Vælg en side

Hvis du i et flygtigt øjeblik skulle have glemt, vi er på hjemmebane i pokalkampen på onsdag, så sørger vi her med hof-historiker Palle “Banks” ord for, at du kan føle dig endnu mere hjemme som B.93’er. I virkeligheden emmer Parkens historie jo langt mere af B.93 end af FC København …

Historien om B.93’s hjemmebane i Københavns Idrætspark

Idrætsparken blev indviet i 1911. Indtil da havde B.93 spillet sine hjemmekampe på Fælledparken og fra 1901 på klubbens nye anlæg på P. H. Lings Allé. Frem til 1954 havde B.93 Idrætsparken som fast hjemmebane.

Københavns Idrætspark som den så ud i de første par år efter indvielsen i 1911, hvor tilskuerkapaciteten var 10.000 (heraf 700 siddende). Der er endnu ikke bygget en endetribune (Hockeybanen), så der er frit udsyn til Idrætshuset. Til venstre skimtes Tennishallen.

Efter nedrykningen til 2. division i 1954 spillede B.93 sine hjemmekampe på Østerbro Stadion. De følgende fire sæsoner blev en del hjemmekampe henlagt til Vanløse Idrætspark efter spillernes ønske. Banen i Vanløse var både bedre og hyggeligere.

B.93 – Juventus 1-2, 16. juni 1953. Jubilæumskamp med 41.800 tilskuere i en total udsolgt Idrætsparken. Målmanden Per Henriksen (udlånt fra FREM) og Knud Petersen må overgive sig.

Efter oprykningen til 1. division i 1958 (dramaet i Næstved) vendte B.93 på ny tilbage til Idrætsparken. De følgende 20 år spillede B.93 sine hjemmekampe lidt på skift i Idrætsparken, i Vanløse Idrætspark og på Østerbro Stadion.

Fra kampen B.93-Køge 2-3 i Idrætsparken. 27. september 1953. Hele 19.400 tilskuere overværede kampen. Køge scorer et af sine tre mål. Fra B.93 ses Knud Petersen (nr. 3), målmanden Ove Bock og Poul Andersen. I returkampen var der 13.000 tilskuere i Køge, som sikrede sig DM, medens B.93 rykkede ud for første gang i historien.

Fra 1983 havde B.93 fast hjemmebane på Østerbro Stadion, bortset fra sæsonen 2008/09 hvor man spillede alle hjemmekampe i Valby Idrætspark pga. renoveringen af Østerbro Idrætspark.

I 1990 blev det vedtaget, at Idrætsparken skulle gennemgå en større ombygning, som bl.a. medførte, at banen skulle vendes. Det havde stor betydning for B.93, idet klubben mistede sine to fodboldbaner, som i projektet skulle benyttes som parkeringspladser (ind mod Brumleby). Den sidste landskamp i Idrætsparken var kampen mod Jugoslavien (0-2) spillet den 14. november 1990. Den første landskamp efter ombygningen var EM-revanchen mod Tyskland (1-2), der blev spillet 9. september 1992. Samtidig skiftede Idrætsparken navn til Parken.

Ombygningen betød, at B.93 måtte flytte domicil fra Stadionbygningen til Svanemølleanlægget, som blev indviet i december 1994. I stedet for to fodboldbaner kunne B.93 nu råde over fem baner.

Kun en gang har B.93 spillet i Parken. Det var 25. april 1999, hvor B.93 havde udebane mod FCK i Superligaen, hvor B.93 spillede i sæsonen 1998/99. De tre kampe i Superligaen mod FCK:

Østerbro Stadion, 23. august 1998
B.93 vs. FCK 0-0
3.775 tilskuere)

Østerbro Stadion, 8. november 1998
B.93 vs. FCK 1-2
2.796 tilskuere
B.93 målscorer: Lasse Sigdal

Parken, 25. april 1999
FCK vs. B.93 1-0
10.641 tilskuere

Derudover har B.93 spillet en pokalkamp mod FCK på Østerbro Stadion 29. oktober 1997, hvor kampen endte 0-2 i overværelse af 2.600 tilskuere. Og nu venter en pokalkamp mere. Vel mødt.

Se flere vidunderlige historiske billeder fra Idrætsparken

Brug lige ti minutter på at bladre disse fremragende historiesider igennem, så du er klædt på til kampen i Telia Parken … – lad os bare kalde den Idrætsparken på onsdag. Vi har jo trods alt hjemmebane.

Se historiske kampbilleder fra Idrætsparken.
Læs om og se billeder af B.93’s klubhuse og anlæg gennem historien.
Historien om Østerbro Stadion.