B.93 – Svebølle 3-1 (2-0)
1-0 Olcay Senoglu (8′)
2-0 Nico Jørgensen (40′)
2-1 Kasper Schultz (70′)
3-1 Niclas Rønne (90′)
Østerbro Stadion
182 tilskuere.
Dagens gæster fra Svebølle har kæmpet hårdt med skader og karantæner på det seneste og savnede da også blandt andre den tidligere 93er Mohammad Ali, der er korsbåndsskadet. B.93 var dog ikke meget bedre stillet på den front; udover vore skadede spillere måtte også Heisterberg og Zabell sidde over med karantæner. Det medførte en meget ung startopstilling med Svensson som højre back, Nicolai O. som højre kant og 16-årige Kaltoft i midterforsvaret.
Heldigvis kom det unge hold godt fra start i kampen. I det ottende minut kom B.93 for første gang i forårssæsonen foran 1-0, da Olcay Senoglu med en vidunderlig kattepotetæmning fik Ronni Rauns præcise udspark under kontrol og pilede fra Svebølles bagkæde for til sidst at udplacere Butt i målet.
Der stod i det hele taget B.93 på det meste i første halvleg. Flere gange var det lige-ved-og-næsten efter fine tværpasninger fra venstre side, og Morten Levinsen havde et drøn af et langskud, som strøg over mål. I den anden ende var de grønklædte gæster dog ikke ufarlige på dødbolde. Tættest på kom de med et hovedstød, der dumpede ned på overliggeren.
I det 40. minut løb Nico Jørgensen fra alt og alle på en fremlægning i venstre side. Med et skarpt træk mod midten kom han fri foran mål og sendte med et fladt skud bolden i nettet i det korte hjørne. 2-0 ved pausen!
Anden halvleg åbnede med en stor mulighed til Marco Holst på hovedstød efter et følt Senoglu-frispark. Desværre strøg hans forsøg lige over fjerneste sammenføjning. I stedet for 3-0 begyndte gæsterne for alvor at røre på sig, mens Den Hvide Dame syntes at gå helt i baglås.
Ved flere farlige dødboldssituationer måtte vi love for Raun i målet, og i det 70. minut gik det så galt, da Kasper Schultz headede et hjørnespark i mål. Kort efter var Svebølle meget tæt på en udligning, men bolden endte efter ping-pong tæt under mål heldigvis i sidenettet. Det unge 93-hold virkede dybt rystet.
Heldigvis fik vi samlet os i det sidste kvarter. Selv om spillet på ingen blev prangende, gjorde især indskiftede Niclas Rønne sit til at få ro på spillet, så brodden blev taget af gæsternes pres. I overtiden kom den forløsende scoring så endelig, da et fint kontra-angreb blev afsluttet med at Senoglu spillede på tværs til Rønne, der kunne sende bolden i et tomt mål. 3-1, pyh, det holdt hårdt, men tre vitale points kom dog i hus.
Ronni Raun: “Første halvleg var egentlig fin nok, men efter pausen går vi af en eller anden grund ned, og de får overtaget. Det lignede en klassisk B.93-måde at smide en sejr på, men heldigvis fik vi afgjort det til sidst. Fantastisk med tre sejre i træk!”
På banen
Ronni Raun
Jason Svensson
Marco Holst
Andreas Kaltoft
Jonas Lorentzen
Morten Levinsen
Danny Mirabel
Nicolai Olsen (ud 46′)
Nico Jørgensen (ud 63′)
Oliver Drost
Olcay Senoglu
På bænken
Sebastian Czajkowski (ind 46′ ud igen 78′)
Niclas Rønne (ind 63′)
Simon Carstensen (ind 78′)
Mads Heidelbach
Victor Johannessen
Ilir Memeti
Nicolas Nielsen
Kampreferat v) Mads Mazanti.