Vælg en side

1. Kvindesenior satte sine først point til i sæsonen, da holdet spillede 2-2 ud mod Østerbro IF.

 

Østerbro IF – B.93 2-2 (1-0)

1-0 Julie Kjer Offersen (42′)
2-0 Julie Kjer Offersen (52′)
2-1 Karoline Wietz (55′)
2-2 Malou Woldbye Tholin (selvmål, 87′)

Fælledparken
Cirka 50 tilskuere.

Cheftræner Rasmus Good opsummerer kampen:

Kampen var i et rigtig højt tempo og meget intens fra starten. Det passer Østerbro bedre, de er meget direkte og ligger konsekvent mand-mand på midten, men jeg synes vi løste det godt, når den tekniske kvalitet sidder i skabet. Den tekniske kvalitet og taktiske timing i bevægelserne er afgørende, derudover så tvang Østerbro os til at skulle være meget hurtige i tanke og handling og det at bare flytte sig hurtigt nok.

Vores overgang til gennembrud var jeg ikke tilfreds med. Her bliver vi for direkte, fordi vi konstant kommer fri mod deres bagkæde, som falder hurtigt, men vi forsøger at stikke den dybt hele tiden alligevel. Vi skal blive klogere til at træffe beslutninger af høj kvalitet i højt tempo. Ud fra det synspunkt var kampen perfekt træning for os, fordi der er en masse video, vi virkelig kan bruge til noget.

Vi udfører nogle ting på et meget højt niveau, ting som kan begå sig uden problemer i Kvindeligaen, hvilket jo er det vi hele tiden arbejder frem imod.

Projektet og spillestilen er jo stadig i en spæd start. Vi har kun været sammen i to måneder sådan rigtigt, så jeg synes det er en fin start på tingene og kampen vi spiller i dag, kunne vi på ingen måde udføre i dette tempo for en måneds tid siden.

Når det så er sagt skal vi være bedre til at etablere spillet på modstandernes halvdel. Jeg forstår jo godt vores offensive spillere, når de løber i højt tempo mod deres bagkæde, at de så gerne vil afgøre det der og da, men vi skal have flyttet vores fodboldalder noget mere i de situationer og vide hvornår vi bare trykker dem ned og etablerer holdet højt, og hvornår vi så faktisk kører på.

2-2 er på mange måder et fair resultat. Vi misser ved stillingen 0-0 en 100% chance og et straffespark, hvor de tre min efter udnytter en af vores fejl på midten. Skuffelsen var enormt stor efter kampen, da vi forventer at vinde alle kampe, uden undtagelse, så vi kan på ingen måde stille os tilfredse med dette resultat.

På den anden side viser vi også,  at vi nægter at tabe fodboldkampe. Vi kommer bagud 2-0 og laver så et comeback. Det siger noget om holdets mindset, at selv når tingene ikke fungerer formår vi stadig at få point.

Vi har i de fem ud af syv kampe scoret mindst et mål efter 80 minutter spillet. Det viser også, at vi kan afgøre kampene i de sidste 10 minutter, hvilket er karakteristisk for tophold.

Alt i alt kan vi være meget glade for nogle ting og på ingen måde acceptere andre ting, så meget blandede følelser.

Matematisk har vi nu sikret os førstepladsen, så nu er vi lykkes med den første opgave.

Næste opgave hedder Brøndby i pokalen. Den er vi også meget opsatte på at vinde. Brøndby er store favoritter af åbenlyse grunde, men taktisk og fysisk kan vi løse det, så nu må vi se om kvaliteten rækker til en sejr på dagen. Det håber vi på.

Vel mødt på onsdag 30. september kl. 18.30 på Svanemølleanlægget til dette pokalbrag. Få overblikket over alle 1. Kvindeseniors kampe.

Holdet på banen

Ida Tommerup

Silje Simonsen
Mathilde Foged
Julie Madsen
Sofie Thrige

Josefine Funch
Emilie Langhorn
Frederikke Troldborg (ud 58′)

Sissel Bøje (ud 78′)
Linnéa Borbye
Karoline Wietz (ud 81′)

På bænken

Emilie Schrøder
Kristine Lindgaard (ind 78′)
Nikoline Andresen
Viktoria Einsbor (ind 81′)
Hannah Holgersen (ind 58′)

Kampreferat v) Rasmus Good.
Topfoto v) Christian Midtgaard.