Vælg en side

Trænerteamet på 1. Kvindesenior har rykket Jazmin Issa Schultz-Petersen fra U18 op i førsteholdstruppen permanent.

Cheftræner Rasmus Good fortæller

– Jaz blev skadet sidste år og var ude næsten hele året, som gjorde det svært at se hende i hendes sidste U18 år, hvilket var det første år, hvor vi som trænerstab var i klubben. Vi havde hørt utrolig meget godt og havde også set hende spille enkelte kampe for U18 holdet.

– Hun er vel den i klubben som alle, i akademi staben og ledelsen, virkelig håbede ville lykkes med at tage skridtet op til førsteholdet, fordi Jaz er B.93’er helt ind til benet.

– Hun er en kulturbærer og har oplevet B.93 fra sine værste og bedste sider, men har altid været der for klubben og gjort mere for klubben end man kan forvente af en spiller, især udenfor banen er hun et pragteksemplar på et menneske som B.93 kan være stolte af at have i klubben.

– På banen har hun også en meget professionel mentalitet, hun går forrest ved eksempel på så mange ting.

– Vi har haft hende oppe i et prøveforløb siden sommer, kan man vel godt kalde det, hvor vi aftalte med hende at hun trænede med os frem til januar, så begge parter kunne se hinanden an og hvis hun på kvalitet fortjente det, så spillede hun naturligvis også kampe.

– Hun fik debut allerede i første divisionskamp imod Næsby og nu hen imod slutningen er det også blevet til flere startpladser, så der var ikke brug for at evaluere noget særligt.

– Hun er en meget intelligent angriber, hun har sidste fod på utrolig mange chancer og hun har fortjent at blive noteret for langt flere mål end hun står noteret for. Der skal meget lidt til, så er hun kampafgørende for os, især i 1. Divisionen.

– Hun lærer meget hurtigt. Julie Madsen og Emilie Langhorn er vel de to spillere jeg har arbejdet med som har udviklet sig hurtigst på kortest tid, men Jaz er absolut også i den kategori.

– Lige pludselig så får hun de sidste brikker på plads i sin udvikling og så tror jeg hun kommer til at score rigtig mange mål for os. Hun er en rigtig boksangriber som også defensivt arbejder utrolig hårdt og vi er meget stolte af at hun, ligesom så mange andre fra akademiet det seneste halvandet år, nu er en permanent del af truppen.

Jazmin Issa Schultz-Petersen udtaler

– Det er rigtig fedt at jeg endelig kan kalde mig senior spiller. Jeg har spillet i klubben i mange år nu, så det er rigtig fedt at kunne få nogle nye udfordringer og spille på hold med nogle fantastiske piger.

– Pigerne har taget overraskende godt imod mig. Jeg kendte nogle enkelte i forvejen inden jeg rykkede op, men trænerne og spillerne har været rigtig gode til få mig ind på holdet. Jeg er rigtig glad for at kunne være en del af det her hold.

– Jeg synes at det set up vi der er i truppen er virkelig fedt, hvor der også er rigtig meget fokus på det individuelle og de små detaljer på banen. Der er et godt sammenhold både på og uden for banen.

– Jeg har en forventning og forhåbning ligesom alle andre på holdet at vi rykker op i kvindeligaen til sommer. Det er vigtigt at jeg samtidig kan udvikle mig som person og blive en endnu bedre fodboldspiller.

Jazmin var i øvrigt også ugens profil i 93 eren 10. december 2019.
Se mere om Jazmin på hendes spillerprofil.

B.93 TV: Interview fra LokalUpdate.dk med Jazmin Issa Schultz-Petersen

B.93 TV og fotos v) Rasmus Lykke fra LokalUpdate.dk.