Vælg en side

B.93 sælger spiller til udlandet.

B.93’s dygtige Cathrine Graversen har underskrevet en kontrakt med den cypriotiske klub Nea Salamina FC fra 1. august, og forlader klubben nu.

Vi fik – som altid – en udtalelse fra spilleren selv, og også en fra cheftræneren.

Cathrine Graversen

– Kort men godt. Det vil være min beskrivelse af min tid i B.93 her i foråret.

– En varm velkomst lige fra dag ét af, nogle fantastiske holdkammerater og fodboldspillere, og ikke mindst en trænerstab af høj klasse.

B.93 er en klub, som sætter utroligt stor fokus på den enkelte spillers udvikling, og det må man også sige, at de er gode til. Og det går som regel også op i en højere enhed, når man ser på holdets samlede udvikling.

– De giver dig de redskaber du skal bruge for at udvikle dig, og især deres fokus på videoanalyse har jeg personligt haft glæde af.

– Jeg kan stolt sige, at jeg går fra klubben med større selvtillid og flere værktøjer i bagagen rent taktisk. Noget som jeg i den grad kan anvende i min nye klub Nea Salamina FC på Cypern. Da jeg fik tilbuddet fra Nea Salamina FC, så jeg en mulighed for at kunne spille fodbold på fuldtid igen, således jeg ville have mere fokus og overskud til at lave det jeg elsker allermest.

– Derudover så jeg også en mulighed for at kæmpe om Champions League pladsen, da klubben endte som nr. 2 sidste sæson, og de virker til at satse mere her i den nye sæson, bl.a. ved at hente en ny træner og nye spillere, fx mig. Nr. 1 i rækken på Cypern spiller Champions League.

– Jeg er spændt på hvad den nye klub har at byde på, og så vil jeg sørge for at gøre mit, for at skaffe de bedst mulige resultater hjem til klubben.

– Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, og ikke mindst en oplevelse uden lige. For danske spillere kan det virke som et atypisk sted at tage hen, men mulighederne er alle vegne – det handler blot om at udvide sin horisont. Fodbold er på vej frem i samtlige lande.

Rasmus Good

– Vi er rigtig stolte over at kunne hjælpe med at få spillere på fuldtidskontrakt i udlandet. Især at vores spillere begynder at være interessante for klubber som skal spille eller kæmper om at spille Champions League gør os rigtig stolte.

– Det betyder at vi gør noget rigtigt og at vores vision om at uddanne så mange spillere som muligt til at kunne leve af fodbold, går i den rigtige retning.

– Aftalen med Cathrine var at hun kom til B.93 og Danmark for at dygtiggøre sig yderligere, så hun kunne komme ud og spille fodbold på fuldtid i udlandet igen, samtidig med at hun hjalp os. Vi begyndte at oparbejde et win-win forhold.

– Det er netop dette det handler om for os, at give spillerne en fodbolduddannelse som ruster dem til international fodbold og til et liv i fodbold.

– Cathrine er meget ambitiøs, hun har et godt netværk som hun plejer rigtig godt og hun har hovedet skruet godt på. Hun er meget selvbevidst og går meget op i hendes personlige såvel som professionelle udvikling. Hun er professionel hele vejen igennem.

– Jeg under virkelig Cathrine denne mulighed. Hun får et eventyr, en god kontrakt i en klub hvor hun måske kommer til at spille Champions League og jeg håber hun virkelig kan hjælpe dem med den rejse. Det tror jeg på hun kan.

– Det er en glædens dag, hver gang vi kan hjælpe spillerne tættere på at opnå deres drømme og dette er et godt skridt i den retning for Cathrine, hun er den første som tager skridtet, så hun baner vejen for de næste i klubben og gør mulighederne større for de næste. Det er vi meget taknemmelige for.

– Nr. 17 begynder at være et trøjenummer som betyder at man udvikler sig meget hurtigt. Hannah Holgersen havde den før og nu Cathrine Graversen, som begge er kommet afsted til noget større på kort tid. Vi må se hvem som bærer trøjen næste gang og bygger videre på historien.

Bonusinformation

Cathrine Graversen kom til B.93 i foråret 2019 fra BSF’s 3F Liga-hold og havde tidligere spillet i Kolding Q, så hun bidrog til holdet med sin erfaring fra højeste niveau.

Hun begår sig primært som kantspiller – og er utrolig hurtig.

I foråret 2021 vendte Cathrine tilbage til B.93 i 2021 efter et ophold italienske ASD Calcio Pomigliano i 2020.

Cathrine har spillet i  følgende klubber:

  • Vipperød Boldklub (2009/2011)
  • KoldingQ (2016/2018)
  • BSF (2018)
  • B.93 (forår 2019)
  • BSF (efterår 2019)
  • ASD Calcio Pomigliano (2020)
  • B.93 (forår 2021 >)

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Christian Midtgaard.