1. Kvindesenior starter sæsonen på lørdag ude mod Dalum/Næsby. Vi har optakten klar.
Vi har sat cheftræner Rasmus Good stævne forud for kampen.
Rasmus Good om Næsby kampen
Så nærmer turneringsstarten i Næsby sig endelig efter en god sommeroptakt og et par gode træningskampen. Hvordan ser I frem til starten?
– Vi glæder os rigtig meget til igen at spille om points og repræsentere København rundt omkring i landet. Vi synes vi har haft en god preseason, hvor vi har løftet vores niveau generelt fra sidste sæson.
– Det er ikke noget man normalt gør når 4 spillere som har været så involveret i vores Kvalifikationsliga forløb forlader os, men vi må bare sige at hele truppen har steppet op.
– Samtidig har vi fået Michella Østergaard ind fra Næsby, Josephine Nielsen ind fra Albertslund samt rykket Signe Mertins og Freja Løvenfald op i truppen fra akademiet.
– Jeg synes vi er et godt sted, men vi har stadig rigtig meget at lære og bygge på, så vi kommer også til at bruge 1. divisionen på at dygtiggøre os yderligere og udvikle holdet yderligere, så vi forhåbentlig kan stå endnu stærkere i Kvalifikationsligaen til marts.
Hvad er dine forventninger til holdet i sæsonen? Hvilke mål og ambitioner har I sat jer?
– Vores mål er at vinde alle de fodboldkampe vi spiller uanset modstander, så på den måde har intet ændret sig fra sidste sæson og lykkes vi med det, så ender vi jo i Kvindeligaen og har vundet både 1. divisionen og Kvalifikationsligaen, men jeg er sikker på at vi langt fra er det eneste hold med de tanker.
– Vi har en ambition om at kunne udvikle holdet til et punkt hvor vi kan kontrollere alle modstandere i 1. divisionen og primært spille på modstandernes banehalvdel i løbet af så meget af kampen som muligt. Jeg har jo en drøm om at vi kan holde modstanderne i deres eget felt i stort set en hel kamp.
– Hele truppen skal også have en kvalitet som kan begå sig i Kvindeligaen og nogle også internationalt, så det kommer vores daglige arbejde til at bære præg af.
– Noget af det vigtigste er jo at vi skal spille på vores måde, med vores tydelige udtryk og identitet. Vi vil også i højere grad tage med i vores identitet at vi repræsenterer København og at vi spiller for København, så vi skal også være underholdende at se spille imens vi forhåbentlig vinder en masse kampe, så de mennesker som ser os, får lyst til at se os igen.
Er der særlige dele af spillet, der er blevet fokuseret ekstra meget på i sommertræningerne, for at bygge på dét arbejde der blev grundlagt i foråret?
– Vi skruer altid lidt op og ned på vores fokus på ting, men intet aspekt af vores spil er vigtigere end andet.
– Vi har haft et stort fokus på vores gennembrudsmønstre, hvordan vi sætter folks spidskompetencer endnu bedre i spil og vores standardsituationer. Ellers har det jo handlet om at løfte vores kvalitet og introducere lidt nye taktiske koncepter i forskellige faser af spillet.
– Jeg tror mere at vi har haft fokus på at implementere læring så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre, det har været et stort tema for os.
Der er kommet en række nye spillere til truppen over de seneste uger? Hvordan ser du styrken og sammenholdet lige nu, og har I haft tid nok til at spille holdet godt sammen?
– Det har været utrolig let at spille holdet sammen, det er kun Michella fra Næsby som ikke kendte vores spillestil og arbejdsmetoder. Signe og Freja fra U18 har jo trænet på denne måde og spillet på denne måde de sidste 3 år og Josephine kender også metoderne, spillestil samt staben lige så godt.
– Det er fordelen ved at have et akademi som spiller og træner på samme måde som os. Vores hold virker faktisk en del stærkere og bedre end da vi gik på sommerferie, sammenholdet har også fået et ekstra skud, fordi vi har kunnet holde fast på stort set hele holdet.
– 4 ud og 4 ind er et meget almindeligt transfervindue, så det eneste vi skal er at bygge ovenpå og gøre de relationer som er her endnu stærkere. Jeg tror at vi kommer til at nyde rigtig godt af at holdet kender hinanden og spillestilen så godt.
– Vi bør kunne udføre ting hurtigere og med højere kvalitet i denne sæson.
B.93 spiller lørdag 7. august kl. 11.00 på Fyn. Se hele kampprogramet.
Topfoto fra træningskampen mod Sundby: Rasmus Lykke.