DBU Pokalen, 2. runde
Holbæk – B.93 4-2 (2-1)
1-o Mohammad Ali (18′)
1-1 Olcay Senoglu (28′)
2-1 Mohammad Ali (37′)
3-1 Thomas Jensen (49′)
3-2 Andreas Heimer (55′)
4-2 Mohammed Ashiri (70′)
Udvisning: Omar Roshani, B.93 (90′).
SuRi Park, Holbæk
150 tilskuere.
“Åbent hus i Holbæk” lyder som overskriften på en ejendomsmæglerannonce fra det nordvestsjællandske, men det kunne også være overskriften på denne pokalkamp, hvor ingen af holdene lod til at lægge den store vægt på forsvarsspillet, men kastede sig ud i overfaldsagtige angreb på hinanden, så kampen i perioder mindede mere om en håndboldkamp end en fodboldkamp, desværre med hjemmeholdet som vinder, da den åbne slagudveksling var slut.
B.93 begyndte kampen bedst og fik en kæmpe mulighed til Olcay Senoglu efter oplæg fra en yderst veloplagt Oliver Drost, men “Olle” fik desværre skovlet bolden forbi mål fra nært hold. I stedet blev det Holbæk, der noget ufortjent bragte sig i front, da et B.93-forsvar i ubalance blev overrumplet af et angreb over højre angrebsside. Bolden blev spillet fladt på tværs til Mohammad “scorer-altid-mod-B.93” Ali, der helt udækket kunne bringe hjemmeholdet i front.
B.93 fortsatte dog med at klø på og blev efter et par nærgående forsøg belønnet med udligningen, da Drost på ny fandt Olle i feltet. Denne gang sendte han sikkert bolden over i det lange hjørne. 1-1. Men ak, knapt ti minutter senere gik det galt igen i den anden ende, denne gang var det et Holbæk-angreb over venstre side, der førte til et indlæg mod Mohammad Ali, som B.93-forsvaret åbenbart stadig opfattede som 93er, selv om hans tid i klubben efterhånden ligger nogle år tilbage. I hvert fald fik han uhindret lov at heade hjemmeholdet i front igen.
I pausen blev der talt en hel del om duelspil i almindelighed og forsvarsspil i særdeleshed i B.93s omklædningsrum, men anden halvleg var kun få minutter gammel, da Holbæk fik lov at spadsere gennem vort forsvars venstre side og igen-igen kunne lægge bolden på tværs til en udækket spiller i blåt, denne gang dog ikke Mohammad Ali, men Thomas Jensen, der takkede for venligheden ved at gøre det til 3-1.
De gæstfri gæster fik dog hurtigt muligheden for at komme tilbage i kampen igen, da Oliver Drost kort efter blev væltet omkuld i feltet. Mads Nielsen knaldede straffesparket på stolpen. Få minutter senere kom reduceringen dog alligevel, da et smukt angreb over venstre angrebsside fuldstændig splittede Holbæk-forsvaret, så Andreas Heimer kunne sende bolden i tomt mål og score sit første seniormål for B.93.
Anført af banens bedste, Oliver Drost, viste B.93 god moral og kløede på for udligningen, men var samtidig også sårbare overfor Holbæks hurtige opløb i den anden ende. Efter en sekvens med store chancer i begge ender indenfor samme minut endte en Holbæk-kontra hos en fri Mohammed Ashiri, der fladt scorede til 4-2.
I slutfasen gjorde B.93 et bravt forsøg på atter at skabe spænding om resultatet, blandt andet sendte Mads Nielsen et frispark på stolpen, men der var altså ikke mere at komme efter i skydeteltet i Holbæk. Oven i købet fik B.93 en karantæne med hjem fra Holbæk, da indskiftede Omar Roshani fik sit andet gule kort i kampen.
200-kamps-jubilaren Martin Heisterberg: “Vi har store ambitioner med holdet, men for at indfri dem, kræver det, at vi præsterer langt bedre i begge felter. Især defensivt svigtede vi.”
Holdet på banen
Ronni Raun
Sean Elliot Christoffersen
Mads Nielsen
Martin Heisterberg
Jens Riis (ud 55′)
Kristian Karsum
Andreas Heimer (ud 66′)
Anton Peterlin
Danny Mirabel
Olcay Senoglu
Oliver Drost (ud 74′)
På bænken
Marco Holst (ind 55′)
Nico Jørgensen (ind 66′)
Omar Roshani (ind 74′)
Frederik Bruhn
Kampereferat v) Mads Mazanti.