B.93 – Marienlyst 5-1 (4-1)
1-0 Nico Jørgensen (6′)
1-1 Marco Storm (19′)
2-1 Olcay Senoglu (30′)
3-1 Nico Jørgensen (38′)
4-1 Anton Peterlin (45′)
5-1 Olcay Senoglu (80′)
Udvisning: Mads Nielsen, B.93 (43′).
Østerbro Stadion
186 tilskuere.
B.93 fik en drømmestart på opgøret mod Marienlyst, da Nico Jørgensen efter blot fem minutter blæste igennem de gultrøjede gæsters forsvar og klinisk hamrede bolden i nettet ved fjerneste stolperod.
Odenseanerne svarede igen efter atten minutter, da dommeren efter mange 93eres mening overså et frispark mod Olcay Senoglu, men frispark eller ej: Det drøn af et langskud, som Marco Storm fik fyret af umiddelbart efter den kontroversielle situation, var bestemt seværdigt. 1-1.
Marienlyst havde måske nok et mindre spilovertag i denne fase af kampen, men var tydeligt sårbare hver gang B.93 erobrede bolden og stak afsted i dybden. Oliver Drost slap igennem og var tæt på scoring, og efter knap en halv times spil gav B.93’s offensive bestræbelser atter bonus, da Sean Christoffersen med en enorm energiudladning sled sig gennem hele Marienlysts venstre forsvarsside og serverede en perfekt tværaflevering til Senoglu, der takkede for serveringen ved at sende bolden fladt i nettet.
Scoringen satte yderligere blus under B.93s angrebsspil, og efter 37 minutter var der gevinst igen: Herligt kombinationsspil på kanten af feltet af Senoglu og Nico Jørgensen splittede det fynske forsvar fuldstændig ad, så sidstnævnte med en ny, flad afslutning i det lange hjørne kunne bringe B.93 på 3-1.
Gæsterne fik dog muligheden for at komme tilbage i kampen igen, da Mads Nielsen kort før pausen fik tildelt sit andet gule kort, som dermed blev vekslet til et udefra set hårdt dømt rødt kort. Men netop som der var lidt forvirring i B.93-rækkerne om forsvarsformationen efter udvisningen, og man endelig blot håbede, at vi kunne komme til pause med 3-1 og få talt situationen ordentligt igennem, stod Anton Peterlin pludselig mutters alene i Marienlysts felt efter et Mirabel-frispark, som han blot behøvede at snitte i mål for at gøre til 4-1 og give B.93 et moralsk rygstød af dimensioner, før den svære anden halvleg i undertal.
Anden halvleg viste sig nu heldigvis ikke at være en uoverkommelig opgave, for gæsterne fik godt nok et tydeligt spilovertag på baggrund af overtallet, men B.93-forsvaret kæmpede forrygende, og Marienlyst savnede heldigvis skarphed på de to gode hovedstødsmuligheder, der kunne have bragt dem tilbage i kampen.
I stedet slog det decimerede B.93-hold kontra i kampens slutfase. Miraklet Mirabel sendte et pragtskud på trekantssammenføjningen, men 5-1-målet kom alligevel kort efter, da et vidunderligt angreb over højre angrebsside endte med, at Bjørn Zabells flade tværaflevering fandt “Olle”, der i to omgange kunne prikke bolden i mål.
5-1 mod sidste sæsons nummer to fra 2. division vest, hvilken sensation, hvilken præsentation, og så med en mand i undertal i 50 minutter. Denne pragtindsats åbner så sandelig helt nye perspektiver for, hvilken rolle B.93 kan spille i 2. division i denne sæson.
Banens bedste, hjemmebanedebutanten Kristian Karsum, der med et fantastisk løbearbejde tog brodden af Marienlysts midtbane: “Titlen som kampens spiller kan jeg takke mine holdkammerater for. Det var en flot holdpræstation i dag, især da vi kom i undertal, men alligevel stod sammen og kæmpede.”
Holdet på banen
Frederik Bruhn
Sean Christoffersen
Mads Nielsen
Martin Heisterberg
Jens Riis
Kristian Karsum
Anton Peterlin
Danny Mirabel (ud 81′)
Oliver Drost (ud 46′)
Olcay Senoglu
Nico Jørgensen (ud 63′)
På bænken
Marco Holst (ind 46′)
Bjørn Zabell (ind 63′)
Andreas Heimer (ind 81′)
Nicolai Olsen
Omar Roshani
Andreas Kaltoft
Ronni Raun
Kampreferat v) Mads Mazanti.
B.93 TV og kampbilleder fra kampen
Se B.93 TV i forbindelse med kampen.
Se Christian Midtgaards kampbilleder.