Greve – B.93 1-0 (0-0)
DBU Pokalen, 3. runde
1-0 Martin Søndergaard (60′)
Greve Idræts Center
255 tilskuere.
Trods det absurde tidspunkt (kl. 14 på en hverdag) stillede B.93 med en startformation, der var tæt på identisk med Fremad Amager-kampen i søndags. Raun erstattede Bruhn i målet, Simon Carstensen en skadet Anders Dahl Simonsen, ellers alt som i søndags. Men lad det være sagt med det samme: Spillemæssigt var lighederne med den glimrende søndagskamp meget svære at få øje på.
B.93 begyndte egentlig fornuftigt: Martin Heisterberg lobbede bolden på overliggeren, og Olcay Senoglu blev spillet flot fri af Nico Jørgensen, men måtte se sin flade afslutning pareret af Greves målmand. I den anden ende fik et tændt hjemmehold, for hvem der stod 100.000 kroner på spil som pokalturneringens bedste seriehold, imidlertid også sine muligheder, mod et B.93, der faldt i tempo og havde svært ved at ramme hinanden. Uafgjort ved pausen var derfor ganske passende.
Trods en opsang i pausen blev 93-spillet kun værre i anden halvleg. Med gejst og udfordrende fløjspil kunne Greve tiltvinge sig overtaget, og det var ganske logisk, at de bragte sig i front efter knapt en times spil: Et frisparksindlæg fra højre angrebsside blev i en blød bue forlænget i mål af Martin Søndergaard.
I resten af kampen var hjemmeholdet tættere på 2-0 end vi var på udligning. Den største chance fik Greve på et højst tvivlsomt straffespark dømt for hands mod Heisterberg. Men Ronni Raun holdt os i kampen med en fornem parade.
Dommeren var ikke populær hos B.93, da han inden straffesparket til Greve snød Nico Jørgensen for et straffespark i den anden ende. Men det skal ikke være nogen undskyldning, for Danmarksseriens tophold var bare bedre end B.93 i anden halvleg.
Et godt frispark fra Senoglu og to behjertede hovedstødsforsøg fra Heisterberg var alt, B.93 kunne notere af chancer i en anden halvleg, hvor Raun i målet var ene om at holde fanen højt. Hvordan der kan være så stor forskel på B.93-holdet i søndags og i dag onsdag forbliver en gåde. Men tillykke til Greve med et fuldt fortjent avancement.
Holdet på banen
Ronni Raun
Jason Svensson
Marco Holst
Martin Heisterberg
Markus Leding
Morten Levinsen
Simon Carstensen (ud 65′)
Danny Mirabel
Nico Jørgensen (ud 80′)
Olcay Senoglu
Sebastian Czajkowski (ud 72′)
På bænken
Bjørn Zabell (ind 65′)
Omar Roshani (ind 72′)
Frederik Bülow (ind 80′)
Frederik Bruhn
Kampreferat v) Mads Mazanti.
B.93 TV interview