1. Kvindesenior drager Kr. Himmelfartsdag til Nordjylland, hvor AaB tager imod kl. 14.00.
Vi har på ny fået seneste nyt fra cheftræner Rasmus Good forud for kampen.
Rasmus Good om AaB
AaB venter nu Kr. Himmelfartsdag efter en flot sejr i Kløvermarken i weekenden. Der er desuden et nederlag fra det første indbyrdes opgør at revanchere. Hvordan går I til kampen?
– Jamen, vi glæder os virkelig meget. AaB har fået en dygtig ny træner, så det bliver ikke det helt samme opgør og han har også ændret nogle ting hos dem, ikke meget, men der er nogle tydelige forskelle.
– De er utrolig svære at score på under Claus Larsen, de spiller og især presser med stor energi, stor intensitet. De vil gerne have at spillet foregår mest muligt i modstandernes felt, så der venter os en svær opgave.
– Vi skal forsøge at få spillet en rigtig god kamp på vores måde og forhåbentlig kan vi også være dygtige nok til at vinde på dagen.
– Vi tror rigtig meget på os selv efter sidste møde med dem, hvor vi følte at vi kun manglede noget mere i chanceskabelsen, for at vinde, så vi håber på at kunne åbne AaB mere op en det vi gjorde sidste gang, men vi går da ind med en stor selvtillid efter sidste gang, selvom resultatet var imod os.
Fortæl os lidt om træningsintensiteten i de seneste dage. Har du kunne fornemme en forløsning efter storsejren mod Sundby?
– En sejr som den vi havde imod Sundby fortæller os at vi er modnet som hold.
– Spillemæssigt var det ikke vores bedste kamp på nogen måde, men vi var meget modne i den måde vi løste kampen på, så på den måde var præstationsniveauet kollektivt meget højt og det giver jo endnu mere selvtillid.
– Træningsintensiteten har været lav på grund af det program vi har. Vi har sørget for at spillerne får de sprinter de skal have, men ikke mere end det, så træningerne har været meget taktiske, fordi vi har skullet holde loaden lav, så spillerne er helt friske til kampen på torsdag.
– Vi har kunnet mærke sejren mere på glæden end på intensiteten.
I har et tætpakket program foran jer med kampe 13. maj mod AaB, 16. maj hjemme mod ASA fodbold og så 22. maj hjemme mod Odense Q. Overvejer du at rotere lidt i start 11’eren og hvordan ser du på disse tre kommende afgørende kampe, der kommer hurtigt efter hinanden?
– Nu fik vi givet Sofie Thrige og Frederikke Troldborg fuld hvile imod Sundby og sørgede for at tage spillere ud hurtigt, som vi vidste ville skulle spille en stor rolle over disse tre kampe.
– Vi har siden sommer ikke haft den samme start 11’er to gange i træk, så truppen har været vant til rotation helt naturligt, så vi har egentlig ikke rigtig sæsontrætte spillere.
– Vi har en utrolig stærk bredde i vores trup, så vi får brug for alle i disse tre kampe. Hvor meget rotation vi kommer til at lave, kommer an på den fysiske data, præstationerne og momentum, ligesom det plejer at være.
– Vores fysiske træner Pelin Bal giver mig jo gerne hovedpine før hver kamp, fordi hun holder spillerne klar, friske og fysisk på et rigtig højt niveau, takket være den måde vi træner på.
– De bliver stadig hurtigere og bedre fysisk selv nu på sæsonen, hvilket er meget imponerende, så vi har større udfordringer med at give alle den spilletid de fortjener, mere end at holde spillerne friske og skadesfri.
Tidligere optakter til kampe
Topfoto af Josefine Funch og portrætfoto af Rasmus Good: Christian Midtgaard.