B.93 og Hvidovre har tradition for at spille spændende og underholdende kampe mod hinanden, og lørdag går det løs igen på Østerbro Stadion i kampen i 2. division øst.
For 14 dage siden var det Frem, der besøgte Østerbro og skabte den stemning på tribunerne, som hører til et rigtigt, traditionelt københavneropgør. Hvidovre ligger lige på den anden side af kommunegrænsen, men har en lang og stolt tradition i dansk fodbold, og det vil ikke være forkert at kalde kampen lørdag for et rigtigt lokal- og københavneropgør.
Hvidovre har vundet Danmarksmesterskabet tre gange og pokalturneringen en gang, og klubben er som B.93 kendt for et meget dygtigt ungdomsarbejde, hvor der produceres talentfulde fodboldspillere på stribe.
Hvidovre rykkede i 2013 op i 1. division fra 2. division øst, men klubben rykkede ned igen på sidste kampdag i juni i år, da klubben tabte til Hobro – et hold, som både B.93 og holdene i superligaen også har kendskab til.
Hvidovre har ikke fået helt den start i 2. division, som klubben havde håbet på, men det er en klub, som altid må regnes blandt de stærkeste i divisionen. Holdet kommer til Østerbro Stadion med to sejre i de seneste to kampe, så formkurven er stigende.
Holdet trænes af den tidligere Brøndby-anfører Per Nielsen, og med på holdet er blandt andre målfarlige Mads Rønne, som spillede i B.93 i efteråret 2013. Han var med i samtlige 19 kampe og scorede fire mål, før han desværre valgte at tage til Hvidovre.
På Østerbro kan vi håbe, at B.93 vil leve op til traditionen om altid at spille bedst mod de gode hold. Forsvaret har i denne sæson fundet en stabilitet, så det kun er blevet til to nederlag i 10 divisionskampe og to pokalkampe. Til gengæld har spillerne ikke været helt skarpe oppe foran mål, så halvdelen af kampene er endt uafgjort.
“Vi har derfor arbejdet meget med at styrke angrebsspillet og afslutningerne“, siger Morten Hostrup, der assisterer cheftræner Giuseppe Favasuli i arbejdet med 1. senior.
“Vi ved, at Hvidovre er et stærkt hold, men vi vil gå ud til kampen for at vinde“.
Til kampen er forsvarsgeneralen Martin Heisterberg tilbage efter at have afsonet karantæne i sidste kamp, og det samme er midtbanespilleren Anders Simonsen.
Trænerteamet glæder sig over, at de mange unge spillere har gjort det godt, når de er trådt til.
“Sebastian Czajkowski har gjort det godt gennem flere kampe. Oliver Drost lavede et flot indhop mod GVI, og i den kamp fik Frederik Bülow en fin debut. Det viser, at de unge står klar“, siger Morten Hostrup.
Der står – som altid – meget på spil på Østerbro Stadion. For Hvidovre gælder det om at få kontakt med toppen. For B.93 gælder det om at komme højere op i rækken.
Kampen mod Frem viste, at der er god underholdning og spænding, når to stærke klubber mødes på det fine gamle stadion, og i B.93 håber vi, at mange vil lægge vejen forbi lørdag eftermiddag og støtte B.93. Hvidovres tilhængere byder vi selvfølgelig også velkommen.
Fanklubben er som altid på plads. Alle medlemmer af B.93 Fanklub kan komme ind for 40 kr. mod fremvisning af gyldigt medlemskort. MobilePay kan benyttes i salgsboderne.
Vel mødt på stadion.