Vælg en side

Sæsonrekord og fredagsfest på Østerbro Stadion, da B.93 vandt topopgøret på et tika-taka mål, hvor en Simon Wæver i storform satte sidste inderside på.

B.93 – AB 1-0 (1-0)

1-0 Simon Wæver (34’)

Østerbro Stadion
2.026 tilskuere (sæsonrekord).

Fredag aften var der dømt folkefest på Østerbro Stadion. Over 2.000 tilskuere overværede det klassiske københavneropgør mellem B.93 og AB.

Der skal – igen – lyde en kæmpe ros til alle de gode kræfter, der har hjulpet med at stable et så flot arrangement på benene, med direktørerne Patrick Hyldgård og Finn Christensen i spidsen. For et par år siden havde man kun kunnet drømme om så flotte rammer om en kamp på Østerbro Stadion. Nu er drømmen blevet til virkelighed.

B.93 stillede op i samme startopstilling som for en uge siden i Roskilde. Og det var hjemmeholdet, der tilkæmpede sig overtaget i første halvleg, uden at det dog umiddelbart kastede åbne chancer af sig.

Vi skulle frem til det 34. minut, før den første åbne mulighed bød sig. Som afslutning på kampens flotteste angreb stak Jeppe Erenbjerg Ahmed Daghim fri i dybden i feltets venstre side.

Daghim viste stort overblik ved at sende bolden fladt på tværs mellem venner og fjender til Simon Wæver, der få meter fra mål sikkert bolden sendte bolden ind bag to kurende AB-spillere, der desperat forsøgte at hindre scoringen. 1-0! Selvfølgelig ved ”Simse”, der er i storform i øjeblikket.

Simon Wæver har gjort det til 1-0, som stod sig kampen ud. Tammer Bany er på vej med lykønskningerne. Foto: Christian Midtgaard.

Målet gav B.93 endnu mere vind i sejlene. Før pausen havde vi et par gode muligheder til 2-0, størst ved Nicolaj Thomsen, der tæt under mål headede snert forbi den ene stolpe. 1-0 stod sig til pausen. Fortjent.

Efter pausen fik akademikerne lidt efter lidt tilkæmpet sig et spilovertag ved at forcere spillet op på 93ernes banehalvdel. Skønspil var der ikke tale om, men det var også umuligt på en bane, der som kampen skred frem blev stadig mere ujævn, tung og svampet.

Midt i halvlegen fik akademikerne deres eneste helt åbne mulighed. Den var til gengæld også kæmpestor. Midt for mål fik de grønblusede spillet sig helt igennem. Med det yderste af neglene fik Viktor Anker i 93-målet pareret bolden op på overliggeren, hvorpå den sprang i spil igen.

Det skulle vise sig at blive kampafgørende. For efter den misbrugte mulighed var det som om gassen gik lidt af ”uglerne”. Måske havde den offensive forcering på den ekstremt tunge bane kostet dem for mange kræfter.

I hvert fald var det i slutfasen B.93, der var tættere på 2-0 end AB var på udligning. Et par fine forsøg fra Jeppe Erenbjerg kunne have lukket kampen.

Nu skulle vi i stedet igennem et par nervepirrende slutminutter. Men rigtig tæt på kom akademikerne aldrig.

Og dermed kunne hovedparten af de mange tilskuere juble over tre utroligt vigtige points til B.93. En triumf grundlagt mere på fight og løbevilje end skønspil.

Men det var også alt rigeligt i en nervepræget kamp på et uhyre vanskeligt underlag. Dermed har B.93 lagt maksimalt pres på de øvrige tophold. Vi går et uhyre interessant forår i møde.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

– Vi er meget glade for endnu en sejr på hjemmebane.

– I dag kom sejren i hus på en meget flot 1. halvleg, hvor vi kontrollerede kampen med flot spil, en super scoring og yderligere tilløb til muligheder. Vi holdt AB fra chancer i 1. halvleg.

– 2. halvleg blev meget mere lige, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Jeg synes aldrig rigtig vi har helt kontrol på kampen i 2. halvleg, som vi havde i 1 halvleg.

– Dog har vi så meget kontrol, at AB ikke kommer til de helt store chancer igen, udover et enkelt forsøg på overliggeren. Vi har selv et par muligheder, hvor Jeppe kommer godt ind i højre side til afslutning.

– Vi viste endnu engang, at vi er ved at bygge noget stort i B.93. Vi står sammen med den spillertrup vi har. Vi kan spille poleret fodbold og igen i dag viste vi, at vi kan tilpasse os baneforholdene og spille klogt og kynisk.

– Tak for støtten til de mange fremmødte på Østerbro Stadion. Vi har sammen fået bygget et fantastisk fort op sammen. Endnu engang formåede vores fans at skabe en super stemning på Terrassen.

– Vi håber mange af jer vil tage turen til Kolding, Skærtorsdag og bakke os op derovre.

B.93 TV før, under og efter kampen

 

 

Flere interview 

Se mangle flere B.93 TV indslag fra kampen med fx chancer, stemning og målet på B.93’s offcielle YouTube kanal.

Fra 2-division.dk/streaming

Holdet på banen

Viktor Anker

Simon Wæver
Emil Christensen
Jacob Egeris
Abdullah Iqbal (ud 84’)

Niels Morberg
Mikkel Mouritz (ud 84’)

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen (ud 88’)
Ahmed Daghim (ud 63’)

Tammer Bany (ud 63’)



På bænken

Aris Vaporakis
Frederik Høgh (ind 63’)
Emmanuel Ogude (ind 63’)
Sebastian Kroner (ind 84’)
Andreas Heimer (ind 84’)
Ruben Minerba (ind 88’)
Martin Conley

Kampreferat v) Mads Mazanti.
Topfoto og supplerende foto: Christian Midtgaard.
B.93 TV: Rasmus Lykke fra LokalUpdate.dk.
Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.