Vælg en side

Fire spillere til Sundby fra B.93 i sommerpausen.

Josefine Funch følger Linnéa Borbye, Emilie Normann Langhorn og Freja Lähteenmäki, hvor hun prøver sig fra den kommende sæson af i Kvindeligaen for amagerkanerne.

Cheftræner Rasmus Good udtaler

– Funch er en spiller, som har en teknisk og fysisk pakke, som er god nok til at tage Kvindeligaen med storm og får hun bygget yderligere på taktisk og mentalt, så tror jeg også det sker.

– Hun er humørbombe og en meget markant personlighed, så det kommer til at være en mærkbar ændring i truppen og i omklædningsrummet både på fodbold og socialt.

– Nu kan man sige at vi har givet Sundby et godt spillergrundlag ved at sende fire spillere derud, men vi tager det også som et kompliment at de nu har tilknyttet så mange spillere herude fra i samme transfervindue. Men det er ikke en tilfældighed. Det er en naturlig konsekvens af den uddannelse spillerne får i B.93.

– Jeg håber Funch bryder igennem i Kvindeligaen i denne sæson, fordi hun er en fornøjelse at se på. Når hun rammer sit topniveau, så er hun næsten ustyrlig.

– Vi ønsker hende rigtig meget held og lykke og håber alt det bedste for hende.

Udtalelse fra Josefine Funch

– Det har absolut ikke været en nem beslutning at tage, eftersom jeg har tilbragt de sidste tre år i klubben.

– Jeg har udviklet mig sindssygt meget som menneske og fodboldspiller og det har jeg trænerstaben og menneskerne i og omkring holdet at takke for.

– Derfor skal der lyde en kæmpe tak til trænerne for at skabe et unikt udviklings- og træningsmiljø og ikke mindst pigerne, som også hver dag leverer et fantastisk stykke arbejde på og udenfor banen.

– Uden denne kombination var det ikke muligt for mig overhovedet at nå hertil og træffe denne beslutning.

– Jeg ønsker holdet kæmpe held og lykke fremadrettet.

Topfoto og portrætfotos: Christian Midtgaard.