Vælg en side

Vi giver ordet til sportschef Frank Nielsen, webred.:

Foråret er slut, og klubbens divisionshold blev som alle ved nr. 1 i KanalSport Divisionens Kvalifikationsspil.

Det har været en spændende og udviklende forårssæson, hvor holdet har præsteret topfodbold i perioder, mens niveauet i nogle kampe har været langt under hvad man kan forvente af vores dygtige spillere. Trænerstaben med Rudi i spidsen har arbejdet stenhårdt på konceptet og de værdier, som vi både vil have i klubben og på holdet. Ingen er større end holdet, alle skal arbejde stenhårdt og med den rette indstilling. Ikke før det sker vil alle og individualisterne præstere deres bedste.

Vi har været meget rundt i det ganske land, og startede den første kamp med en lille tur til Jammerbugten (så var vi ligesom også i gang).

Vi har spillet den første fulde sæson under den nye turneringstruktur, hvor KanalSport Divisionen er blevet opdelt i et opryknings- og kvalifikationsspil efter den første halvsæson. Vi kom desværre ikke blandt de fire første i efteråret, en  var heller ikke forventet.

Derfor måtte vi spille Kvalifikationsspil, med de point som vi overførte fra efteråret. Allerede godt inde i sæsonen havde vi sikret os ikke at komme i nedrykningsfare. Det betød, at vi kunne skifte noget ud på holdet og prøve forskellige ting af, samtidig med vi gik efter 1. pladsen.

Jeg synes personligt, at der var for mange kampe, hvor vi mødte hold der spillede med lav risiko og primært levede af modstanderholdets fejl. Jeg tror, at det havde en medvirkende årsag til at vores spil derfor også blev dårligere. En god kamp vil altid kun blive god, hvis begge hold vil spille fremadrettet og på hver deres præmisser.

Jeg vil samtidig konstatere, at vi selv er skyld i, at vi er havnet i den situation. Hvert hold spiller ud fra deres forudsætninger, og hvis vi vil have kvalitet i både vores eget spil og blandt de andre hold, så må vi bare sørge for at arbejde benhårdt for at komme med blandt de fire første til efteråret, så vi er med i oprykningsspillet. Det er ambitionen for næste sæson.

Vores nye ejere og ApS’et er ved at falde på plads i klubben, og de har søsat flere nye tiltag for at skærpe og ændre vores kultur og det elitære arbejde. Som de fleste ved, er pengene knappe i KanalSport Divisionen generelt, og i B.93 i særdeleshed.

Vi tror dog på, at vi med de midler vi har kan skabe et elitært og talentudviklende miljø, som både vil skabe resultater og talenter. Onsdagstræningerne, hvor Per Krøldrup, Christian Poulsen og Peter Foldgast har været med til at træne vores største talenter har været inspirerende, og spillerne har været utroligt glade for det samarbejde.

Per Krøldrup og Peter Foldgast under en af onsdagstræningerne. Foto: Hans Drachmann.

Der er og har været andre gode rammer om holdet, en god sportslig ledelse med fingeren på pulsen, dedikerede trænere, holdleder og sundhedspersonale. Alle har bidraget og gjort et fantastisk arbejde.

B.93 fanklub er under kraftig fornyelse og udvikling, og de har fået en kæmpe betydning for holdet. Hvis det skal fungere, så skal spillerne og alle omkring holdet forstå, at vi alle skal bidrage til det. Det synes jeg. at vi alle har været gode til.

Der er et tæt samarbejde, og der bliver kommunikeret og delt oplysninger hele tiden. Vi er alle aktive på de sociale medier, og det er en fornøjelse at se B.93 Fanklubs facebook-side, som altid er opdateret med de seneste nyheder. Og hvis I ikke allerede har installeret det, så kan jeg også varmt anbefaleat følge b93-fan på Snapchat.

I forbindelse med sidste hjemmekamp havde vi en fælles afslutning på Østerbro Stadion med forskellige præmieoverrækkelser – og hvilken fest og hygge det blev. Jeg havde en fantastisk aften, hvor spillerne, fans, klubmedlemmer, personalet på Østerbro Stadion og selv forældre til spillerne hyggede sig sammen.

Se, der var der klubånd og en fællesskabsfølelse, som gjorde mig både stolt og glad. Så stor tak til alle jer, der følger holdet og støtter på forskellige måder.

Når en halvsæson slutter betyder det altid lidt udskiftning. Det gælder desværre også i år.

Oliver Drost og Andreas Kaltoft har valgt at søge nye udfordringer, og ville derfor ikke forlænge deres aftaler med klubben. Vi ønsker dem begge held og lykke – og husk altid hvor I kommer fra.

Mads Heidelbach, Nico Jørgensen og Marco Holst har ikke fået forlænget deres aftaler, og de vil nu søge nye udfordringer ude i fodboldverdenen. De tre spillere har været med længe. Marco og Nico nåede lige at få deres 100 kamps jubilæum i denne sæson. Alle tre har været med i de svære perioder i klubben og været utrolige loyale over for deres klub. Jeg og hele klubben skylder jer en kæmpe tak for jeres indsats og betydning, og jeg ønsker jer kun det bedste.

Hvad angår resten af truppen, så har vi valgt at flytte tre U-19 spillere permanent op i 1. holdstruppen fra næste sæson. Det er Mikkel Mouritz, som klubben har skrevet en to-årig aftale med, ligesom Mads Walter og Jack Tudborg Wander er en del af truppen nu.

Vi har lavet en aftale med Kristian Holm fra Holbæk. som skal støtte og give stabilitet og mere styrke på den centrale midtbane.

Vi glæder os meget til at se de nye spillere i aktion. Velkommen til divisionsholdet til jer alle.

Mads Nielsen kan ikke køre cykel, så han kom galt afsted med skulderen, og sidder nu hjemme med en stor plade og ti skruer i sin skulder. Mads bliver nok ikke klar de næste fire måneder. Jonas Berg er desværre også lige blevet opereret for et ødelagt korsbånd, og skal nok bruge omtrent otte måneder på genoptræning. Vi føler med drengene, og håber på en god genoptræning. Vi skal nok være der for dem.

Det betyder, at vi stadig arbejder på nogle enkelte spillere, så truppen igen bliver på 22 mand. Der er jeg dog meget fortrøstningsfuld. Klubben har et godt omdømme, og jeg får mange henvendelser fra spillere. Vi har også selv en god føling med andre spillere og deres kvaliteter, men de skal passe ind i vores klub og på vores hold. De skal have både menneskelige og fodboldmæssige kvaliteter, før de bliver en del af B.93.

2. holdet har præsteret godt her i foråret, godt suppleret med en hel del 1. holdspillere som har vist deres værd med den rette indstilling. I dag lørdag sikrede 2. holdet sig oprykning til Københavnsserien. Det er en flot og særdeles vigtig oprykning, og jeg ønsker alle omkring holdet et kæmpe tillykke med den store indsats i sæsonen.

Spillerne i 1. holdstruppen er sendt på ferie. Lige nu befinder det meste af holdet sig i Budapest, hvor de afslutter sæsonen med hygge og en masse kultur …

Jeg vil ønske jer alle en fantastisk god sommer, og jeg håber vi ses i den kommende sæson, der tegner særdeles spændende.

Yderligere oplysninger

Frank Nielsen
Sportschef
Mobil: 60 64 47 50
frank@b93.dk

 

 

Se tidligere klummer fra sportschefen.