Vi har bedt klubbens nye cheftræner for 1. Kvindesenior sætte nogle ord på sin rolle og på den kommende opbygning af 1. Kvindesenior.
Velkommen til Rasmus. Fortæl os lidt om dig selv og hvordan du ser frem til din trænerrolle i B.93?
– Jeg er utrolig glad og stolt over at få ansvaret som cheftræner for 1. Kvindesenior, men det var også meget uventet.
– Jeg var for tre måneder siden helt afklaret med at jeg skulle arbejde videre i FCK. Jeg var rigtig godt på vej derinde og havde det super godt, men da Lauritz Smed ringer til mig og spørger om jeg vil være cheftræner i dette projekt kunne jeg ikke afvise det.
– Jeg kender Lauritz rigtig godt fra tidligere, så havde det været en anden som havde ringet, havde jeg nok ikke sagt ja, fordi jeg havde det rigtig godt i FCK.
– Jeg fik muligheden for at arbejde i et team med Pelin Bal (fysisk træner) og Frank Petersen (målmandstræner), som er to kæmpe kapaciteter, så det var med til at gøre det hele til en no brainer.
Fortæl gerne lidt mere om dit kendskab til Pelin og Frank?
– Pelin Bal er en af de bedste fysiske trænere jeg har oplevet. Hendes faglighed er enorm og hendes forståelse for den kvindelige fysiologi og individuelt tilpasset styrketræning er et kæmpe aktiv for klubben, der får klubben et kæmpe løft.
– Hun har en mastergrad i kvindelig fysiologi og styrketræning, som pigerne kommer til at nyde rigtig godt af. Vi er jo som fodboldnation langt bagud på den fysiske udvikling af spillerne i en international kontekst, så det er ikke underligt at vores U-landshold og Champions League hold møder muren, når de møder de bedre nationer. Det er her DBU selv mener det halter mest og det vil vi jo prøve at gøre noget ved.
– Vores vision er jo at skabe et af Europas bedste fodboldakademier for piger og kvindefodbold og for at gøre det, skal vi have løftet meget der.
– Pelin er startsskuddet og et godt et af slagsen. FCN’s Superliga hold tilbød hende at blive tilknyttet, men hun ville ikke give slip på pige/kvindesiden, hvilket vi nu får glæde af.
– Med Pelin håber vi også på internt at få skabt en uddannelse for fysiske trænere, som i første omgang kommer til at være praktikanter eller studerende, så vi kan løfte uddannelsen hele vejen ned. Hun er meget tæt på pigerne og dedikerer sit liv til pigerne, så længe de arbejder seriøst og viser hende, at de vil udvikle sig.
– Målmandstræner Frank Petersen har også et rigtig godt navn på landsplan på tværs af herre/drenge og pige/kvinde fodbolden og har en stor spilforståelse, så der er en ekstra dimension. Han er ikke kun målmandstræner i den klassiske forstand, men har stor forståelse og know-how indenfor den tidlige opbygning, hvordan vi forsvarer feltet og standardsituationer på holdplan, så han er lidt en 2.0 målmandstræner, som er fuldt integreret i træningsplanlægning og afvikling
– Lige nu er han også i en stilling som talentchef i klubben, men her prøver vi at finde en som kan overtage det job, så han kan gøre det han er bedst til. Nemlig at uddanne målvogtere.
– Under ham bliver de skræddersyet til spillestilen og han får ansvaret får alle målmænd og målmandstrænere i klubben. Her skal vi ligeledes lave en intern uddannelse, så vi selv uddanner og opfostrer målmandstrænere, som er på et så højt niveau som muligt.
– Han er meget tilfreds med den kvalitet der er på målmændene, fra senior og ned igennem akademiet, så her har vi et rigtig stærkt fundament.
Og så kender du Lauritz Smed fra tidligere. Fortæl os gerne lidt om hvordan du ser dit og Lauritz’ samarbejde?
– Ydermere så er Lauritz Smed, som nu er direktør for kvindeafdelingen, en del af teamet som specifiktræner og individuel træner, hvilket giver os nogle ekstra kompetencer og muligheder for at arbejde i dybden med den enkelte.
– Det er en dimension som kommer til at give spillerne den ekstra opmærksomhed, som man ikke kan få normalt, når man står i et klassisk trænerteam med en cheftræner og assistent.
Hvad er næste skridt i opbygningen af teamet, akademiet og holdet?
– Nu mangler vi bare at få skrevet under med en assistenttræner og få en fysioterapeut på plads, så har spillerne et stort team omkring sig, som kommer til at give alt omkring dem et løft. Vi tror på at arbejde i teams, mere end at der er én som står og styrer alt.
– Planen med B.93 i fremtiden er jo at spillestil, træningsmetodik, taktisk, fysisk og målmands-periodisering strømlines fra førstehold og ned igennem akademiet, så akademiet har en naturlig vej til førsteholdet. Det skal være hele fundamentet for førsteholdet og den letteste vej til førsteholdet.
– Vores ambition er at kunne opfylde nogle drømme hos spillerne, i form af at det skal være muligt for dem at blive så dygtige at de er for gode til at være her en dag, fordi der kommer henvendelser på dem fra større klubber og her snakker jeg ikke FC Nordsjælland, Brøndby eller Fortuna Hjørring, men jeg snakker udenfor landets grænser og hvor de kan leve af fodbold.
– Vores akademi skal kunne spille med de bedste i verden, så vi søger ikke inspiration hos de danske akademier, men vi kigger derimod mod de bedste europæiske akademier. Ligesom på spillersiden, så vil vi også rekruttere vores trænere indefra og skabe en naturlig vej for dem til førsteholdet, så lige nu planlægger vi også, hvem som skal kunne overtage for mig, når min tid er slut.
– Vi laver en intern uddannelse for trænerne, hvor vi sikrer at de står bedst muligt stillet på faglighed, planlægning, kommunikation, coaching, formidling og hvad der ellers hører til trænerjobbet.
– Vi vil naturligvis også være Kvindeliga klub og kunne konkurrere med de bedste hver dag. Hver eneste dag handler for os om at blive bedre spillemæssigt, at vinde den næste kamp, at udvikle spillerne endnu mere og give spillerne endnu bedre muligheder for at opnå deres drøm.
– Det er det vi arbejder for hver dag, og så har jeg rent personligt også en drøm om en dag at kunne vinde noget med 11 spillere af egen avl i startopstillingen. Det er den helt store drøm i denne klub. Vi vil ikke være afhængige af at skulle hente spillere. Vi vil hellere udvikle dem selv.
Hvad er jeres tilgang til rekruttering af trænere?
– På trænersiden bruger vi meget tid på at finde de helt rigtige. Vi er ikke interesseret i lappeløsninger eller mennesker som vi ikke har en god følelse af. Man skal være fuldstændig dedikeret til projektet og det er svært at arbejde på den måde vi vil, fordi det kræver meget mere end det gør i en normal cheftræner-assistenttræner struktur.
– Her arbejder vi meget mere i teams, hvor hvis man er på træningsbanen oplever teamet være meget på og meget kompetente indenfor den spillestil og træningsmetodik vi arbejder med. Disse trænere er meget specielle og svære at finde, hvilket også er grunden til at vi ikke har alle på plads endnu, så vil vi hellere vente på den rigtige.
– Vi har ansat Bo Hillmann på U18, som vi sender afsted på A-uddannelsen til januar. Bo er rigtig dygtig til at arbejde med den enkelte spiller og til hele tiden at få spillerne til at rykke sig individuelt.
– Cheftræneren på U18 har vi også lige fået i hus, men den pågældende har stadig forpligtelser i trænerens nuværende klub, så derfor kan vi ikke offentligøre i skrivende stund. Den træner vi har fundet her er rigtig dygtig på det holdtaktiske plan og mandskabspleje, så de to vil komplimentere hinanden godt i hverdagen.
(Opdatering 8. juli 2020: Henriette Salling Dahl er præsenteret som den nye U18 DM Piger cheftræner. Mød Henriette her, webred.).
– På U16 Piger holdet har vi Anders Bossen, som har været i klubben i mange år og som er rigtig dygtig til at arbejde med spillerne i øjenhøjde samt stille krav. Han er meget lærevillig og han skal afsted på A-uddannelsen til januar hvis han bliver optaget, som vi er overbeviste om at han vil. Vi mangler at finde den rigtige at sætte ind ved siden af ham. Når vi finder vedkommende her, bliver det et rigtig stærkt team.
– På U14 har vi Patrick Glickmann og Melik Güngor. Pato er også et velkendt ansigt i klubben, som er ambitiøs og vil dette projekt rigtig meget og vil pigerne rigtig meget. Han er en rigtig god kapacitet at få ind, som suger viden til sig. Det bliver også et rigtig godt match.
– På U13 har vi Rowshan Fatahi og Christina Alstrup som vi også ser et rigtig godt potentiale i, som skal være med til at danne bro imellem de yngste og mellemtrinnet.
– Alle disse trænere bliver en del af vores interne træneruddannelse, som skal sikre at de har fagligheden til hele tiden at skubbe overliggeren. Vi vil helst rekruttere indefra, fordi det som sagt kræver rigtig meget at arbejde på denne måde. Vi har læreplaner på hver årgang, trænerne arbejder i 6-ugers periodiseringer, hvor vi sikrer at spillerne kommer igennem alt det de skal på de pågældende årgange og står bedst muligt rustet til at komme på seniorholdet, hvilket er dét det handler om.
Hvad er nøgleindstatsområderne?
– Det vigtigste for os er at spillerne får en fantastisk fodbolduddannelse, der skal være en vindermentalitet, da dette er en konkurrencesport, men disse ting går hånd i hånd. Udviklingen er absolut vigtigst, så ved vi af erfaring fra topakademierne at resultaterne følger naturligt. Det er kun vores seniorhold som skal vinde hver weekend.
– Akademiets spillere skal uddannes til kunne vinde hver gang som seniorspiller, så derfor har vi ikke et resultatfokus fra U18 og ned. Dette bliver nok det sværeste for forældrene at forstå, men sådan er det alle steder.
Fortæl os lidt om udfordringerne og mulighederne, som du ser dem?
– Lige nu river vi ting op med rødderne og ændrer drastisk på tilgange og kultur, hvilket vi ved historisk kommer til at møde rigtig stor modstand nogle steder fra, fordi folk bliver nervøse over det ukendte eller om de kan forene sig med det nye akademi, så vi ved vi tager rigtig mange interne kampe nu. Det giver naturligvis en masse udfordringer, hvilket er helt naturligt og forståeligt, men alt skal ses i en større kontekst.
– Vi har en masse erfaring med os fra de to, ifølge DBU, bedste talentudviklingsmiljøer i landet i FCN og FCK, som leverer internationalt snit dagligt i deres arbejde, så vi ved hvad vi laver og også præcis hvor vi vil hen med det vi gør, men man skal også huske på at det har taget de to klubber rigtig mange år at opbygge, så vi ved også at det kræver mange års hårdt arbejde.
– B.93 har fantastiske forudsætninger for at indtage en dominerende position i dansk kvindefodbold, grundet den kritiske masse i København som by. Vi er også den eneste repræsentant fra København i U18 DM og hvis vi rykker op, så også i Kvindeligaen. Det giver også rigtig mange kommercielle muligheder for klubben at ligge midt i København.
– Så da vi gik ind i denne klub for lidt over en måned siden, så gjorde vi det med en drøm om at gøre det til Danmarks lokomotiv indenfor kvindefodbold med et akademi på internationalt niveau. Det er dét vi står op og arbejder for hver eneste dag.
– Så forhåbentlig får I et mere professionelt B.93 at se i fremtiden, ikke økonomisk fra dag 1, men det kommer selvfølgelig også til at følge med. Men hele set-uppet omkring spillerne og måden vi arbejder på i hverdagen skal gerne afspejle det tydeligt.
– Vi vil jo også meget gerne nå dertil hvor vi kan give spillerne kontrakter. Det kan vi ikke endnu, men det er noget vi arbejder meget hårdt på, både for at give dem et skulderklap og vise at vi tror på dem. Men også sådan så der ikke er så stor udskiftning i truppen hver sæson, så der i bund og grund er arbejdsro. Kan vi begynde at sælge spillere, kan vi også investere det i at lave flere og bedre spillere i fremtiden.
– Jeg er meget tilfreds med seniortruppen. Der er et stort uforløst potentiale i denne, meget unge spillertrup. Det er vores opgave at se om vi kan få forløst det potentiale, fordi så kan der meget hurtigt være nogle spillere som bliver for gode til at være her og forhåbentlig også kan komme til at leve af fodbold. Den drøm vil vi som nævnt gerne hjælpe med at realisere.
Hvad er de næste skridt i den nære fremtid? Og hvem er de nye spillere?
– Lige nu handler det for os om at lære dem rigtig godt at kende hver især og navigere bedst muligt i de forskellige læringsstile, så vi kan ramme den enkeltes læringsstil bedst muligt, fordi der er ingen tvivl om at de skal vænne sig til et langt større informationsload, end hvad de har oplevet tidligere, men det er kloge spillere, læringsparate spillere, så det er jeg ikke i tvivl om at de nok skal vænne sig til. De har en god fodbolduddannelse bag sig og nu får den lige en tand eller to mere.
– Indtil videre er Emilie Schrøder, Linnéa Borbye og Julie Madsen alle sammen kommet ind fra FCN og så kommer Karoline Wietz ligeledes fra FCN til den nye sæson. Vi har ligeledes forfremmet Frederikke Troldborg fra vores eget U18 hold, som ser rigtig spændende ud. Hende kan I godt glæde jer til at se.
– Hen over pausen må vi se hvad der sker og hvad der er behov for, fordi det er en rigtig god trup som står her nu, med et stort potentiale. I skrivende stund er der ikke behov for at hente ind, men som det altid er i fodbold, så kan det være at der viser sig nye muligheder alligevel.
– Vi sluttede rigtig godt af i sidste kamp mod Vildbjerg SF, hvor man kunne se lidt af det vi gerne vil levere i den nye sæson. Vi vil gerne være meget kontrollerende, have bolden mest muligt, så vi kan blive ved med at angribe. Vi vil gerne have at folk som ser kampene nyder det, føler sig underholdt og får lyst til at komme igen.
Tusind tak for din tid, Rasmus. Det bliver meget spændende at følge de kommende år. Vi ses på banerne …
Topfoto: Johan Neve.