DBU har meddelt, at spillerunden i kvindernes 1. division den kommende weekend er udsat.
Det er fortsat ikke lykkedes at få en afklaring mellem DBU og myndighederne omkring kvindernes 1. division, og der bliver ikke taget stilling til det i denne uge, på grund af mængden af øvrige uafklarede forhold udløst af fredagens pressemøde.
Der er stor tvivl om hvorvidt rækken kommer med i den professionelle idræt ud fra formuleringen i bekendtgørelsen, men DBU skriver i aftenens pressemeddelelse: “Vi kæmper stadig for det, og vil ikke afskrive det endeligt før en afklaring foreligger.”
Det er derfor DBU har besluttet – i første omgang – kun at aflyse den kommende weekends kampe, i håbet om at der ligger en (positiv) afklaring i starten af næste uge.
I den udsendte pressemeddelelse skriver DBU yderligere:
“Det håber vi I har forståelse for. Det er ikke forsvarligt at afvikle kampe uden godkendelse fra myndighederne.
Det er vigtigt at understrege, at klubberne derfor skal følge de nye retningslinjer fra regeringen indtil en eventuel undtagelse foreligger. Det vil sige, at træningspas kun må foregå i grupper af 10 personer.
Vi vender tilbage i næste uge med forhåbentlig positiv nyt om den videre afvikling af Kvindernes 1. division.”
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.