Vælg en side

B.93 – Nykøbing FC 3-2 (2-0)

1-0 Sebastian Czajkowski (8′)
2-0 Olcay Senoglu (20′)
2-1 Kasper Marland (48′)
3-1 Olcay Senoglu (87′)
3-2 Andreas Kulle (88′)

Østerbro Stadion
178 tilskuere.

Backpladserne har givet anledning til megen hovedpine for B.93 i efterårssæsonen. Op til kampen mod Nykøbing blev problemerne endnu større, da også Jason Svensson måtte føjes til den liste af skadede forsvarsspillere, der i forvejen talte Heidelbach, Høegh og Lorentzen. I stedet måtte midtbanespilleren Bjørn Zabell ned som højre back. For at føje spot til skade måtte Markus Leding trække sig få minutter før kampstart, så en anden midtbanespiller, Frederik Bülow i al hast måtte springe til som venstre back. Desuden savnedes karantæneramte Levinsen og skadede Anders Dahl Simonsen på midtbanen.

Ikke desto mindre indledte et tændt B.93-hold kampen med god fight og tempofyldt angrebsspil over fløjene. Allerede i det ottende minut gav det pote, da Roshani skudfintede sig fri i venstre angrebsside og sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Sebastian Czajkowski dukkede op med en lang tå. 1-0!

B.93 kløede ufortrødent på og bragte sig minsandten på 2-0 i det tyvende minut. Kampens spiller, en fantastisk veloplagt Nico Jørgensen pilede igennem på højrefløjen og sendte bolden fladt tilbage til Czajkowski, hvis skud målmanden parerede ind i en forsvarsspiller, så 100-kampsjubilaren Olcay Senoglu blot skulle trille bolden det sidste stykke over stregen.

Kort efter var det nær blevet 3-0, da Miraklet Mirabel sendte en ydersideaflevering på tværs til Czajkowski, som var uhyre tæt på at glide bolden i et tomt mål. B.93 havde i det hele taget gode muligheder for at score endnu flere mål i første halvleg, men også falstringerne havde et par gode chancer ved den altid farlige Nicky Bertelsen. Heldigvis var Frederik “Neuer” Bruhn på sin plads i målet, så 2-0 stod sig til pausen.

I begyndelsen af anden halvleg skete så lige det, der ikke måtte ske: Nykøbing fik en hurtig reducering på en fin helflugter af Kasper Marland efter et indlæg fra venstre. Gæsterne fik momentum og havde et mindre spilovertag, men B.93 tilspillede sig de klart største muligheder. Især Senoglu og Holst var tæt på efter glimrende kontraspil.

Fire minutter før tid kom det forløsende 3-1-mål så endelig, da Senoglu efter herligt et-to-spil med indskiftede Castelijns bankede bolden i mål. Kampens afgørelse, og dog: Falstringerne svarede øjeblikkeligt igen ved Andreas Kulle, der gled et indlæg fra venstre i mål. Nu sad nerverne uden på tøjet på alle 93ere i de sidste minutter.

Til allersidst i overtiden fik Nykøbing da også muligheden for udligning med et hovedstød fra nært hold, men heldigvis havnede det lige i favnen på Bruhn, og vi kunne alle ånde lettede op. Tre uhyre vigtige points, der giver luft ned til stregen, var i hus.

Kampen vil ikke kun blive husket for Olcays vellykkede jubilæum, men også for indskiftningen af den 16-årige yngling Andreas Kaltoft, der dermed slog Miraklet Mirabels rekord som yngste debutant efter anden verdenskrig. Tillykke til Andreas og til hele holdet for en fornem indsats under svære betingelser.

Holdet på banen

Frederik Bruhn

Bjørn Zabell
Marco Holst
Martin Heisterberg
Frederik Bülow

Nico Jørgensen (ud 80′)
Simon Carstensen (ud 74′)
Danny Mirabel
Omar Roshani (ud 62′)

Olcay Senoglu
Sebastian Czajkowski

På bænken

Oliver Drost (ind 62′)
Andreas Kaltoft (ind 74′)
Jack Castelijns (ind 80′)
Ronni Raun

Kampreferat v) Mads Mazanti.

Web-tv og billeder fra kampen

Se Kanal Sport reportage og interview med matchvinder Olcay Senoglu.
Se Christian Midtgaards altid fremragende kampbilleder.