B.93 topper fortsat 2. division, selv om det søndag blev til et nederlag til AB på Gladsaxe Stadion. Der er noget at arbejde med frem til hjemmekampen mod Brabrand på lørdag 1. oktober kl. 15.00.
AB – B.93 3-1 (1-1)
0-1 Jeppe Erenbjerg (21′)
1-1 Emil Mygind Jensen (32′)
2-1 Frederik Ellegaard Christensen (49′)
3-1 Emil Wass (55′)
Gladsaxe Stadion
602 tilskuere.
Udtalelse fra Kim Engstrøm er på vej, webred.
Så gik den ikke længere: B.93-nederlag i Gladsaxe
Efter seks sejre i træk og status som ubesejret efter syv spilerunder blev der søndag eftermiddag sat en brat stopper for Østerbro-klubbens sejrsgang i 2. division, da det blev til et nederlag på 3-1 til AB på Gladsaxe Stadion.
Det startede ellers så fornemt, da Jeppe Erenbjerg kanonerede bolden på overliggeren efter kun fire minutters spil. Efter en hurtig omstilling fik han chancen inde i feltet, men skuddet blev en anelse for højt.
Tyve minutter inde i kampen var der dog mere træfsikkerhed at spore i samme Erenbjerg, da han efter en række hurtige kombinationer sparkede bolden fladt i mål bag AB-keeper Tobias Brogaard, som netop er vendt tilbage til dansk fodbold efter to sæsoner i norske Brattvåg.
En flot træffer af Erenbjerg, som nu er nået op på tre sæsonmål, og han kom således endnu et skridt tættere på at overgå sidste sæsons total på 11.
Godt ti minutter senere blev der dog stukket en kæp i hjulet på gæsternes sejrsdrømme, da en lang bold og tøvende forsvarsspil gav Emil Mygind chancen for at sparke bolden forbi Aris Vaporakis. Dét forehavende lykkedes, og så var det endda lige ved, at hjemmeholdet kunne gå til pausen med en føring, da Frederik Christensen testede Aris Vaporakis nogle minutter senere.
Nu var det hjemmeholdet, der var toneangivende, men trods alt var alle muligheder åbne, da dommer Niclas Gomes fløjtede til pause.
Trængslerne var ikke forbi
En af fodboldens mange klichéer er, at man skal komme godt ud til anden halvleg. Det forsømte B.93’erne i den grad, da AB blot tre minutter efter sidebyttet kom foran 2-1.
Ganske overflødigt og tilfældigt, da et indirekte frispark inde i straffesparksfeltet endte hos førnævnte Frederik Christensen, som sparkede den forbi Aris Vaporakis og i mål. Hans sjette af slagsen allerede efter otte spillerunder.
Trængslerne for gæsterne var dog ikke forbi, for ni minutter inde i anden halvleg blev et tøvende forsvar nok engang straffet, da Emil Wass (lillebror til landsholdsspiller Daniel) sendte bolden i mål til 3-1. De fem sæsonmål han nu er noteret for, er i øvrigt det samme antal, som han scorede i hele sidste sæson.
Der var ikke meget at glæde sig over for de hvidblusede i anden halvleg, men det afstedkom dog en hel del glæde og optimisme, da den tidligere Superliga-profil Nicolaj Thomsen blev skiftet ind til debut midtvejs i anden omgang i stedet for Ahmed Daghim.
Han evnede dog ikke at vende skuden i en kamp, hvor 2. divisions tophold især i anden halvleg ikke formåede at ramme det høje niveau, som ellers har kendetegnet sæsonstarten. Faktisk var det AB’erne, som skabte de fleste og de bedste chancer til sidst, hvorfor nederlaget må betegnes som fortjent.
Cheftræner Kim Engstrøm og hans spillere kom ned på jorden efter den flotte sejrsstime, men trods nederlaget fører holdet stadig rækken, da Esbjerg fB’s kamp mod Thisted FC i denne spillerunde er udsat til slutningen af november.
B.93’s næste opgave er en hjemmekamp på lørdag 1. oktober mod Brabrand hjemme på Østerbro Stadion. Vi ønsker som altid maksimal opbakning på lægterne, så køb dine billetter eller spar penge med et sæsonkort nu. Og tag vennerne, familien og naboerne med.
Udtalelse fra cheftræner Kim Engstrøm
– Vi kommer rigtig godt ud til kampen. Jeppe banker bolden på overliggeren efter et par minutter.
– Vi kommer fortjent foran, og efter scoringen skal vi scorer til 0-2.
– Så laver vi en fejl ved deres scoring til 1-1, hvor vi ellers har rigtig godt fat i kampen.
– Anden halvleg var meget skidt fra vores side. Vi indkasserer to dumme mål indenfor kort tid. Derfra bliver kampen helt på AB’s præmisser.
– Vi spiller for langsomt og skaber ingenting de sidste 30 minutter, som klart er vores dårligste præstation i år.
– Vi skal videre som hold. Vi har været inde i en rigtig god periode inden denne kamp. Vi vidste der ville komme bump på vejen undervejs.
– Nu rejser vi os hurtigt med en god træningsuge, og så er vi klar som i næste weekend på hjemmebane imod Brabrand.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Simon Wæver
Abdullah Iqbal (ud 84′)
Emil Christensen
Rasmus Brodersen (ud 67′)
Martin Conley (ud 57′)
Mikkel Mouritz
Andreas Heimer (ud 67′)
Tammer Bany
Jeppe Erenbjerg
Ahmed Daghim (ud 67′)
På bænken
Viktor Anker
Nicolaj Thomsen (ind 67′)
Niels Morberg (ind 84′)
Oliver Carrara (ind 57′)
Søren Sørensen
Simon Schultz Christensen (ind 67′)
Milan Silva Rasmussen (ind 67′)
Fra 2-division.dk/streaming
Kampreferat af Henrik Hvillum.
Topfoto af målscorer Jeppe Erenbjerg: Christian Midtgaard.
Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.