Når sæsonen starter efter sommer bliver det uden Nicolai Olsen, som har meddelt klubben han søger nye udfordringer.
Nicolai “Pukki” Olsen fik sin debut i efteråret 2014 (i en pokalkamp mod Jægersborg som B.93 vandt 3-0), og har siden rundet de 100 kampe for klubben. Han gjorde sig nok mest berømt, da han scorede efter 6,6 sekunder mod Brabrand 13. maj 2017 og satte dermed rekord for hurtigste mål scoret i dansk divisionsfodbold. Han scorede for øvrigt begge B.93’s mål i kampen, som vi vandt med 2-1.
11. december 2017 blev han ugens profil i “93’eren” serien og her udtalte han at han var i B.93 “fordi det er en rigtig god udviklingsklub og en klub med gode værdier. Det er en klub der tør at give chancen til helt unge spillere, som jeg har været glad for at få”.
Nu har Nicolai ønsket at forsøge lykken på et højere niveau, og det ønsker B.93 ham alt muligt held og lykke med. Vi har været glade for ham i klubben.
Vi fik et par udtalelser omkring profilens farvel – dette fra cheftræner Danny Jung og sportsdirektør Patrick Mtiliga.
Danny Jung udtaler
– Da jeg tiltrådte, bemærkede med det samme Nicolais kvaliteter på banen i form af et dejligt drev med bolden samt et fint aggressivt pres. Når man så derudover har evne til at score mål, er det jo kun endnu bedre.
– Så Nico har været en fast del af holdet i min tid. Han har været en god mand for klubben i mange år, og trænger nu til at prøve sig selv af på en lidt højere hylde. Det vil vi naturligvis ikke stå i vejen for.
– Vi står foran en ny sæson, og der vil utvivlsomt blive skiftet på et par positioner – primært offensivt. Når nogle forlader holdet, er der andre som får mulighed for at shine. Nye relationer kan bygges og måske udvikle sig stærkere end de gamle.
– Vi kommer i hvert fald til at savne Nicolai, men han ved at han altid er velkommen igen, hvis det passer på et tidspunkt.
Patrick Mtiliga udtaler
– Nicolai er en meget opportunistisk spiller med individuelle kvaliteter og har igennem en længere periode bevist, at han kan score mål. Vi har haft et rigtig godt forløb med Nicolai, hvor vi over længere tid har været i dialog omkring hans fremtid.
– Nicolai har været meget ærlig og sagt at han gerne vil prøve sig af på et højere niveau. Han har optrådt meget professionelt i sin sidste periode for B.93. Det har vi stor respekt for. Vi ønsker, at Nicolai får succes med sin karriere fremadrettet og ser frem til at følge ham i fremtiden.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.