Vælg en side

B.93 spiller som bekendt i 1. division i den kommende sæson med det erklærede mål at rykke op. Vi har præsenteret fem nye spillere, men det er også vigtigt for ledelsen og klubben at sige et stort tak til de spillere, der forlader truppen denne sommer.

 

De nye spillere i truppen er Frederikke Troldborg, Karoline Wietz, Julie Paludan Madsen, Emilie Schrøder og Linnéa Borbye. (Siden er Ida Tommerup og Viktoria Einsbor fulgt efter, webred.)

Herunder siger Rasmus Good pænt farvel til de spillere, der har fundet nye udfordringer. Læs mere om visionerne for 1. Kvindesenior fremover her.

Sofie Bredgaard.

Sofie Bredgaard (født 18. januar 2002) blev rykket op i seniortruppen og skrev kontrakt med klubben, da hun fyldte 17 år. Sofie har gjort utrolig meget godt for klubben og har været en afgørende spiller i den tid hun har været her.

Hun har bidraget med mange mål både i U18 DM og 1. division, hvor hun hver sæson har ligget med i toppen af topscorerlisten.

Sofie har optrådt på U16-U19 landsholdene og er stadig en del af den nuværende U19 landsholdstrup. Sofie er en meget talentfuld spiller, som har haft en stor betydning for klubben.

Hun forhandler nu med Kvindeliga klubber og har interesse fra udlandet og har besluttet sig for at nu er det rigtige tidspunkt at tage skridtet op til højeste niveau.

Vi takker Sofie Bredgaard for hendes store og dedikerede indsats og ønsker hende alt mulig held og lykke med det næste skridt i hendes karriere.

Selma Svendsen.

Selma Svendsen (født 21. juni 2001) er en spiller som har været i klubben i rigtig mange år og er et produkt af klubbens ungdomsafdeling. Et ægte akademiprodukt.

Selma fik sin seniordebut som 17-årig i Kvindeligaen og har været fast mand på holdet siden da. Hun er et stort talent, som klubben er stolte af at kunne sende videre til noget større. Hun har ligeledes besluttet at tidspunktet er rigtigt for at afprøve sit talent i Kvindeligaen.

Selma har også været fast inde omkring de forskellige U-landshold og senest U19-landsholdet. Selma var den spiller som spillede mest i 1. division og var en vigtig del af den meget succesfulde sæson i divisionen.

Vi ønsker Selma rigtig meget held og lykke med hendes næste skridt i karrieren og takker hende for hendes store indsats i klubben.

Anna Mogensen.

Anna Mogensen (født 15. juli 1999). Anna Mogensen har været i klubben siden vinter i forsøget på at hjælpe klubben op i Kvindeligaen.

Hun er en spiller som er dygtig i sine defensive aktioner og særdeles god i hovedspillet, hvor hun konstant er en trussel på hjørnespark.

Anna valgte ved trænerskiftet, at den nye tilgang ikke var noget for hende.

Anna valgte derfor at søge efter en ny klub.

Anna Tørslev.

Anna Tørsløv (født 28. juli 1998) er ligesom Selma et akademiprodukt, som har været i klubben i mange år.

Anna har været med siden klubben lå i serie 1, har hjulpet dem op i Kvindeligaen og var med i sæsonen klubben havde på højeste nationale niveau.

Anna er en meget energisk spiller, som har et kæmpe løbepensum og evner at arbejde i højt tempo både offensivt og defensivt.

Da oprykningen glippede og det handlede om forberedelse til den nye sæson, valgte hun at stoppe for at forberede sig på sin tilbagevenden til collegefodbold i USA.

Rosa Horskjær.

Rosa Horskjær (født 28. november 2001) har udviklet sig rigtig meget, specielt i Kvalifikationsligaen, hvor hendes performance har været rigtig god.

Det gjorde at hun blev så interessant at HB Køge tilbød hende kontrakt, hvilket jo er en stor mulighed for hende. Det valgte hun at takke ja til.

Det er på mange måder også en rigtig god nyhed for de næste i rækken i klubben, at der er flere spillere som kan tjene penge på at spille fodbold. Det avler mere interesse for B.93 spillerne og det gør at akademispillerne ligeledes kan se, at det er et rigtig godt springbræt til noget større.

Forhåbentlig kan vi snart selv skrive kontrakt med vores spillere, så vi også kan få penge retur, for de investeringer vi gør i vores egne spillere og kunne give endnu bedre muligheder til de næste i rækken.

Rosa besidder potentialet til at blive noget specielt, hun er skræddersyet til vores spillestil som 10’er. Vi ønsker hende alt mulig held og lykke i Kvindeligaen næste sæson.

Nana Boysen.

Nana Boysen (født 17. februar 2000) er en af de erfarne spillere som har prøvet rigtig meget, altid rolig på bolden og en rigtig holdspiller.

Hun har været rigtig god for omklædningsrummet og har været en stille leder i omklædningsrummet og på banen.

Hun sætter altid holdet før sig selv og er altid klar til at gøre hvad der kræves.

Nana havde svært ved at få spilleminutter i den sidste del af sæsonen og har valgt at tage en pause fra fodbold og fokusere på sin uddannelse som fysioterapeut.

Agnes Høybye.

Agnes Høybye (født 13, marts 2000) har været i klubben siden vinter, men har ikke formået at tilkæmpe sig en plads i truppen og vi har derfor valgt at sige farvel til hende.

Agnes er en dygtig angriber. Hurtig, god i feltet og har forudsætningerne for at blive en god spiller, hvis talentet bliver forvaltet rigtigt.

Vi ønsker alle spillere held og lykke med deres fremtid.

De har på hver deres måde været med til at få gøre klubben til det den er i dag og de muligheder vi har i fremtiden, så vi takker dem rigtig mange gange for det de har gjort for klubben.

Julia Welin.

Julia Welin (født 6. august 2000). Vi er kede af at skulle sige farvel til Julia.

Hun er en rigtig spændende spiller, som har gjort sig på diverse U-landshold i Sverige, senest U19 landsholdet.

Vi tror på at Julia nok skal finde en rigtig god klub enten i Sverige eller her i Danmark, fordi hun er en dygtig spiller.

Silke Bonnén (født 9. august 1999) er endnu et akademiprodukt, som vi er glade for at kunne sende videre til noget større.

Silke Bonnén.

Hun får nu muligheden for at vise sig frem i Brøndby IF i Kvindeligaen og Champions League. Det er en rigtig stor mulighed for hende. Hun har allerede vist tidligere at hun kan begå sig på Kvindeliga niveau.

Det er et stort skulderklap til alle dem som har berørt hendes udvikling i klubben og vi håber på at hun slår igennem.

Læs præsentationen af Silke her, webred.

Keeper Josephine Madsen har valgt at skifte til HB Køge med øjeblikkelig virkning.

Josephine Madsen.

Vi ønsker Josephine rigtig meget held og lykke sit valg af HB Køge og Kvindeligaen.

Ligeledes er Rebecca Ravn-Haren stoppet på holdet i sommeren 2020.

 

Udtalelser fra Rasmus Good.
Topfoto og portrætfotos af Tage Majland.