Fremad Amager – B.93 2-0 (1-0)
1-0 Christian Holst (5′)
2-0 Mike Mortensen (73′)
Sundby Idrætspark
906 tilskuere.
Så gik den ikke længere. Efter tre sejre i træk i Sundby måtte B.93 strække våben og tage fra Amager med et 0-2-nederlag efter et opgør, der var så intenst og underholdende som disse københavneropgør har for vane at være.
Fremad Amager fik den start på kampen, de for alt i verden ikke skulle have haft: En returbold fra et skud fra kanten af feltet havnede efter lidt ping-pong for fødderne af Christian Holst, der ikke havde de store problemer med at trille bolden i mål fra nært hold. 1-0, og der var ikke engang spillet fem minutter.
Derpå fulgte en halvleg med flere gode muligheder i begge ender. Fremad Amagers forsvarsklipper havde problemer med den lille, hurtige Nico Jørgensen, som to gange smuttede igennem, men desværre ikke fik afsluttet skarpt nok. I den anden ende var amagerkanerne dog mindst lige så farlige, og B.93 måtte et par gange love for Frederik Bruhns styrke i 1-mod-1-situationer, når vores forsvar blev fanget i ubalance. Halvlegens sidste store muligheder tilfaldt dog B.93 efter en dødbold, men da frisparksindlægget blev forlænget fladt på tværs tæt under mål, var Martin Heisterberg desværre få centimeter fra at sætte en lang tå på en oplagt mulighed. 1-0 til Fremad stod sig til pausen.
Hjemmeholdet åbnede anden halvleg bedst og truede med at lukke kampen, når den farlige Nicolas Mortensen smuttede fra 93-forsvaret. Men efter omkring en times spil begyndte Den Hvide Dame igen at byde amagerkanerne op til dans. Det var især Oliver Drost, der førte an i de offensive bestræbelser. To gange tvang han Kim Drejs til fine aktioner efter giftigt gennembrudsspil.
Da der resterede godt tyve minutter af kampen opstod to situationer, som endte med at blive kampafgørende: Først var B.93 millimeter fra udligning efter en hjørnesparksbold, som indskiftede Roshani headede på den ene opstander. Returbolden hoppede og dansede foran Fremads målstreg, men til sidst fik Drejs afværget Kristian Karsums flade forsøg med det yderste af neglene. Og så blev vi i stedet straffet i den anden ende kort efter. Et Fremad-hjørnespark blev slået til bageste stolpe, 93-markeringerne kiksede totalt, så en helt fri Mike Mortensen enkelt kunne heade bolden i mål fra nært hold. 2-0, kampens afgørelse, for selv om B.93 blev ved at klø på i de sidste minutter, kom Fremads sejr aldrig i fare. Fortjent nok, men hvor bittert, at B.93 ikke formåede at slå til i kampens afgørende situationer.
Frederik Bruhn, der havde flere store redninger af oplagte Fremad-muligheder: “Vi var godt med i det meste af kampen, men hvor er det irriterende, at vi ikke udnytter vores muligheder og ikke er skarpe nok i forsvarsspillet ved de to situationer, der fører til Fremads scoringer.”
Holdet på banen
Frederik Bruhn
Sean Elliot Christoffersen
Marco Holst
Martin Heisterberg
Jens Riis
Kristian Karsum
Anton Peterlin
Danny Mirabel (ud 61′)
Oliver Drost (ud 67′)
Olcay Senoglu
Nico Jørgensen (ud 81′)
På bænken
Andreas Heimer (ind 61′)
Omar Roshani (ind 67′)
Nicolai Olsen (ind 81′)
Bjørn Zabell
Andreas Kaltoft
Lamin Samba
Ronni Raun
Kampreferat v) Mads Mazanti.
B.93 TV fra kampen