Vælg en side

Vores bedste kvindehold vil rejse sig mod AaB.

 

Klubbens 1. Kvindesenior møder AaB på vores anlæg på lørdag. Vi fik en snak med cheftræner Rasmus Good inden opgøret.

Rasmus Good om AaB kampen

Topkampen ude mod Sundby endte desværre med et snævert 2-1 nederlag, hvor Sundby var mest effektive på dagen. Hvordan har analyseret videre på kampen?

– Ja, første halvleg var ikke god nok. Vi manglede mod på bolden og var alt for direkte.

– Sundby tilbød os betingelserne for at kontrollere kampen, men vi gjorde ikke vores job. Vi var for langsomme i boldomgangen og traf for dårlige beslutninger og det gjorde at den tekniske kvalitet ikke var høj nok.

– Anden halvleg skal vi score to eller tre mål, hvis vi måler på størrelsen af chancer. Vi har tre frie hovedstød i deres målfelt og det skal vi have mere ud af. Begge hold havde syv afslutninger i kampen, men de har fem indenfor målrammen og vi havde to. Det vinder vi naturligvis ikke fodboldkampe på.

– I spillet kunne vi se at vi lykkes med koncepter vi tidligere ikke har kunnet, så vi har rykket os på den front og at vi nu evner at være mere kyniske i situationer hvor vi sidste år ville have været for naive eller var blevet straffet hårdt i lignende situationer.

– Vi var gode i anden halvleg. Havde vi haft samme præstationsniveau i første halvleg havde vi vundet, men det er jo så nemt at sige nu efter kampen.

– Det var småting som afgjorde at vi ikke vandt kampen eller spillede uafgjort, men man må bare tage hatten af for Sundbys kynisme foran mål. Det er virkelig imponerende.

Nu venter AaB så hjemme på Svanemølleanlægget på lørdag. Et godt hold, som har været lidt uheldige med deres resultater indtil videre. Det bliver en svær kamp. Hvordan er I forberedt på AaB og det udtryk, de vil komme med?

– Jeg synes de på mange måder minder om Sundby. De er meget direkte, hurtige på kontra, og der er ikke rigtig nogle overraskelser i deres måde at håndtere kampe på, men de er utrolig afklarede og dygtige til det de gør.

– De har et hold med en masse power og fart, samt er meget opsøgende på de små chancer de kan få for at bryde igennem. De har evnerne til at straffe hold meget hårdt for små fejl.

Nogle bestemte faser i spillet, som I gerne vil forbedre og har trænet på frem til kampen?

– Vi har trænet dem alle, ligesom vi gør hver uge og så skruer vi på nogle knapper i forhold til modstanderne.

– Vi vil gerne forbedre dem alle, fordi der er vi ret ligeglade med modstanderen og hvad de kan. Hvis vi bliver bedre hele tiden på tværs af de forskellige faser, så kommer resultaterne med.

– AaB giver os muligheden for at træne specifikke ting i kampen og det skal vi naturligvis udnytte til fulde.

Er alle spillere klar til kamp, eller har I skadede spillere?

Jul slog halebenet ret kraftigt i Sundby kampen og Anna Karlsson har døjet lidt med glutes, men udover det er alle klar.

Topfoto af Christan Midtgaard.