Skjold Birkerød – B.93 2-3 efter forlænget spilletid
Ordinær kamp 2-2 (1-0)
1-0 Troels Cilius (36′)
1-1 Søren Nørgaard (60′)
2-1 Troels Cilius (79′)
2-2 Omar Roshani (86′)
2-3 Anders Thomsen (118′)
DBU Pokalen, 1. runde
Birkerød Idrætscenter
152 tilskuere.
Den gamle kliché om at pokalkampe er lig med drama holdt stik i tirsdagens kamp i Birkerød, hvor B.93 gæstede det lokale danmarksseriehold.
Et B.93-hold uden spillere som Mikkel Mouritz, Aske Lundsgaard, Christian Stokholm og Fredrik Kofoed i truppen havde mest spil i kampens første halvleg, men der manglede en god portion energi og idérigdom i angrebsspillet, og det var faktisk Hasse Kuhns gul-sorte tropper, der virkede skarpest, når det gjaldt om at omsætte spil til chancer.
Mens B.93 måtte nøjes med et par halve chancer til Anders Thomsen og Omar Roshani, havde Birkerød to store muligheder, før scoringen kom ti minutter før pausen. En afleveringsfejl på midten af banen sendte hjemmeholdets Troels Cilius i en mand-mod-mand-duel med Morten Hegaard. Efter et par kropsfinter kom Cilius på skudhul, og det udnyttede han prompte ved fladt at udplacere Victor Michaelsen i 93-målet. 1-0 til Birkerød ved pausen kunne der i grunden ikke indvendes noget imod.
Men efter pausen kom der helt anderledes schwung over 93-spillet. Al den tempo og energi, vi havde savnet i første halvleg, blev nu pludselig sluppet fri, så B.93 lagde et tungt pres på hjemmeholdet. Belønningen kom efter knap en times spil. Søren “Sø” Nørgaard fik bolden midt for mål udenfor feltet, tog et par træk, og med et pragtfuldt højrebenshug bragte han balance i regnskabet.
Derpå fortsatte B.93 trykket. Nytilkomne Matthias Andersen og ynglingen Youssef Dhaflaoui medvirkede med fine indhop til at presse spillet ned mod Birkerød-målet. Men trods mange tilløb til store chancer blev det ved lige ved og næsten, og så blev vi i stedet straffet i den anden ende. På Birkerøds hidtil eneste angreb i anden halvleg smuttede en Birkerød-spiller igennem i vores højre forsvarsside, og lagde bolden skråt bagud til en helt fri Troels Cilius, der for anden gang i kampen udplacerede en chanceløs Michaelsen med en flad inderside.
Få minutter senere kunne Birkerød have afgjort det hele på en kæmpemæssig kontrachance, men Michaelsen diskede op med en flot parade. B.93 var fortsat med i kampen, og takkede for det ved at presse sig til en sen udligning. Dhaflaoui rev på egen hånd hele Birkerøds venstre forsvarsside op, hans afslutning blev pareret af Birkerøds målmand, men Roshani var over returbolden, som han tørt bankede i nettet.
I den forlængede spilletid dominerede B.93 fortsat, men formåede forståeligt nok ikke at holde helt samme høje tempo som i anden halvleg. Begge hold havde muligheder for at afgøre kampen. I slutningen af omspillets første halvleg fik Dhaflaoui en gylden mulighed på et kontraangreb, men helt alene foran mål overplacerede han sin afslutning.
Heldigvis fik B.93 kort før omspillets afslutning en ny mulighed. Igen var det Dhaflaoui, der stod bag. Efter et par fine træk i Birkerød-feltet fandt han en fri Anders Thomsen, som prikkede bolden over mod det lange hjørne. Via stolpen kunne den lige nøjagtig trille over stregen.
En hårdt tilkæmpet, men fortjent sejr var i hus. Kønt var det ikke, men dejligt at se den vilje, de unge 93ere viste til at vende kampen trods modgang undervejs. Forhåbentligt blev der tanket selvtillid og høstet vigtig erfaring.
Holdet på banen
Victor Michaelsen
Mads Walter
Adam Emme
Morten Hegaard
Carl Emil Kristensen (ud 100′)
Søren Nørgaard
Leonel Montano (ud 59′)
Anders Thomsen
Emil Dyre (ud 65′)
Nicolai Olsen
Omar Roshani
På bænken
Matthias Andersen (ind 59′)
Youssef Dhaflaoui (ind 65′)
Niels Morberg (ind 100′)
Magnus Krogh Hansen
Conrado da Costa Januario
Kampreferat v) Mads Mazanti.
Topfoto: Brian Nehm.