1. Herresenior vandt søndag eftermiddag med 2-1 ude over Skive. Oliver Carrara og Souheib Dhaflaoui nettede før pausen.
Skive-B.93 1-2 (0-2)
0-1 Oliver Carrara (16′)
0-2 Souheib Dhaflaoui (19′)
1-2 Jacob Vetter (73′)
Skive Stadion (Hancock Arena).
325 tilskuere.
På en solrig septembersøndag var B.93 taget til Jylland for at få stoppet den ærgerlige stime på tre nederlag i træk i den svære udekamp mod nedrykkerne fra Skive.
Hjemmeholdet lagde bedst ud med en række fremlægninger bag et 93-forsvar, der kæmpede med at placere sig rigtigt. Med lidt større skarphed kunne skibonitterne have bragt sig i front på et par gode muligheder i kampens første ti minutter.
Jydernes eget forsvar var dog også til at tale med. Den første 93-mulighed tilfaldt Mikkel Mouritz, hvis flade skud strøg snert forbi den ene stolpe.
Efter et kvarters spil trak Jeppe Erenbjerg sig fri til skud i feltets venstre side. Nørgaard i Skive-målet parerede skuddet, men bolden røg lige ud i fødderne på en meget aktiv Oliver Carrara, der enkelt kunne bringe de til lejligheden sorttrøjede gæster i front.
Dårligt havde Christian Flindt Bjergs tropper fisket bolden ud af eget net, før 93erne igen sværmede om deres mål. I det 19. minut havnede bolden hos Souheib Dhaflaoui. Fra en position udenfor feltet langt ude i venstre side af banen fik han et drømmetræf, så bolden peb ind i netmaskerne bag en overrumplet Nørgaard i Skive-målet.
Foran 2-0 satte B.93 sig fuldstændig på begivenhederne i resten af halvlegen. Skive kunne slet ikke spille sig ud af 93ernes presspil og havde tillige problemer med at dæmme op for vores meget bevægelige angrebsspil. Såvel Milan Rasmussen som Oliver Carrara havde gode muligheder for at øge føringen, men 2-0 stod sig til pausen.
Træner Flindt Bjerg kan ikke have været tilfreds, for han reagerede med en tredobbelt udskiftning i pausen. Hjemmeholdet fik da også tilkæmpet sig et spilovertag i begyndelsen af anden halvleg, uden at det dog kastede nævneværdige chancer af sig.
Som halvlegen skred frem, fik B.93 stadig bedre greb om kampen og var faktisk tæt på at udbygge føringen, da indskiftede Lauge Persson afsluttede en solotur med at sende et fladt skud snert forbi fjerneste stolpe.
Alligevel skulle det blive spændende i slutfasen. Efter en hjørnesparkskombination sendte Skive bolden ind i feltet fra venstre. Opdækningen af Jacob Vetter kiksede, og så kunne han heade bolden over i det lange hjørne til en 1-2-reducering i en fase, hvor B.93 ellers havde kontrol over begivenhederne.
Heldigvis lod de unge 93ere sig ikke ryste af scoringen, men fortsatte med at forvalte føringen fornuftigt. Skibonitterne fik aldrig for alvor etableret et vedvarende pres mod 93-målet.
Først i det sidste minut fik Skive en mulighed for at reducere. Et skud lige udenfor feltet blev rettet af, men strøg heldigvis forbi målet.
Og så kunne B.93 juble over en fuldt fortjent sejr. Bortset fra en famlende indledning var det en flot gennemført kamp. Og en stor forløsning at B.93 kunne ende den uheldige stime på tre nederlag med en triumf på en svær udebane.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Simon Wæver
Søren Sørensen
Abdullah Iqbal
Simon Schultz (ud 58′)
Niels Morberg
Mikkel Mouritz
Souheib Dhaflaoui (ud 74′)
Jeppe Erenbjerg (ud 83′)
Oliver Carrara (ud 58′)
Milan Rasmussen (ud 74′)
På bænken
Marcus Korang (ind 58′)
Lauge Persson (ind 58′)
Mican Atici (ind 74′)
Tobias Harro Christensen (ind 74′)
Hassan Elsayed (ind 83′)
Benjamin Juel-Berg
Simon Rossil
B.93 TV: Goalshow
Kampreferat v) Mads Mazanti.
Topfoto af Souheib Dhaflaoui fra en tidligere kamp mod Middelfart: Christian Midtgaard.