Vælg en side

Vi har på ny bedt Rasmus Good forholde sig til forberedelserne til aftenkampen fredag i Sundby Idrætspark.

Cheftræner Rasmus Good om Sundby kampen

Så venter Sundby igen. Et opgør, hvor der altid er meget på spil. Fortæl os mere om hvorfor disse opgør er blevet så intense de sidste par år?

– Jeg tror det handler om at det er lokalt og at det er to vidt forskellige stilarter. Vi vil helst kontrollere kampen med bolden og de vil helst kontrollere kampen uden bolden. Det er ihverfald sådan billedet har været.

– Der er lidt spillere som har været i begge klubber, så for spillerne betyder det nok lidt ekstra. Det er jo lidt retten til at kalde sig det bedste hold i København, der spilles om og vi har altid en fornemmelse af at vi repræsenterer København når vi spiller, så det er nok også med til at gøre det.

– Kampene er meget intense, fordi det også lidt har været de gamle imod de unge på mange måder. Sundby med utrolig mange Kvindeliga kampe under bæltet for en lang række af deres spillere, en masse erfaring og taktisk super disciplin. De kender sig selv og deres identitet rigtig godt. De ved hvad de er gode til og gør de ting på et højt niveau.

– Vi har i alle kampe haft en gennemsnitsalder som kun lige sniger sig op på 20 år, når vi stiller med alle de ældste, så vi har en masse unge, sultne spillere med et godt niveau, men ikke den samme erfaring.

– Og så har Sundby og B.93 jo i mange år været i 1. division og Kvalifikationsligaen sammen, så det er helt naturligt at der er lidt ekstra på spil i de kampe.

Du nævner i referatet fra kampen mod Herlufsholm, at I glæder jer til at spille på en stor stadionbane i Sundby Idrætspark. De næste fire hjemmekampe spiller I således også på Østerbro Stadion. Uddyb gerne, hvordan du tænker det bekommer vores spil godt, at spille på stadionbane udover selvfølgelig fornøjelsen og stemningen, der altid vil være noget andet end på træningsbanen.

– Vi er rigtig gode på store baner, fordi vi er gode til at kontrollere kampene med bolden, så vi kan rigtig godt lide at få modstanderne ud at løbe en masse, metodisk forsøge at bryde dem ned, skabe overtal på forskellige områder af banen og så få nøglespillere ind i prioriterede rum, hvor de kan gøre ondt.

– Vi har også spillere som evner at spille bolde med mere længde og præcision end de fleste kvindelige fodboldspillere, så det gør også at vi kan rive modstandernes organisation i stykker og udnytte det lidt hurtigere.

– Dét blandet med den fart og boldsikkerhed vi har, gør at vi er utrolig svære at presse kollektivt på en stor bane, uanset hvad modstanderne gør, så efterlader de rum til os som vi kan udnytte.

– Vi har det bare utrolig godt på stadion, fordi det også dufter mere af fodbold og store begivenheder. Det gør bare noget ved truppen og spillerne. Rigtig fodbold spilles på et stadion, ikke en eller anden græsbane eller kunstbane på et træningsanlæg.

Efter Sundby-kampen venter et pokalopgør ude mod Lynge-Broby IF i Sorø. Mere om den kamp senere – og som altid, en kamp af gangen. Men vi forestiller os, at det igen bliver vigtigt at have alle spillere klar og at kunne veksle lidt. Hvordan har forberedelserne i denne uge været planlagt i forholdt til den vigtige Sundby kamp, men også i forhold til den kommende uges tætte program?

– Vi forholder os faktisk kun til Sundby kampen. Det er den vigtigste kamp i vores liv lige nu.

– Vi spiller den og forbereder den som om det er den eneste kamp som eksisterer. Vi har den luksus, at uanset hvilken startopstilling vi kommer med og uanset hvilke spillere vi bruger, så kan vi vinde den, fordi hele vores trup har så høj kvalitet.

– Vi kan godt finde på at tænke lidt i hvordan vi vil slutte kampen, med den opstilling vi kommer med. Derfor bliver det meget mere valg på tilgang, taktisk udtryk, at kunne ændre kampens rytme og hvilke relationer vi vil udnytte i forhold til Sundby, mere end om folk er friske.

– Vi har haft næsten en fuld træningsuge siden sidste kamp, så det bliver intet problem. At der kommer en kompakt uge, ugen efter det er truppen klar på og det bliver ikke noget problem.

Jubel efter scoring. Foto: Christian Midtgaard.

Tre kampe, tre sejre. Det er jo svært at være utilfreds. Alligevel var holdet ikke helt hvor du gerne ville have dem i hjemmekampen mod Herlufsholm. Hvordan har I analyseret på kampen og kigget på at rette til?

– Vi kommer aldrig til at være tilfredse, men vi var glade for rigtig meget og vi tog et stort skridt i den rigtige retning imod HG. Vi har bare så høje forventninger til os selv i sådan nogle kampe.

– Vi skal helst dominere, komme til en masse chancer, tillade mindre end en håndfuld chancer imod og holde nullet. Det er høje krav og svært at tilfredsstille.

– Jeg har jo en drøm om at holde modstandernes hold i deres eget felt i mere eller mindre en hel kamp, uden at de får lov til at komme ud, andet end når vi scorer, så det er dét vi måler på når vi analyserer vores kampe. Det handler om så meget mere end blot resultatet.

– Første halvleg var god, den var rigtig god, anden halvleg var fin, men vi manglede kvalitet i vores pasninger. Vi manglede lidt temposkifte i vores gennembrud. Der var også lidt på vores boldtempo og vores evne til at kontrollere kampens rytme, som vi stadig skal blive bedre til. Hvordan vi frigør pres og nogle ting positionelt for at fastholde kontrollen og genvinde bolden når vi sætter den på spil.

– Med i den analyse ligger også flere sekvenser på 15-20 pasninger pr. angreb og en periode på to et halvt minut, hvor modstanderne har to berøringer på bolden, hvor vi sammensætter 43 pasninger og går til gennembrud de to gange, dog uden at lykkes.

– Defensivt var vores kvalitet rigtig høj. Vi tillader en håndfuld afslutninger, ikke mere. Vores defensive kvalitet har løftet sig markant, så vi var på ingen måder dårlige. Vi ved bare at vi har et højere niveau og højere forventninger til vores eget præstationsniveau.

– Forhåbentlig får vi taget et skridt mere imod Sundby og løfter kvaliteten på vores håndtering af kampen.

– Selv hvis vi spiller noget nær den perfekte kamp, vil der altid være ting vi kan forbedre.

Topfoto og supplerende foto fra seneste 2-1 sejr over Herlufsholm: Christian Midtgaard.