Vælg en side

Redaktionen inviterede den ubestridte leder i kvindeafdelingen, direktør i B.93 Q ApS Lauritz Smed til en tur i “Vinklen”.

 

Dette gav en længere snak (med politiske korrekte mundbind på) i en gang smuk solskin på klubbens terrasse.

Lauritz Smed er tidligere elitespiller i Esbjerg, og har sin fodboldopdragelse derfra. LS har fire børn og bor på Østerbro. Har sit eget firma, Piffany Copenhagen, som han passer ved siden af fodbolden. Her er uddrag af samtalen.

Lauritz Smed

Hvad var det vigtigste, du lærte i dine tidlige år i fodbolden?

– Jeg lærte om grundighed, da jeg spillede fodbold i EfB. Modsat hvad jeg oplevede i folkeskolen, fandt jeg også en positiv voksenkontakt i fodboldklubben. Det betød noget for alt indenfor udvikling – især omkring teknik og grundighed.

– Med andre ord så lærte miljøet i EfB mig meget. Det er også derfor det betyder noget for mig, hvilket miljø vi skaber.

Hvordan kom du til B.93?

– Jeg var tilknyttet FC Nordsjælland i mange år som specifik træner. På et tidspunkt lavede jeg træning i Hillerød, da mine egne døtre var begyndt at spille fodbold der, og det var det eneste center af den slags i Danmark for piger.

– Da Hillerød mistede deres licens, tog jeg tilbage til FCN. Senere kontaktede Ole Ringheim mig for at høre om et samarbejde. Da der er et meget stort spring fra ungdomsfodbold til at komme direkte på 1. senior – især på pigesiden, mener jeg man skal arbejde på at hjælpe de dygtigste U18 piger, så de ikke har så stort et spring til at spille i Gjensidige Ligaen.

– Drengene har U19, U23 og reserveligaen. Pigerne skal også have et miljø, hvor de får tid til at vænne sig til seniorfodbold.

– Vi kiggede rundt på andre klubber, og af dem vi så på var B.93 den bedste mulighed – til trods for, at økonomien også er udfordret her.

Hvor lang tid tager den proces, som spillerne skal lære til træning?

– De skal igennem seks faser – og de skal gentages i forskellige versioner – en fase hver uge. De skal gentages både defensivt og offensivt. Og den skal gentages hver uge.

– Det tager typisk mellem et år og op til 18 måneder, før man er tryg i systemet. Det er derfor det er så vigtigt at vores ungdomsspillere arbejder efter samme træningsprincipper – især omkring spillestilen. På den måde kan de komme længere end de spillere du ser i Gjensidige Ligaen i dag.

Er det et problem at spillere i dag så ofte skifter klub – ikke mindst på seniorplan?

– Jeg ser det ikke som et problem, men som en spændende udfordring. Den spiller der kommer udefra skal jo først lære systemet. På den måde står den spiller der kan systemet faktisk lidt bedre.

– Den der kommer udefra skal godt nok være meget bedre, end den som først skal ind og lære det. Dermed bliver det sværere og sværere at komme ind i miljøet af indlysende grunde.

Hvor står B.93 Q’s 1. senior lige nu rent resultatmæssigt – og indenfor det næste halve års tid?

– Jeg forventer, at vi skal spille kvalifikation til den bedste række, så jeg regner med vi tager en af de første pladser i puljen.

Og tør du tro på at de har udviklet sig så meget, at vi kan komme i landets bedste række?

– Vi er meget trygge med materialet, men det er et meget ungt hold, så det betyder at vi er udfordret på rutinen og fysikken. Vi skal tænke på at forstærke holdet – også miljømæssigt.

– På den måde at de kan forstærke både til kamp og træning. Det som jeg kalder naturlige forstærkninger. Det kan være en, tre eller fire spillere, som kommer med et meget højt niveau. Spillere som typisk kan skubbe holdet op i intensitet og dermed også niveau. Både til træning og kamp – så de spillere vi har kan blive dygtigere.

Du er tydeligvis ambitiøs på holdets vegne, men hvad er dine egne ambitioner?

– Jeg vil gerne gøre mig selv overflødig, og dette så hurtigt som muligt. Derfor et det vigtigt vi får de rigtige typer og mennesker ind, så vi kan skabe den rigtige kultur.

– Den kultur der var – da jeg trådte til i B.93 – var, at de forskellige hold kørte deres eget løb – og ikke altid talte sammen. På den måde var det ikke et akademi, men en fodboldklub.

De mange nye du har taget ind udefra – på træner- og ledersiden – er de bevidst valgt på grund af deres kompetencer?

– Ja, lad mig give dig tre eksempler:

– I vores cheftræner for 1. Kvindesenior Rasmus Good har vi en uhyre dygtig træner. Han har været i FCN og FCK i mange år. Desuden er han dygtig og utrolig flittig. Rasmus er det helt rigtige match for os.

– Hvis vi tager Pelin Bal, så har hun takket nej til at have et Superligahold på herresiden. Hun kommer fra Atlético Madrid og har to kandidatuddannelser i fysiologi. Hun er den person, som har det højeste niveau af dem jeg har arbejdet sammen med.

– Frank Petersen har en A-licens uddannelse som målmandstræner. Dem er der ikke mange af i landet. Det er uset i kvindefodbold, at have så mange dygtige folk samlet.

Hvordan ser du B.93 som klub?

– Det er et rart sted at være. Fedt, at der er tennis, og det er rart det er en samlet klub. Men vi mangler baner. Pigemiljøet arbejder vi med, og det går den rigtige vej. Jeg vil godt nævne, at vi har et virkelig godt forhold til herresenior og deres trænere, især cheftræner Thomas Nørgaard.

Er der noget du gerne til tilføje?

– Det kunne være fedt med et stadion – med gode pladser – på dette dejlige anlæg, slutter Lauritz Smed og begiver sig derefter ud til endnu en træning med holdet.

Bonusinfo

B.93 1. senior for kvinder vandt første opgør hjemme mod Næsby med 2-1 (2-0), og spiller igen lørdag 17. oktober kl. 12.00 ude mod Sundby. Du kan altid finde kampoversigten her.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Patrick “Pato” Glikmann.