Vælg en side

Min tid i B.93 har været helt fænomenal.

Klubbens bedste kvinde-hold siger farvel til keeper Emilie Schrøder, som skifter til FC Nordsjælland. Vores venner fra FCN, er også en klub som har en masse dynamik og energi omkring deres Kvindeafdeling.

Skiftet skyldes blandt andet, at den dygtige keeper skal fire år til USA, hvor hun skal på college til januar. Emilie skifter med omgående virkning.

Vi bad cheftræneren og Emilie om at få en udtalelse.

Rasmus Good

– Da vi kom til klubben og når jeg siger vi, mener jeg trænerstaben, var Schrøder et af de første navne på blokken.

– Hun er en af de mest undervurderede målmænd i dansk fodbold og er allerede en af de bedste danske målmænd i mine øjne. Hun er i hvert fald en af de få som er god med både hænder og fødder, og som er uddannet i vores måde at spille på.

– Hun er skræddersyet til den måde FCN vil spille på nu. Siden hun skal på college til januar og hun ikke kunne hjælpe os i Kvalifikationsligaen alligevel, så tænkte vi at det var den perfekte mulighed for hende at komme tilbage til FCN og vise sig frem i Kvindeligaen før hun tager fire år til USA.

– Hun er en af vores egne. Flere af os har været en del af hendes udvikling siden hun var 14-16 år og var den perfekte målmand til vores måde at spille på. Det gør jo også at det er et menneske vi holder rigtig meget af.

– Emilie har et hjerte af guld, hun brænder for at lære, udvikle sig, dele ud af sin viden til de næste i rækken og give igen til dem som har været der for hende. Det er et fantastisk menneske vi sender videre, en vi er virkelig stolt af på alle måder.

– Hun er et produktet af vores tilgang til fodbold, så det er vigtigt for os at aflevere hende i det helt rigtige miljø og lige nu er det FC Nordsjælland, det er et perfekt match for hende og den nye klub som hun allerede kender så godt.

– Vi har haft en rigtig god dialog med FCN og er overbevist om at de kommer til at behandle hende rigtig godt. Ellers havde vi ikke sendt hende afsted.

– Schrøder skal have en kæmpe tak for alt hun har gjort for os og for at være det menneske hun er. Vi ønsker hende alt mulig held og lykke, og kommer til at følge hendes videre rejse med stor interesse.

Emilie Schrøder

– Min tid i B.93 har været helt fænomenal.

– Jeg er virkelig stolt over at kunne sige jeg har været med til at bidrage til opbyggelsen af sådan et miljø.

– Jeg kom hertil og skulle lære at blive en senior keeper, og på grund af de trænere og spillere der har været omkring mig, samt den tillid de har givet mig, har jeg taget nogle vigtige steps på min rejse imod at blive en dygtig keeper på allerhøjeste niveau.

Jeg er utrolig taknemmelig for den tid og den udvikling jeg har haft i B.93, og både klubben og holdet vil altid stå mit hjerte meget nær.

Skrevet af Claus Vandborg
Topfoto af Rasmus Lykke fra LokalUpdate.dk. Portrætfotos af Christian Midtgaard.