53′)
Bjørn Zabell (ind 75′)
Kristoffer Bødker (ind 79′)
Nicolai Olsen
Tarik Mourhrir
Mikkel Mouritz Jensen
Victor Michaelsen

Kampreferat v) Mads Mazanti.

Se B.93 TV og kampbilleder

B.93 TV i forbindelse med kampen.
Kampbilleder v) Christian Midtgaard
.