B.93 – HIK 4-2 (0-1)
0-1 Patrick Timo Jørgensen (35′)
1-1 Emmanuel Ogude (46′)
2-1 Sebastian Czajkowski (54′)
3-1 Sebastian Czajkowski (60′)
3-2 Andreas Smed (76′)
4-2 Sebastian Czajkowski (84′)
Udvisning: Martin Fisch, HIK (89′).
Østerbro Stadion
196 tilskuere.
Første halvleg af lokalopgøret mod HIK forløb absolut ikke som B.93 havde ønsket sig. Gæsternes femmandsmidtbane havde held til at slå vores spil i stykker i en sådan grad, at deres føring på 1-0 ved pausen på målet af Patrick Timo Jørgensen i det 35. minut, da han slap fri på kanten af feltet efter (endnu et) 93-boldtab og scorede sikkert, var fuldt fortjent, ja, faktisk kunne den godt have været større.
I kampens indledning formåede en HIK´er at sparke bolden på stolpen en meter fra et tomt mål, og kort før pausen sparkede en anden HIK´er helt forbi et tomt mål efter et 93-forsvarskoks. Eneste åbne mulighed til B.93 kunne Nicolai Olsen notere sig for, men hans forsøg blev pareret af HIKs unge målmand, Emil Alexander.
For at føje spot til skade blev Bjørn Zabell tilmed ankelskadet kort før pausen, da han vred om på foden. Jo, der var sandelig noget at tale om i B.93s omklædningsrum i pausen.
Men jeg skal da ellers lige love for, at 93erne tog revanche straks fra anden halvlegs start. Efter opgiversparket blev bolden sendt direkte op i fødderne på Emmanuel Ogude, der sendte et dykkende skud over HIKs målmand og i mål. 1-1 efter syv sekunders spil af anden halvleg!
Nu var 93-holdet som forvandlet. Væk var første halvlegs forkrampede spil; nu blev der med stor angrebslyst kæmpet for at presse spillet ned mod Hellerup-drengenes mål. Og så indledte Sebastian Czajkowski sit store målshow.
I det 54. minut fik han en hård aflevering på kanten af feltet, men med en imponerende førsteberøring fik han lagt bolden til rette for sig selv og hamrede den ind bag Emil Alexander. 2-1, kampen var vendt på hovedet.
Seks minutter senere gentog Czajkowski minsandten kunststykket, denne gang tæmmede han på forunderlig vis en lang bold fra Heisterberg, og følte smukt bolden op i det lange hjørne. Sikke detaljer, sikke mål, vi fik set, da B.93-angrebet først fik banket hul i HIK-muren.
Nu styrede B.93 kampen, og HIK kom ikke for alvor frem til noget, der kunne bringe spænding om udfaldet. Altså, det vil sige, indtil et kvarter før tid, hvor vores forsvar gik helt i baglås efter en lang, tilfældig bold, så Andreas Smed kunne smutte igennem, løfte bolden over Raun og heade den i et tomt mål. Ja, vi kender jo “Den hvide dame”, hun bryder sig ikke om nemme sejre.
Kort efter kunne HIK tilmed have udlignet, da frisparkseksperten Alexander Green fik mulighed for at vise sine færdigheder frem på netop et frispark lige udenfor feltet. Heldigvis fik han overplaceret sit spark, så alle i 93-lejren kunne ånde lettet op.
Syv minutter før tid fik så endelig lukket kampen. Ogude løb fra alt og alle på venstre fløj og fandt med en flad tværpasning, ja, hvem andre end “Lewandowski” Czajkowski, der blot skulle trille bolden i et tomt mål. 4-2, og det kunne endda være blevet 5-2 kort efter, da Ogude afdriblede alt og alle, men måtte se sit skud prelle af på en HIK-forsvarer.
Før kampen var slut, fik vi også et billigt rødt kort med i købet, da dommeren på linjevogterens opfordring gav HIKs Martin Fisch sin anden advarsel for lidt småskubberi med Aske Lundsgaard, der også så gult. Men da var sejren allerede så godt som i hus, og hvilke vigtige tre points til B.93, nu, hvor det for alvor strammer til i spillet om de fire pladser i oprykningsspillet.
Anton Peterlin: “Efter en dårlig første halvleg fik vi rejst os i anden. Det var utroligt vigtigt og hele holdets fortjeneste.”
Holdet på banen
Ronni Raun
Nicklas Granzow
Martin Heisterberg
Adam Emme
Bjørn Zabell (ud 44′)
Kristian Holm
Kristoffer Bødker (ud 75′)
Aske Lundsgaard
Emmanuel Ogude
Nicolai Olsen (ud 46′)
Sebastian Czajkowski
På bænken
Sean Elliot Christoffersen (ind 44′)
Tarik Mourhrib (ind 46′)
Anton Peterlin (ind 75′)
Mohammad Ali
Mikkel Mouritz Jensen
Patrick Johansen
Kampreferat v) Mads Mazanti.