Efter det gode resultatet i sidste weekend, hvor holdet vandt med en pind i Varde, skal de op mod et andet jysk hold, nemlig AGF.
Den kamp spilles lørdag på Svanemølleanlægget kl. 14 og bliver en direkte duel om 2. pladsen i rækken. Vi tog en snak med cheftræner Rasmus Good om kampen.
Rasmus Good om AGF kampen
Endnu en sejr i den allersidste fase af kampen i Varde og et mål fra en spiller, der kommer ind med friske kræfter fra bænken og bidrager. Hvad siger det dig om holdets moral og måde at arbejde på?
– Det fortæller, at vi har et helt hold som kan gøre det færdigt og at dem som kommer ind fra bænken, evner at sikre os sejren.
– Vi føler jo ikke at vi sænker niveauet når vi skifter spillere ind, men derimod at vi enten holder niveauet eller hæver det yderligere. Vi har mange forskellige typer, så vi kan også taktisk ændre vores udtryk alt efter hvordan kampen udvikler sig.
– Vi har med spillere at gøre som gør deres arbejde og går ind for at præstere for holdet. Det er noget vi skal fortsætte med.
Hvad har analysen af kampen i Varde ellers vist af områder, som I kan forbedre jer på og hvad der lykkedes særligt godt
– I Varde var både bolden og banen så besværlig at spille på og med, at vi ikke kigger på de fodboldmæssige parametre, men vi kigger derimod på den mentale styrke spillerne viste og hvor gode de var til at tilpasse sig de betingelser de havde.
– Hvor meget de spillere som ikke spillede faktisk, betød for holdet, med den energi og støtte de gav. Hvor stolte vi er over holdindsatsen fra hele holdet i en kamp hvor vi vidste vi ikke kunne lave en flad pasning eller have en førsteberøring vi kunne regne med.
– Vi var ekstremt udfordret og det løste pigerne fantastisk.
Nu venter lidt af et brag på Svanemølleanlægget lørdag, når AGF kommer på besøg. Et super godt hold, som I formåede at spille lige op med i det omvendte opgør, som endte målløst. Hvordan har I forberedt jer på hvad AGF kommer med?
– På samme måde som altid, så intet nyt der. Det er endnu et hold som kommer på besøg og sådan behandler vi det også.
– Nu spiller vi på en jævn bane med bolde som har samme lufttryk alle sammen, så vi har alle betingelser for at kontrollere kampen, hvilket kan have en stor betydning for netop AGF.
– I Århus var banen besværlig. Man kunne godt spille på den, men den hoppede og dansede lidt for meget på underlaget, så det gjorde naturligvis at vi ikke kunne kontrollere kampen lige så meget som vi gerne ville.
I kan med en sejr lørdag tage 2. pladsen, som vil placere holdet på en oprykningsgivende plads til Kvindeligaen inden de sidste kampe. Hvordan er holdet motiveret og ser frem til kampen med den rette blanding af energi og spænding?
– Vi snakker ikke om andet end AGF. Tabellen må medierne snakke om.
– Det eneste som betyder noget for os, er kampen imod AGF, at gøre vores job og gøre hvad vi kan for at vinde kampen. At det er AGF, er nok motivation i sig selv og så er det klart at holdet har en stor selvtillid efter det vi præsterede i Århus.
– AGF er rigtig gode og vi skal ramme et meget højt niveau for at slå dem, så det vil vi gøre hvad vi kan for at ramme.
Kan du fortælle noget om hvordan både tilgangen af Mark Strudal, men også samspillet med det samlede træner team omkring 1. Kvindesenior i denne sæson – egentlig før end forventet, som du tidligere har udtalt – har bidraget til at få tingene til at gå op i en højere enhed i Kval-rækken? Synes du fx I er blevet skarpere end tidligere både foran eget målfelt og til at sparke boldene i kassen?
– Mark er en fantastisk kapacitet. Han har en masse know-how og har løftet på mange ting med hans viden både på og udenfor banen.
– Vi kender hinanden rigtig godt i trænerteamet og Mark havde også arbejdet sammen med dele af trænerteamet før han kom til, så det var meget nemt at integrere ham.
– Nogle af os i trænerteamet har arbejdet med hinanden i tæt på fire år nu, så der er selvfølgelig rytmer og rutiner som sidder på rygraden og en kultur, hvor vi hele tiden forsøger at blive dygtigere indenfor de forskellige felter og dyrker virkelig forskellige meninger og perspektiver, fordi vi er utrolig forskellige, men har stor respekt for hinanden og arbejder i samme retning med en fælles vision og et fælles mål.
– Holdet er nu også tæt på at have færdiggjort andet år af den tre-fire årige cyklus vi er i gang med, så der er der også ting som begynder at falde rigtig godt på plads, hvilket gør at de ser bedre ud end sidste år.
– Formår vi at holde sammen på stammen, så kommer det til at være endnu bedre igen næste sæson, så det forsøger vi naturligvis.
– Jeg synes der er bedre vaner foran mål, som er ved at blive skabt. Det samme gælder spillet, spilintelligensen er steget fra sidste år. Det samme kan man sige om boldtempoet, vores evne til at presse og forsvare som enhed.
– Vores standardsituationer er markant forbedret og vi har fået elimineret mange af de børnefejl vi lavede i vores opbygning sidste sæson.
– Så ja, jeg vil sige at stabens og holdets arbejde har vist rigtig gode resultater, hvilket vi også kan se i Kvalifikationsligaen.
Topfoto af Christian Midtgaard.