Vi har talt med Niels Morberg og den tidligere B.93’er Leonel Montano, der som bekendt nu optræder for Esbjerg fB. De glæder sig til topopgøret på søndag.
Web-redaktionen bager op til en af sæsonens største kampe i Grundspillet, når B.93 på søndag 6. november kl. 15.00 tørner sammen med Esbjerg fB i et brag af en topkamp mellem rækkens nr. 1 og 2.
Vi har talt med B.93’s egen midtbanekriger Niels Morberg og Esbjerg fB’s Leonel Montano forud for kampen. Leonel Montano er 23 år har haft sin opvækst i B.93 siden han var 11 år. Den nu 21-årige Niels Morberg har været i B.93 siden 15-års alderen.
Begge spillere har optrådt i 93’eren serien. Niels Morberg blev portrætteret af Presse- og kommunikationschef Claus Vandborg 29. september 2020, mens Leonel Montano var for små fire år siden 19. november 2018.
Niels Morberg lægger ud med sit forhold til B.93
– Inden B.93 spillede jeg i Høsterkøb, Lyngby og Jægersborg. Jeg mener Martin Jensen (nuværende sportsdirektør, webred.) blev talenchef i klubben to år efter jeg kom.
– Jeg er halvt norsk og halvt dansk. Jeg har en masse familie, der følger med oppe i Norge. Det betyder meget. Aalesund hvor min familie kommer fra er jo lidt af en storklub i Norge, smiler Niels.
– Som spiller kan jeg lide at give mig 100 % i hver en kamp, hver en duel. Mit forbillede har altid været Thomas Delaney, som også altid går 100 % ind i nærkampene og arbejder for holdet. Samme dynamiske spillestil forsøger jeg selv altid på at udleve i alle kampe, løbeduellere og nærkampe for B.93.
Du har været i klubben siden du var 15 år. Hvad betyder den for dig?
– B.93 betyder utroligt meget for mig. Den har jo været mit andet hjem de seneste år.
– Der er en masse fantastiske mennesker i klubben, og det føles som en familie hver dag man træder ind på Slottet om morgenen.
– Alle vil det bedste for hinanden og du bliver mødt af en masse smil fra alle i klubben.
Har du og holdet kunne mærke en forskel efter I er begyndt at møde ind om morgenen og træne tidligt fremfor om eftermiddagen?
– Det har uden tvivl givet os en masse ekstra i forhold til samarbejdet mellem alle på holdet. Jeg synes også vi har kunne se det på resultaterne i rækken. Det er naturligvis langt bedre, at vi kan bruge alt vores energi på fodbolden i stedet for at vi skal nå alt muligt andet inden.
Hvordan ser du de to hold B.93 vs. Esbjerg mod hinanden i forhold til styrker og svagheder. Hvad bliver det for en kamp på søndag?
– Jeg synes vi var uheldige med at tabe point sidst hjemme mod Esbjerg fB. Vi havde fortjent sejren, så vi føler vi har revanche til gode.
– Det bliver en fed topkamp, som nok starter lidt hektisk. Vi kommer ikke til at gemme os, men vil holde vores offensive stil og jagte tre point. Vi ønsker som hold at domine på bolden og det vil vi også gå efter på søndag.
– Esbjerg fB er et fysisk stærkt hold og de vil sikkert prøve at gøre det til en duel kamp. De er nok især på kontra, i omstillingerne, hvor de især kan skade os. Der skal vi være opmærksomme.
– Jeg forventer det bliver en topkamp med en masse tænding og energi fra første fløjt. Det vil være to hold, der vil have et resultat og jeg tror det bliver en underholdende kamp.
– Jeg føler vi har noget til gode fra sidst, så vi går som altid efter sejren.
Vi taler jo også med den tidligere B.93’er Lenonel Montano. Nåede I at spille sammen?
– Nej, jeg nåede vist akkurat ikke at spille med Leonel Montano inden han kom videre i karrieren.
Leonel Montano lægger også ud med at tænke tilbage på tiden i B.93
– Jeg startede i Bk. Skjold, fordi jeg boede tæt på Fælledparken. Det var det sted, man tog over til sammen med vennerne. Efter et stykke tid var det meget naturligt at de bedste spillere søgte mod B.93, som også lå tæt på mit hjem. Så spurgte jeg mine forældre om jeg ikke også kunne rykke til B.93, da jeg var 11 år.
– I starten handlede det meget om at være sammen med vennerne og have det sjovt med fodbolden. Det startede som en hobby, en fritidsting.
Hvornår begyndte det så at blive mere seriøst, hvor det gik op for dig du kunne blive rigtig god?
– Jeg husker det var omkring 9. klasse. Da jeg blev 13-14 år begyndte jeg at tage det mere seriøst.
– Så stod jeg pludselig med nogle valg om jeg skulle ud med vennerne i weekenden eller fokusere på fodbolden. Det ene tog det andet og så var der tryk på træning og kamp uge efter uge.
– Min tid i B.93 var virkelig god. Jeg brugte rigtig meget tid i klubben og havde nogle fremragende år. Jeg fik nogle venner som jeg stadig ser og har kontakt med i dag.
Hvordan ser du frem til topkampen mod B.93 på søndag?
– Det bliver en virkelig vigtig kamp. Vi deler jo 1. pladsen. Det er kun målscoren der adskiller os. Jeg tror det bliver en god og sjov kamp.
– B.93 er et super hold med mange rigtig gode boldspillere. Det er holdets stil at være boldbesiddende.
– Vi kan også godt spille med, men er nok lidt mere fysisk betonede. Jeg forventer, at vi kan sætte os mere igennem i visse situationer. Så det er nok vores styrke i forhold til B.93, som så til gengæld måske er lidt bedre på bolden spiller for spiller.
– Og så har vi hjemmebanefordel og ønsker at vise os godt frem foran vores fans på Blue Water Arena. Jeg er sikker på det bliver en fed kamp med to hold, der begge vil frem af banen.
Vi takker Leonel på den lidt rustne telefonforbindelse til Esbjerg. og fornemmer at både Morberg og Montano er enige: Det bliver et brag af en kamp på søndag i Esbjerg.
Vi kan næsten ikke vente. Der er stadig få pladser tilbage på fanbussen, så skynd dig, hvis du vil med. Køb billet til kampen på Blue Water Arena.
Interview af Klaus B. Johansen.
Topfoto af Niels Morberg, supplerende fotos og portrætfotos af Niels Morberg og Leonel Montano: Christian Midtgaard.