danny
mirabel
KAMPE
MÅL
GULE KORT
RØDE KORT
Statistik over spillede kampe, mål, gule og røde kort er opgjort pr. 31. december 2015, webred.
Karriere
Ungdom
B.93.
Senior
B.93 (2004/06)
Lyngby (2006/07)
Hvidovre (2008)
Stenløse (2008/10) og
B.93 (2010 >).
Biografi
Danny Mirabel var ungdomsspiller i B.93. Han var en meget teknisk spiller, der havde en fornem sparketeknik. Et af klubbens største talenter siden Krigen (den anden). Danny manglede noget fysik i sit spil, der ofte var med hæl og tå.
Danny fik sin landsholdsdebut på U19 i 2005, hvor Danmark spillede 1-1 med Skotland i Glasgow. Med på holdet var bl.a. Anders Bjerring Qvist, Magnus Troest, Mike Jensen, Danilo Arrieta samt den danske målscorer Lasse Qvist.
Danny Mirabel fik sin debut som bare 16-årig i den første kamp i turneringen 2004/05, som foregik i 1. division. Efter Preben Elkjær og Thomas Olsen havde forladt skuden, var optakten til sæsonen kaotisk. Trænerduoen Danny Jung og Dan Lübbers havde været på overarbejde. Første modstander var Køge på udebane den 1. august 2004, og Køge var gigantfavoritter.
Holdet var: Nicolas Nielsen – Polat Bozkurt, Dan Lübbers, Martin Lundby Jensen (debut), Michael Jensen – Christian Brøndum, Ole Puggaard, Morten Kirk – Peter Fensholm, Danny Jung og Olcay Senoglu (debut). På bænken: Selahattin Mecovski (målmand), Kim Madsen, Danny Mirabel (debut) og Anders Hadberg (debut).
Det blev en spændende og underholdende kamp, hvor det rekonstruerede 93-hold fik et meget overraskende point via resultatet 4-4 (2-0). Efter 12 minutter førte B.93 2-0 (Danny Jung og Olcay Senoglu). Det blev 3-1 (66. min. ved Olcay Senoglu) – og Køge fik udvist Janus Blond – det blev alligevel 3-2 og 3-3, men så blev det 4-3 (83. min. Christian Brøndum). Kort før tid udlignede Bo Henriksen (senere B.93) til 4-4.
Danny Mirabel var kun 16 år, 7 måneder og 27 dage da han debuterede. Han var derved klubbens yngste debutant i nyere tid. Vi skal helt tilbage til 1936 for at finde en yngre debutant. Det var som bekendt Carl-Helge Larsen, der var 15 år og 8 måneder. Den yngste gennem tiderne er Harald Hansen med 15 år og 7 måneder (debut i 1899). Dannys rekord blev overgået af Andreas Kaltoft i november 2014, idet han var to måneder yngre.
Danny er derved nummer to på debutantlisten i nyere tid foran Rami Kais, Bashkim Ziberi, Michael Jakobsen, Mathias Zanka Jørgensen, der alle også var 16 år ved deres debut.
Danny blev hentet til Lyngby i 2006. Han skiftede senere til Hvidovre, der senere lejede ham ud til Stenløse. Og endelig lykkedes det B.93 at få ham hjem i efteråret 2010. Da B.93 i 2011/12-sæsonen sluttede under stregen i 2. division, spillede Danny kun 18 kampe/2 mål.
Nedrykningen betød en stor spillerafgang, men Danny valgte – ligesom Martin Heisterberg, Jakob Thomsen, Thomas Høegh og Emil Dyre Nielsen – at tage turen med ned i DS. Det viste sig, at være en rigtig god idé, idet han havde en flot sæson 2012/13, hvor han dirigerede midtbanen med sin sublime teknik, og derved havde en stor del af æren for en hurtig returbillet til divisionerne. Det blev til 29 kampe/6 mål og de magiske 100 kampe blev rundet. I comeback-sæsonen til 2. division 2013/14 var Danny fast midtbanedirigent, det blev til 30 kampe/3 mål og en lidt skuffende 10. plads.
I sæsonen 2014/15 var Danny også fast mand på midtbanen. Som den eneste spillede han samtlige 33 kampe, og alle som indestarter. Med sine 175 kampe er han rykket op som nummer 38 på alletiders liste over flest førsteholdskampe.
17. juni 2015 / Palle ”Banks” Jørgensen