Vælg en side

B.93 Q har udvidet trænerstaben.

 

Vores bedste kvindehold, er godt nok sat på pause rent spillemæssigt, grundet den obskure “Covid19 – svøbe” som har ramt hele landet. Man har nærmest følt det som at fodboldspillet er forstenet i stand-by position. Det betyder dog ikke at trænerstaben er gået i stå – tværtimod.

B.93 har nemlig udvidet trænerstaben med to kompetente folk. Det drejer sig om Derk Droze og Aske Smed.

Vi bad holdets cheftræner om en udtalelse.

Rasmus Good

– Derk Droze, som er tilknyttet som assistenttræner, kommer fra en stilling i Brøndby IF som U17 Liga assistent på drengesiden og har tidligere været tilknyttet FC Nordsjællands Superliga-hold, hvor han har været i Kasper Hjulmands trænerteam med blandt andet Flemming Pedersen. Derk var med i deres Champions League periode, hvor de vandt pokal og dansk mesterskab.

– Menneskeligt er Derk utrolig kompetent og pigerne er allerede blevet virkelig glade for ham. Fra første dag kunne man mærke hans tilstedeværelse på banen. Det løftede niveauet i trænerteamet.

– Aske Smed kommer ind som analytiker og møder med en kæmpe entusiasme og en stor lærevillighed. Hans rolle er at filme og analysere træning samt være på banen og lave player cam, hvor han med en iPad kommer helt tæt på den enkelte spiller.

– På den måde kan vi give live feedback på baggrund af video på banen. Det har allerede en god effekt, specielt i den individuelle træning. Det giver os også mulighed for at holde ekstraordinært fokus på spillernes individuelle udviklingspunkter.

Aske Smed. Foto: Rasmus Good.

– Med tiden skal Askes rolle også udvikles til at han laver klip på vores faser, udarbejder individuelle klip til spillerne og finder “best practice” klip fra vores egnen træning og kampe, som vi kan holde op imod de bedste kvindehold i verden, for at se hvilken retning kvindefodbolden rykker sig i og hvordan spillet udvikler sig.

– Den største fordel ved at have ham inde er jo, at vi kan begynde at få tagget træning og kamp, så vi hurtigt kan se tendenser for holdet og de individuelle spillere. Det vil hæve kvaliteten af modstanderanalyserne.

– Disse to mennesker gør det muligt for mig at holde det større overblik fra et ledelsessynspunkt og kigge endnu mere på spillerne fra et mentalt synspunkt og have en rolle hvor vi virkelig udnytter de enkelte træneres specialområder.

– Det giver også muligheden for at have et helikopter perspektiv, hvilket er en luksus ikke mange trænere har og det er jeg meget taknemmelig for at jeg nu har.

– Det er jo fantastisk at kunne dele spillerne op i grupper og arbejde i dybden med individuelle færdigheder og positionelle relationer helt specifikt. Det giver bare noget ekstra i træningen og dagligdagen, slutter Rasmus Good.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Derk Droze: Claus Vandborg.