Frem – B.93 0-1 (0-0)
0-1 Andreas Heimer (89′)
Valby Idrætspark
722 tilskuere.
Endelig! For første gang i 17 år lykkedes det for B.93 at vinde en udekamp mod Frem. At kalde sejren fortjent ville være en grov fordrejning af sandheden, men pyt: Tre points er tre points, om de så er tyvstjålne eller ej.
Frem åbnede københavnerklassikeren med et gevaldigt tryk mod B.93s mål. Det lignede i perioder en belejring, hvor B.93-forsvaret blev bombarderet med indlæg og skudforsøg. Tættest på kom hjemmeholdet med et kanonskud fra nært hold, der knaldede mod overliggeren. Også en stor hovedstødsmulighed kunne have resulteret i en fuldt fortjent Frem-scoring.
Som halvlegen skred frem kom B.93 dog lidt bedre med i kampen, og fik tilmed tilspillet sig to fine skudmuligheder ved først Oliver Drost, siden Nico Jørgensen, men hverken Oliver eller Nico formåede at sende bolden indenfor Simon Blochs målramme. Alt i alt kunne B.93 dog ikke være utilfreds med at gå til pausen med uafgjort, for det var noget af et stormvejr, vi var ude i i kampens indledning.
Anden halvleg begyndte Frem atter bedst. Et hovedstød gik snert forbi fjerneste stolpe, og efter omkring et kvarter havde Frem’erne en kolossal mulighed, men også denne gang sneg afslutningen sig forbi den ene stolpe.
Midt i halvlegen begyndte himlen over Valby tilmed at høvle regn og hagl ned over spillerne, som om B.93 havde modvind nok i forvejen. Et langskud højt over mål fra Kristian Karsum var indtil da den eneste offensive aktion fra B.93 i anden halvleg, mens det rød-blå tophold sværmede stadig mere faretruende om B.93’s mål. Men en kombination af dygtigt målmandsspil af Raun, heroisk fight af midtstopperparret Heisterberg/Nielsen og Frem-angrebets forbløffende evne til at ramme alt andet end målet gjorde det muligt for B.93 at holde målet rent.
Og så – to minutter før ordinær spilletids udløb – skete det utrolige: Indskiftede Simon Carstensen trak sig fri på midtbanen, fandt med en smuk dybdeaflevering Senoglu, som kom ud i en for spids vinkel i feltets højre side til selv at kunne sparke, men med stort overblik sendte han i stedet bolden fladt på tværs til fremstormende Andreas Heimer. Få meter fra mål trykkede det 17-årige talent, der kun havde været på banen i fem minutter, bolden ind bag Simon Bloch. 0-1! Enorm jubel i 93-lejren. Hvilken fantastisk udvikling på en kamp, hvor et enkelt point også ville have været en fornem præstation.
I overtiden havde Frem faktisk yderligere to store muligheder, men begge gange sendte hjemmeholdet igen-igen bolden tæt forbi den ene stolpe, og så var det slut. B.93 havde endelig fået skovlen under Frem i Valby, tilmed et flot spillende Frem-hold, der absolut er en værdig oprykningskandidat.
Mestertyven Andreas Heimer: “Jeg er bare glad for den spilletid, jeg får, og for at kunne bidrage med noget til holdet.”
Holdet på banen
Ronni Raun
Sean Elliot Christoffersen (ud 46′)
Mads Nielsen
Martin Heisterberg
Jens Riis
Kristian Karsum
Anton Peterlin
Danny Mirabel
Nico Jørgensen (ud 84′)
Olcay Senoglu
Oliver Drost (ud 80′)
På bænken
Morten Levinsen (ind 46′)
Simon Carstensen (ind 80′)
Andreas Heimer (ind 84′)
Marco Holst
Frederik Bruhn
Kampreferat v) Mads Mazanti.
B.93 TV i forbindelse med kampen
Se den forrygende stemning i omklædningsrummet efter 17 års sejrstørke i Valby Idrætspark.