Vælg en side

B.93 tabte den anden kamp i sæsonen 2-1 ude til Slagelse. Emil Dyre scorede for Østerbro mandskabet kort før tid.

 

Slagelse – B.93 2-1 (2-0)

1-0 Patrick Andersen (7′)
2-0 Christoffer Thrane (35′)
2-1 Emil Dyre Nielsen (straffe, 82′)

Slagelse Stadion
577 tilskuere.

På en kølig martsdag havde de, på dagen helt hvidklædte ‘93’ere, taget turen til Slagelse for at spille mod de lokale helte.
Igen et stærkt fremmøde af B.93 Fanklub, hvorfor cirka 50 mand havde taget turen til Sydsjælland. Imponerende, vejret og afstanden taget i betragtning. De kvitterede med totalt at overdøve resten af de tilstedeværende 500 pax.

Opskriften på sejr lød tilsyneladende på masser af spil over fløjene, især på højrekanten og et højt pres af vores bagkæde for at aftvinge et hurtigt mål.

Det kom også, men desværre i den forkerte ende. På baggrund af det høje pres fik vi 3-4 hjørnespark indenfor de første 6 minutter, og så fik Slagelse lejlighed til en kontra. Slagelses Patrick Andersen rammer lige netop en tværbold nok til at den triller udenfor Conrados næver, 1-0.

Efter målet etablerede vi et konstant pres ned mod Slagelses mål, og fik en del halve chancer, hvor især Sebastian Koch på højrekanten var meget aktiv. Lidt tvivlsomme offsides blev det også til, og det er tydeligt at han har noget fart og især noget aggressivitet i sit spil.

23’ minut, kæmpe chance efter flot sammenspil mellem Matthias Andersen og Lauge Persson op gennem Slagelses midt. På dette tidspunkt stod Lauge meget stærkt i billedet med mange boldfordelinger, han tilbød sig godt og var meget arbejdsom.

35’ minut, efter lidt stilstand midtvejs i halvlegen får et tilsyneladende uskyldigt indkast på vores banehalvdel efter lidt pingpong lov til at dumpe ned i vores målfelt inden Christoffer Thrane sætter en knyst på og scorer, 2-0. Helt unødvendigt, synes det, og et udtryk for at enkelte til tider i for høj grad ‘ser’ fodbold istedet for at ‘spille’ fodbold.

Vi var klart boldbesiddende, mens Slagelse tydeligvis lukrerede på det hurtige kontraspil.

Efter en meget blød start på 2. halvleg, fik vi en kontra i det 50. minut ført frem af Nicolai Olsen, som spillede Sebastian Koch fri midt for mål. Koch fik sendt en hård afslutning afsted, som keeperen måtte bokse til hjørne.

For at få lidt mere punch foretog trænerteamet en trippeludskiftning i det 58. minut: Haitam Hajjami, Emil Dyre og Leo Montano kom ind for Nicolai Olsen, Sebastian Koch og Quincy Antipas, hvilket umiddelbart gav lidt mere punch i angrebet. Lidt mere pres, lidt mere fysik af den simple grund, at Leo og Haitam fylder mere i landskabet oppe foran.

Den gode energi ebbede langsomt ud i takt med fejlafleveringer og uprovokerede fejl blev større, men vi holdt dog et vist pres på Slagelse. I det 82′ minut blev der dømt straffe til B.93 efter et indlæg (tilsyneladende hånd på bolden), og Emil Dyre satte den knastørt ved højre stolpe med sit gode spark, 2-1.

Således opildnet, fik vi i endnu højere grad holdt et pres fra hele midtbanen og angrebet, og i de døende minutter fik Haitam Hajjami vristet sig fri og afsluttet kompetent hårdt presset af to forsvarere, men afslutningen sneg sig nogle centimeter forbi på den forkerte side. I anden halvleg var det vores mest nærgående forsøg, og det bliver interessant at se hvad Haitam kan byde på med lidt bedre kampform og forståelse for medspillerne.

Det slutter 2-1, med overvægt i boldbesiddelse, men alt for lidt slutprodukt. Set over hele kampen får vi ikke nok ud af anstrengelserne i det opbyggende spil, og der bliver stadig lavet kritiske personlige fejl.

Når vi rammer øjeblikket og spiller ‘vores’ spil kan vi pille de fleste modstandere fra hinanden med hurtigt og effektivt pasningsspil, men de fleste gange løber det ud i sandet, og det giver stadig ikke points at spille pænest.

Resultatet efterlader os tættere på bunden i en historisk kompetitiv række, hvor alle kan slå alle. Kun Marienlyst ser ud til at være et niveau under, men det betyder samtidigt at en enkelt sejr eller nederlag kan rykke kraftigt i stillingen. Det ser svært ud, men “It ain’t over ‘till the fat lady sings the blues.

Lad os holde hovederne højt og kæmpe videre.

Dagens spiller: Kaptajn Stokke

Holdet på banen

Conrado da Costa Januario

Adam Emme
Christian Stokholm (anf.)
Morten Hegaard
Mathias Andersen

Mikkel Mouritz
Lauge Persson
Jeppe Erenberg
Sebastian Koch (ud 58’)

Quincy Antipas (ud 58’)
Nicolai Olsen (ud 58’)

På bænken

Victor Michaelsen
Emil Dyre Nielsen (ind 58’)
Leonel Montano (ind 58’)
Haitam Hajjami (ind 58’)
Philip Rejnhold
Godwin McKay

Skrevet af Valdemar Jensen.
Foto fra B.93 arkiv.