Vælg en side

B.93’s kvinder fik 1-1 hjemme mod Herlufsholm og har i 11 kampe i 1. division vundet 9 kampe og spillet 2 uafgjort.

 

B.93 skulle søndag bygge videre på onsdagens pokalkamp mod Brøndby IF, hvor resultatet ikke overraskende blev et 0-4-nederlag, men hvor de unge B.93’ere spillede rigtig flot mod topholdet fra kvindeligaen.

I hjemmekampen mod Herlufsholm havde B.93 imidlertid svært ved at få spillet til at fungere. Herlufsholm pressede højt, var meget fysiske og pumpede lange, høje bolde afsted, der fik ekstra fart af den hårde vind.

Herlufsholms taktik var at spille på omstillinger, og gæsterne havde et par store chancer i begyndelsen af kampen. B.93 kom også en del gange til baglinjen og sendte bolden ind foran mål, men der manglede B.93’ere til at sparke bolden ind.

Efter 23 minutter gik det galt med opdækningen i B.93-forsvaret, og Herlufsholms Feline Tokman kunne fra kanten af feltet sende et langskud over B.93-keeper Josephine Madsen og op i de fjerneste hjørne til 0-1.

B.93 blev ved med at skabe halve chancer uden at blive helt farlige. Spillet fungerede dog godt, når bolden blev kørt rundt på kanten af Herlufsholms felt.

Dette gode spil ledte også til det smukke reducerende mål efter 42 minutter. Her spillede Rebecca Ravn-Haren til Rosa Elisabeth Horskjær, der et par meter fra feltet bragede et langskud helt op i krogen til 1-1.

I 2. halvleg fortsatte B.93 med at spille klogt – men havde for mange tekniske fejl til at få ideerne til at lykkes. Når det lykkedes at spille igennem Herlufsholm-forsvaret, var B.93’erne ikke direkte nok. Benene leverede denne dag ikke den indsats, der skal til.

Det blev til en del B.93-chancer i 2. halvleg, også da topscorer Nicole Loren Robertson blev sat ind de sidste 20 minutter. Hun startede på bænken efter at have været syg i midtugen og ikke spillede pokalkamp.

Kampen endte 1-1, og B.93 var tilfredse med ikke at tabe på en dag, hvor spillet ikke kom op på det niveau, som holdet formår.

Herlufsholm er det eneste hold i 1. division, der har taget point fra B.93. Det blev 3-3 i holdenes første møde, og de 9 øvrige turneringskampe har B.93 vundet.

B.93 er dermed sikret at ende på førstepladsen i 1. division, selv om der er tre kampe tilbage.

B.93’s kommende kampe er de næste to lørdage på udebane mod Næsby og Sundby. Begge hold kæmper om den anden oprykningsplads.

B.93 slutter sæsonen hjemme mod FC Damsø lørdag den 16. november kl. 13.00.

Af Tage Majland
Foto Tage Majland