B1908 – B.93 1-3 (0-0)
0-1 Emmanuel Ogude (51′)
1-1 Casper Offenberg (55′)
1-2 Emmanuel Ogude (69′)
1-3 Andreas Heimer (90′)
Sundby Idrætspark
265 tilskuere.
Efter lørdagens mindre gode indsats mod Jammerbugt FC stillede B.93 op i en helt ny 3-5-2-opstilling til kampen mod B1908, der ligesom Jammerbugt havde fyret deres træner før kampen mod B.93. “Den Hvide Dame” savnede den karantæneramte profil Oliver Drost, men havde Heisterberg tilbage i midterforsvaret.
B.93 indledte kampen med at tilkæmpe sig et solidt spilovertag, og fik da også kampens første store mulighed, da Emmanuel Ogude strøg igennem på højre flanke. Han trak ind mod mål og sendte en hård, flad bold på tværs, desværre uden at ramme den fremstormende Omar Roshani, der ellers ville have haft et tomt mål at sende bolden i.
En endnu større mulighed fik vi midt i halvlegen, da samme Roshani efter dommerens mening blev fældet af målmanden i feltet (svært at se). Mohammad Ali tog sig af straffesparket, ramte stolpen, men var over returen, som han ekspederede i mål. 1-0, troede 93erne og jublede, men ak: I følge en sjældent brugt regel må man ikke sparke sin egen retur i mål, hvis bolden har ramt stolpe eller overligger, så målet blev annulleret. Spørgsmålet var, om målmanden havde haft fingrene på, for i så fald burde målet være blevet anerkendt, men i følge Mohammads eget udsagn rørte målmanden den ikke, så dommerens kendelse var god nok.
Efter godt en halv times spil gik B.93 over til det gamle 4-3-3-system uden at det dog ændrede kampbilledet nævneværdigt. B.93 havde bolden mest, men brugte den ikke særligt godt, otterne vandt mange dueller gennem flot energi og fight, til gengæld producerede de ingen åbne muligheder.
Anden halvleg åbnede B.93 dog betydeligt bedre end den første. Andreas Heimer var tæt på scoring, da han forsøgte at føle bolden over i det lange hjørne efter fikse kombinationer på kanten af feltet, desværre sneg afslutningen sig forbi fjerneste stolpe.
Scoringen kom dog alligevel kort efter: Samme Heimer sendte et hjørnespark ind i panden på en helt udækket Emmanuel Ogude, der tæt under mål kunne heade B.93 i front.
Glæden varede dog kort, for få minutter senere brød amagerkanerne igennem på venstre fløj og sendte en bold mod bageste stolpe. 93-forsvaret kiksede opdækningen af Casper Offenberg fuldstændig, så han dårligt kunne undgå at udligne til 1-1 på otternes første chance i kampen.
Derpå blev kampbilledet atter som i første halvleg: B.93 havde et mindre spilovertag, men forvaltede det ikke særligt godt mod de hårdt kæmpende ottere, der forsøgte at forcere spillet ned mod vores mål.
Igen blev det et hjørnespark, der skulle til for at åbne otternes forsvar, og igen var Ogude på pletten: Et ellers forulykket Heimer-hjørnespark i hoftehøjde fik Ogude med ryggen til mål ved forreste stolpe på forunderlig og akrobatisk vis vippet over venner og fjender, så bolden dumpede ned i det lange hjørne.
Atter var B.93 i front, men bestemt ikke på sikker grund. Kort efter var det nemlig ved at gå galt igen, heldigvis kiksede otterne dog en helt åben hovedstødsmulighed tæt under mål.
I slutfasen pressede otterne på uden dog at tilspille sig åbne muligheder. I stedet var Ogude tæt på sin tredje scoring, men hans lobforsøg endte desværre på oversiden af nettaget. Den forløsende 3-1-scoring kom dog alligevel: I kampens overtid slog B.93 kontra mod et otter-hold, der satsede hele butikken. Mohammad Ali fandt en helt fri Andreas Heimer, der sikkert sendte bolden fladt over i det lange hjørne. 3-1, tre points var i hus for B.93. Spillemæssigt var det ikke imponerende, otterne kunne faktisk godt have fortjent et point på grund af deres gejst og kampvilje, men pyt, 93erne var skarpe, da mulighederne bød sig og fik tre dejlige points i hus.
Andreas Heimer, to oplæg og et mål: “En rodet kamp, men på en god holdindsats fik vi de tre points.”
Holdet på banen
Ronni Raun
Mads Nielsen
Martin Heisterberg
Adam Jørgensen
Simon Carstensen (ud 65′)
Anton Peterlin
Emmanuel Ogude (ud 90′)
Andreas Heimer
Emil Farver
Omar Roshani (ud 46′)
Mohammad Ali
På bænken
Nicolai Olsen (ind 46′)
Bjørn Zabell (ind 65′)
Nico Jørgensen (ind 90′)
Marco Holst
Jonas Berg
Lucas Chang-Andersen
Kampreferat v) Mads Mazanti.